Erhvervsminister Simon Kollerup (S) præsenterede i selskab med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) regeringens intensiverede forberedelser til et no-deal Brexit.

Foto: Erhvervsministeriet
18.09.19 DIB Nyheder

Regeringen sætter turbo på forberedelser til no-deal Brexit

Risikoen for, at Storbritannien forlader EU uden en aftale, er meget betydelig, vurderer regeringen, der derfor etablerer et akutberedskab og styrker indsatsen overfor små- og mellemstore virksomheder.

Det var med ansigterne lagt i passende alvorlige folder, at tre af regeringens topministre i dag, onsdag, orienterede omverden om den overhængende risiko for, at Storbritannien forlader EU uden en aftale – et såkaldt no-deal Brexit.

- Der er intet godt at sige om Brexit. Der er mange virksomheder, der står i en uheldig situation. De skal søge nye tilladelser og sætte sig ind i nye regler. Og det kan være særlig svært for de mange små og mellemstore virksomheder, der måske ikke kan afsætte en medarbejder, lød det fra erhvervsminister Simon Kollerup (S), da han i selskab med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) fortalte om regeringens intensiverede forberedelser til et no-deal Brexit. Et scenario, der med udenrigsministerens ord er en høj risiko for.

Erhvervsministeren tilføjede, at regeringen ønsker at hjælpe dansk erhvervsliv så godt som muligt.

- Men myndighedernes indsats kan ikke stå alene. Det er altafgørende, at virksomhederne kommer i gang med deres egne forberedelser hen imod Brexit. Hellere i dag end i morgen. Der er ingen tid at spilde, sagde Simon Kollerup.

Læs også: Brexit: "Vi forbereder os på no-deal"

Otte ministre skal holde øje med Brexit

Regeringens intensiverede arbejde for at hjælpe danske virksomheder med at håndtere Brexit indebærer blandt andet, at der nedsættes en særlig Brexit-ministergruppe med deltagelse af otte ministre. Ministergruppen vil være ansvarlig for den samlede håndtering af et ”no-deal”-brexit i tiden frem mod den britiske udtrædelse og umiddelbart derefter.

Desuden arbejder regeringen på en handlingsplan for små- og mellemstore virksomheder med yderligere vejledning og informationsarrangementer, samt en såkaldt outreach-indsats til berørte erhverv.

I Dansk Industri er der tilfredshed med, at regeringen nu intensiverer indsatsen for at hjælpe danske virksomheder i tilfælde af, at Storbritannien forlader EU uden en aftale.

- Desværre er risikoen for et no-deal Brexit ikke blevet mindre i den seneste tid, snarere tværtimod. Derfor er det vigtigt, at der sættes ind nu, hvis Danmark og de danske virksomheder skal stå klar til at håndtere konsekvenserne af et no-deal Brexit, siger DI’s europapolitiske chef Anders Ladefoged og tilføjer:

- Der er ingen tvivl om, at konsekvenserne af Brexit for de danske virksomheder kan blive ganske store – særligt hvis det ender med et Brexit uden en aftale. Det kan betyde øget besvær, mere administration og flere omkostninger.

Læs også: Tjekliste: Bliv klar til Brexit

DI afholder informationsmøde om Brexit

Anders Ladefoged tilføjer, at DI gennem længere tid har opfordret medlemsvirksomhederne til at forberede sig på no-deal. Blandt andet er der afholdt informationsmøder rundt omkring i landet om, hvad virksomhederne kan gøre for at forberede sig.

Og den 26. september afholdes endnu et informationsmøde. Det sker i Industriens Hus i København fra kl. 14 – 17, hvor det vil være muligt at blive klogere på, hvilke forandringer Brexit kan medføre, og hvordan konsekvenserne kan håndteres.

Du kan læse mere om informationsmødet og tilmelde dig her.

Der er gennemført flere analyser af effekterne af Brexit, blandt andet af den økonomiske samarbejdsorganisation OECD og den internationale valutafond. Analyserne har vist, at et no-deal Brexit kan reducere dansk BNP med i størrelsesordenen 1 – 1,3 procent over en 5 til 10-årig periode.

Læs også magasinet DIBusiness med tema om Brexit

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold