Aarhus-borgmester og formand for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard, fortalte på SMV DAGEN 2020 om sine erfaringer med at udvikle grønne løsninger i samarbejde med virksomheder.

Foto: Niels Hougaard
27.01.20 DIB Nyheder

Vækstmuligheder i kommuners klimaalliancer med SMV’er

Virksomheder og kommuner bør samarbejde tæt om grøn omstilling, siger Aarhus borgmester og formand for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard. DI-direktør Lars Sandahl Sørensen er enig.

Mange kommuner er i gang. Og endnu flere vil se samme vej – nemlig indgå partnerskaber med lokale virksomheder for at nå i mål med den grønne omstilling. Det vurderer formand for Kommunernes Landsforening (KL) og borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard.

- Kommunerne går forrest i klimakampen med ambitiøse mål og innovative løsninger. Jeg tror på, at partnerskaber med virksomheder er en vigtig faktor, som også skaber et stort forretningspotentiale for mange SMV’er, siger han.

Jacob Bundsgaard deltog mandag på SMV DAGEN 2020 i Aarhus, hvor han med afsæt i Aarhus Kommunes nye erhvervsplan ”Partnerskaber for bæredygtig vækst”, samt KL’s to nye klimaplaner ”Kommunernes CO2-reduktion” og ”Klimatilpasning for fremtiden” beskrev virksomhedernes rolle i at sikre kommunernes grønne omstilling.

Partnerskaber med virksomheder indebærer både en mulighed for at blive leverandør til den lokale kommune, men også at kommunen er klar til at teste en virksomheds nye teknologi i eksempelvis energiforsyningen og dermed gøre vejen til markedet kortere.

- Den type partnerskaber vil vi se flere af i fremtiden. Både fordi den offentlige sektor skal løse klimaudfordringerne, men også fordi vi har interesse i at hjælpe virksomhederne ud på eksportmarkederne. Ordrer er jo også lig med lokale arbejdspladser, så det får vi i kommunen også stor gavn af, siger han.

Læs også: Offentlige indkøbere køber ikke grønne løsninger

Konkrete partnerskaber i Aarhus

Aarhus Kommune har sat baren højt med målet om at blive CO2-neutral i 2030, hvor regeringen på landsplan går efter 70 procent CO2-reduktion i 2030 i forhold til 1990.

Som eksempel på partnerskaber nævner Jacob Bundsgaard alliancen med den lokale virksomhed Johnson Controls, der har udviklet og testet en varmepumpe, hvor havvand er kilden til fjernvarme i en bydel ved havnen.

- Det er en innovativ teknologi, som vi meget gerne viser frem til andre byer, der eventuelt kan inspireres til at bruge samme løsning som os, siger Jacob Bundsgaard.

Aarhus Vand er et andet eksempel. Forsyningsselskabet deltager i partnerskaber med Eksportrådet og en række virksomheder om at vise danske løsninger frem kloden rundt. Og der er etableret partnerskabet Den Danske Vandklynge for at styrke salgspotentialet inden for drikkevand og spildevand.

Læs mere: DI stifter foreningen DI Vand

I KL’s nye klimaudspil anbefaler vi at styrke kommunernes mulighed for at fremme bæredygtige indkøb og udbud. Jacob Bundsgaard, formand for Kommunernes Landsforening og borgmester i Aarhus

DI: potentiale i partnerskaber

Lars Sandahl Sørensen ser også Aarhus Kommunes partnerskaber med virksomheder som gode eksempler.

- Samarbejdet mellem offentlige og private virksomheder er en unik styrkeposition i Danmark. Det skal vi videreudvikle for at lykkes med den ambitiøse grønne omstilling og for at skabe energieffektiviseringsløsninger, som også i globalt perspektiv vækker interesse og opbakning til gavn for klimaet, siger Lars Sandahl Sørensen og tilføjer:

- Aarhus Vand er blandt de førende vandselskaber i Danmark og kan levere den troværdighed, som er afgørende for en virksomhed, der gerne vil eksportere løsninger, som allerede fungerer i Danmark. Det er noget at det, der kan hjælpe SMV’er med at komme det svære første skridt ud på verdensmarkedet.

Læs også: Vand bliver et af dette århundredes største udfordringer

84 kommuner har klimaplaner

Kommunernes rolle i forhold til samarbejdet med virksomhederne er dog langt større, pointerer Jacob Bundsgaard. 84 af landets 98 kommuner har i dag en klimaplan som skal reducere deres CO2-aftryk og udvikle bysamfundene.

- Men det kræver øget handlefrihed, hvor kommunerne i højere grad selv blandt andet kan planlægge udbygning af vedvarende energi, klimavenlig mobilitet, byggeri og håndtering af affald, siger Aarhus-borgmesteren.

Eksempelvis er kommunerne samlet set landets største ejer af bygninger, hvor byggeriet skal gøres mere bæredygtigt. Og det skal bedre kunne betale sig for virksomhederne at udnytte deres overskudsvarme i den lokale opvarmning af boliger og kontorer.  

Læs også: Overskudsvarme kan skabe markant fald i CO2-udledning

Klimavenlige indkøb og udbud

Jacob Bundsgaard peger også på potentialet for grøn omstilling i kommunernes indkøb og udbudsrunder. Flere kommuner har efterhånden klima-klausuler ind i udbudsmaterialet, og der er vejen frem.

- I KL’s nye klimaudspil anbefaler vi at styrke kommunernes mulighed for at fremme bæredygtige indkøb og udbud. Det handler i høj grad om at sikre information om, hvor man får mest CO2 for pengene og som noget nyt at stille krav til leverandørenes virksomhedsprofil, siger han.

Hvor langt kommunerne kan nå med klima-klausuler ved indkøb og udbud er Jacob Bundsgaard dog ikke klar til at sætte tal på, fordi der endnu ikke er et konkret udgangspunkt at regne fra. Dansk Industri opfordrer til, at 80 procent af kommunernes indkøb skal være grønne og bæredygtige.

Dertil siger borgmesteren:

- Grønne og bæredygtige indkøb er en dagsorden, som kommunerne gerne vil, og mange er allerede godt i gang. Men der er fortsat et stort potentiale. Og derfor er det ganske oplagt at søge at realisere potentialet i tæt partnerskab mellem virksomheder og kommuner.

Læs også: Bildæk, korkpropper og colaflasker genfødes på kontoret

DI: 80 procent bæredygtige indkøb

Med DI’s 2030-plan som udgangspunkt har DI sammen med leverandørvirksomhederne til det offentlige lavet en plan med 20 forslag til, hvordan bæredygtighed kan komme i centrum i  alle indkøb.

- Når DI og leverandørerne har sat sig en målsætning om, at 80 procent af offentlige indkøb skal være bæredygtige i 2025, så er det noget, der virkelig er nødvendigt for Danmarks grønne omstilling. Og det er unikt i verden, at de private leverandører til den offentlige sektor står bag en indsats for mere klimavenlige offentlige indkøb, siger Lars Sandahl Sørensen. 

Læs mere om DI's anbefalinger til grønne indkøb

Troels Ranis

Troels Ranis

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk

Relateret indhold