Nye tal: Fortsat flere private job
Stor jobfremgang i private virksomheder i 2018, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
2018 bød på en stor jobfremgang i private virksomheder, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I december kom der 2.100 flere mennesker i arbejde i private virksomheder, viser det nye tal. Der er således i løbet af 2018 kommet 41.300 flere i arbejde i private virksomheder. I den offentlige sektor faldt beskæftigelsen med 1.700 personer i december måned, mens der blev 4.300 flere offentligt ansatte gennem 2018. Samlet er der nu 2.767.400 mennesker i arbejde i Danmark.
- Hver eneste måned gennem 2018 blev der skabt flere arbejdspladser i de private virksomheder, og samlet set beskæftiger virksomhederne i dag 41.300 flere mennesker end for et år siden. Det er en meget massiv jobfremgang, siger underdirektør i DI Steen Nielsen.
- Jeg tror, at fremgangen kan fortsætte i 2019, hvis vi får endnu flere ledige i arbejde, hvis vi fortsat kan tiltrække udenlandske medarbejdere og hvis stadig flere ældre medarbejdere vælger at fortsætte med at arbejde. Derfor er det også vigtigt, at vi holder fast i de aftalte forhøjelser af pensionsalderen, så den passer med danskernes stigende levetid.
- Hvis en stor gruppe af lønmodtagere får ret til tidligere pensionsalder, risikerer vi, at også raske og velfungerende medarbejdere vil kunne gå tidligere på folkepension, og det vil bremse væksten i vores samfund, siger Steen Nielsen.