Steltons varer er dyre i Kina, men det er ikke et problem, for de velstillede, kinesiske forbrugere vil for alt i verden undgå produkter, der signalerer "kopivarer," siger Finn Gram-Jensen, Export Director hos Stelton.

28.03.19 DIB Nyheder

Stelton: Sådan flerdoblede vi vores websalg i Kina

Danske Stelton kom ind på det kinesiske ehandelsmarked i 2017 via Ehubnordic, og har indtil videre flerdoblet omsætningen. Læs deres råd til andre virksomheder med Kinaambitioner.

For mange danske virksomheder forbliver det kinesiske marked en uopnåelig drøm. Men danske Stelton tog i 2017 det første skridt ind på markedet, hvor den købestærke middelklasse tæller 300 millioner kinesere.

Indtil videre har Stelton mere end firedoblet den millionstore omsætning via T-Mall Global (en del af Alibaba, som er den kinesiske version af markedsplatformen Amazon red.) og andre platforme. Finn Gram-Jensen, Export Director hos Stelton forventer udviklingen vil fortsætte.

- Det er gået stærkt for os. Vi oplever en ekstrem stor interesse, og vi ser også andre nordiske brands med stor succes i Kina. Kineserne rejser mere end tidligere og har fået en langt større bevidsthed om nordisk design, og de vil gerne vise, at de har råd til det. Her er prissætningen vigtig, siger Finn Gram-Jensen.

Han påpeger, at Stelton er et dyrt produkt. Men at det faktisk er en fordel.

- Vi er dyre, når man sammenligner prisniveauet i Europa og Kina. Men det er ikke et problem, for det må netop ikke være for billigt, fordi det signalerer ’kopivare’, hvilket de velstillede, kinesiske forbrugere for alt i verden vil undgå. Det første, distributør eller potentielle kunder efterspørger er en kopi af varemærkeregistreringen og et Letter of Approval, som kan vises til forbrugerne, siger Finn Gram-Jensen. 

Læs også: Blog: Sådan får du bedre bundlinje med websalg

Er man grundig med varemærkeregistreringen, er der mange oplagte muligheder for danske SMV’er i Kina Ai-Leen Lim, CEO for den nordiske rettighedsrådgiver AWA’s afdeling i Asien

Fortæl den gode historie

Stelton tog skridtet i samarbejde med Ehubnordic, som hjælper nordiske mærker med at sælge deres produkter online til kinesiske forbrugere.

- Online handel er ideel til at få ’dyppet tæerne’ i Kina, fordi man for en forholdsvis lille investering kan få sat gang i og håndtere både webshop, salg og marketing hjemmefra via en dansk partner, der har den nødvendige lokale, kinesiske ekspertise, erfaring og tilstedeværelse”, fortæller Ann Christin Mahrt, CMO hos Ehubnordic.

Hun mener, at tre ting er afgørende for kinesisk succes: materialet, udformningen og den gode historie.

- Lige nu må den historie meget gerne handle om bæredygtighed, som vi ser bliver mere og mere vigtig, især blandt de unge kinesere i middelklassen, siger Ann Christin Mahrt.

Læs også: Skandaler giver plads til økologisk dansk babymad i Kina

Få styr på varemærket

Ifølge Ai-Leen Lim, CEO for den nordiske rettighedsrådgiver AWA’s afdeling i Asien bør danske virksomheder med Kinadrømme dog starte med at registrere deres varemærke i Kina.

- Til forskel fra for eksempel Danmark, hvor man kan opnå en varemærkerettighed ved brug af mærket, kaldet first-to-use, har Kina et first-to-file-system. Det betyder, at dit varemærke ikke vil være beskyttet i Kina, med mindre det er registreret i Kina. Systemet anerkender ikke varemærkeregistrering i andre jurisdiktioner og beskytter kun dem, der er først med varemærkeregistreringen i Kina, fortæller Ai-Leen Lim.

Hun mener, det kan være en fordel at starte op i Kina, før brandet er blevet for stort.

- Er man grundig med varemærkeregistreringen, er der mange oplagte muligheder for danske SMV’er i Kina, siger Ai-Leen Lim.

Læs også: Graugaard: Godt design er afgørende for virksomheders konkurrenceevne

Ai-Leen Lims tips til varemærkeregistrering i Kina

  • Registrer dit varemærke i Kina i god tid. Dvs. inden dit brand bliver kendt og skal sælges i Kina.
  • Registreringen skal både være med bogstaver fra det latinske alfabet og kinesiske skrifttegn og inkludere kalde- og kælenavne for produkter og brands.
  • Kinesiske forbrugere kender for langt størstedelens vedkommende kun udenlandske brands i den kinesiske sproglige version. For at beskytte dine rettigheder, skal du registrere en kinesisk version af dit varemærke for at undgå varemærkebesættere.

Ann Christin Mahrts tips til onlinesalg i Kina

  • SoMe er ekstremt vigtigt i Kina – sørg for at være på de platforme, kineserne er på – og hav søgeordsarbejdet på plads.
  • Vær klar til at kunne rykke hurtigt – alting går meget stærkt i Kina – og hav samtidig tålmodighed.
  • Brand-building tager tid.
  • Test om dit varesortiment egner sig til det kinesiske marked.

Finn Gram-Jensens tips til lancering i Kina

  • Registrer dit varemærke i Kina og vær grundig.
  • Vælg den rigtige partner med lokal ekspertise, erfaring og tilstedeværelse, som har de nødvendige
  • sproglige og skriftlige kompetencer.
  • Vælg de rigtige salgsplatforme og tag små, sikre skridt.
Annette Falberg

Annette Falberg

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4851
  • Mobil +45 2240 8803
  • E-mail anwf@di.dk

Relateret indhold