Fra fejedreng til firmaejer
Som 13-årig begyndte André Brandi Jensen som fejedreng i den forretning, hans farfar startede for 62 år siden. I dag er André B. Jensen tredje generation i rækken som adm. direktør efter farfar Anton og far Arne.
AB Jensen Maskinfabrik producerede oprindeligt forskellige landbrugsmaskiner. Dem udviklede og byggede André B. Jensens farfar, Anton Brandi Jensen, i rigtig Ole Opfinder-stil.
Virksomheden solgte frem til 1980’erne maskinerne, hvorefter den blev omlagt fra producent til underleverandør, fortæller André B. Jensen.
– Jeg startede selv herinde på fuld tid for seks år siden. Jeg skulle finde ud af, om det var noget for mig at overtage som tredje generation, og om det gav mening for virksomheden, siger han.
De første 3,5 år brugte André B. Jensen på at komme rundt i hele virksomheden og snuse til alle afdelinger.
– Det var en afklaringsfase for både mig og min far, der på det tidspunkt var direktør. Men det var også en fase, der skulle forberede mig på potentielt at overtage virksomheden, siger han.
Læs også: Direktør i tredje generation sætter udviklingen i første række
Få hjælp til det, du ikke er god til
Da beslutningen blev taget om at lade André B. Jensen overtage maskinfabrikken, gik en stor opgave i gang med at kridte banen op. Der var brug for at finde ud af, hvem der skulle bestemme hvad.
– Vi hyrede en advokat med speciale i generationsskifte og fik lagt en køreplan. I dag er min far bestyrelsesformand, mens jeg har ansvaret for driften, siger han.
Det er egentlig ikke i produktionen, jeg trives. Det er ikke der, jeg bidrager med mest værdi. André B. Jensen, adm. direktør, AB Jensen Maskinfabrik
Både André B. Jensens far og farfar var uddannede smede. Selv er André B. Jensen uddannet maskinmester efter handelsskolen.
Han mener, det er en fordel, at han kommer med en anden værktøjskasse end sin far og farfar.
– Det er egentlig ikke i produktionen, jeg trives. Det er ikke der, jeg bidrager med mest værdi. Min far er primært ude i produktionen nu, det er det, han brænder mest for. Derudover hjælper han til ved større projekter og har også det sidste ord på bestyrelsesniveau, siger André B. Jensen og tilføjer:
– Han har stadig hovedvægten af stemmerne, men vi er enige om, at balancen vil ændre sig over tid.
Læs også: MADE bag milliongevinster for Produktionsdanmark
Et solidt fundament for vækst
Som ny adm. direktør havde André B. Jensen en opgave foran sig. Virksomheden skulle strømlines. Til det var der brug for hjælp i forhold til investering og økonomi.
– Jeg har jo en handelsskoleuddannelse, men det gør mig ikke til ekspert, så jeg fandt nogle dygtige samarbejdspartnere. Jeg fik også en mentor, der er god til blandt andet økonomi og HR, siger han.
Planen var at gøre medarbejdernes dagligdag lettere, at minimere fejl og gøre produktionstiden kortere. Det kræver både mere plads, ny teknologi og input fra kunder og medarbejdere.
– Vi har brugt mange ressourcer på at skabe et solidt fundament, vi også kan bygge videre på i fremtiden. Det udmønter sig forhåbentligt i endnu mere vækst for virksomheden. Det tager bare tid, når man skal hele vejen rundt, siger direktøren.