Bygningsstruktør er en af de i alt 45 forskellige konkurrencefag til årets DM i Skills, hvilket er rekord mange.

Foto: Per Daugaard
19.01.20 DIB Nyheder

Børne- og undervisnings-ministeren: DM i Skills er Danmarks fremtid

”Forskellen på sport og DM i Skills er, at vi lever af erhvervsuddannelserne” sagde undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ved åbningen af DM i Skills, hvor mere end 300 lærlinge og elever dyster om at blive Danmarks bedste inden for netop deres erhvervsuddannelse .

Torsdag d. 16. januar om morgenen var de sidste konkurrencedeltagere ved at gøre sig klar til tre dages krævende udfordringer inden for transport, industri, service og alverdens andre erhverv til DM i Skills 2020.

Til åbningsceremonien var blandt andre børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) med til at byde velkommen og åbne Danmarks største event for erhvervsuddannelser.

- Jeg er blæst helt bagover af at se alle de forskellige fag. Man får så mange indtryk og ser en masse unge mennesker, der er sitrende nervøse for de konkurrencer, de skal i gang med, sagde hun.

DM i Skills afholdes i år for niende gang. Denne gang dyster elever og lærlinge i 45 forskellige konkurrencefag inden for erhvervsuddannelser i Bella Center i København.

- I forvejen kan jeg godt lide sportskonkurrencer, men forskellen på sport og DM i Skills er, at vi lever af erhvervsuddannelserne. Det her er Danmarks fremtidige velstand, siger børne- og undervisningsministeren.

Det er ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil svært ikke at være optimistisk i forhold til samfundets fremtid, når man ser, hvor dedikerede de unge er.

- De konkurrerer fundamentalt set om, hvem der kan gøre sig mest umage med at gøre Danmark til et rigere land. Det er utrolig svært at være ked af det som samfundsborger, når man går rundt herude, siger hun.

Læs også: Skoler skaffer flere lærlinge til hovedstads-virksomheder

Faglærte er afgørende for virksomhederne

Også viceadm. direktør i Dansk Industri, Kim Graugaard var med til åbningen. Han mener, det er sigende, at over 100 DI-virksomheder i år er repræsenteret til DM i Skills. Enten med egne stande eller med lærlinge, der deltager i konkurrencerne eller står klar til at fortælle de besøgende om deres fag.

- Som ministeren sagde, er det det her, vi lever af. Vores virksomheder anser medarbejdere med erhvervsfaglige uddannelser for at være helt afgørende nøglemedarbejdere. Og de vil have flere af dem, siger han.

Derfor er DM i Skills ifølge direktøren en vigtig begivenhed for at skabe indsigt i og interesse for, hvad erhvervsuddannelserne kan.

- DM i Skills har gode muligheder for at give flere lyst til at beskæftige sig med de her uddannelser i fremtiden og måske selv blive faglærte, siger Kim Graugaard.

Læs også: Danmark er verdens næstbedste talentudvikler

Se hvem vinderne er under videoen.

Og vinderen er…

Lørdag eftermiddag er det hele forbi. De 300 håbefulde unge konkurrencedeltagere har slukket deres udstyr, og vinderne er fundet

- Det har været fantastisk at se de unge i arbejde. Og fantastisk at så mange publikummer har fulgt konkurrencerne, siger Kim Graugaard.

Han mener, det er helt afgørende, at flere unge vælger erhvervsuddannelser i fremtiden.

- DI har haft t-shirts med, hvor der står, at man skal vælge erhvervsuddannelser, hvis man vil gøre en forskel. Det kommer de unge, der har deltaget ved Skills i hvert fald til at gøre, siger Kim Graugaard.

Se vinderne af DM i Skills

Fakta

Vindere med ansættelse hos DI-medlemmer:

Bygningsstruktør:
Glenn Ebdrup, 8840 Rødkærsbro, NCC Danmark A/S, 2860 Søborg

Industritekniker:
Sander Hem Münchow, TECHCOLLEGE, 9500 Hobro, Nymann Teknik ApS, 9500 Hobro.

Karrosseritekniker:
Christian Bjerregaard Sambleben, College360, 8471 Sabro. Jydsk Automobil Centrum – Randers, 8960 Randers SØ.

Maskinsnedker:
Benjamin Thusgaard Baun, Herningsholm Erhvervsskole, 6933 Kibæk. HTH Køkkener A/S (ejet af Nobia), 6870 Ølgod.

Mediegrafiker:
Ida Yndal Mikkelsen, Roskilde Tekniske Skole, 2650 Hvidovre. Kontrapunkt Group A/S, 1067 København K.

Møbelsnedker:
Jacob Jonas Jørgensen, Svendborg Erhvervsskole &- Gymnasier, 5540 Ullerslev. Carl Hansen & Søn Møbelfabrik A/S, 5591 Gelsted.

Slagter:
Alex Svingholm Hindsberg, ZBC, 6200 Aabenrå. Danish Crown Blans, 6400 Sønderborg.

Teknisk Isolatør:
Nicklas Strandberg, AMU Syd, 9400 Nørresundby. H J Isolering V/ Henrik Jensen, 9362 Gandrup.

Se alle vinderne af DM i Skills

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jonatan Steengaard
Skrevet af:

Jonatan Steengaard

Lone Folmer Berthelsen

Lone Folmer Berthelsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4818
  • Mobil +45 4032 0943
  • E-mail lofb@di.dk

Relateret indhold