DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen opfordrer politikerne  til at holde lovgivningstempoet, så udlandet kan se, at Danmark har mink-smitte under kontrol.

09.11.20 DIB Nyheder

DI: Hurtig handling er vigtig for at signalere kontrol over mink-smitte

Adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI opfordrer partierne til at stå sammen og hurtigt lovgive i fællesskab, så udlandet kan se, at Danmark har mink-smitte under kontrol.

Situationen i Nordjylland, hos de danske minkavlere og på Christiansborg - hvor politikerne skal finde en aftale, der sikrer, at den muterede covid-19-virus ikke spreder sig - er vanskelig.

Men det er ikke desto mindre vigtigt at handle, siger DI’s adm. direktør.

- Vi har enorm stor forståelse for den vanskelige situation, som minkavlerne befinder sig i nu – og for det tunge ansvar, som nu hviler på regeringen og Folketingets partier. Derfor er vi grundlæggende også glade for, at partierne på tværs af Folketinget ikke tager let på en svær beslutning, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han opfordrer politikerne til at holde lovgivningstempoet.

- Der er meget på spil nu, og omverdenens øjne er rettet mod Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi klart og tydeligt signalerer, at smittespredningen er under kontrol, og vi ikke sænker hastigheden. Vi vil opfordre til, at et politisk flertal står sammen om at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger og vedtager loven i fællesskab, siger DI’s adm. direktør.

Lars Sandahl Sørensen understreger samtidig, at det selvfølgelig bør ske i sammenhæng med, at man sikrer ordentlig og rimelig erstatning – og en vej videre - til alle de virksomheder og familier, som bliver ramt.

Læs også: DI: Restriktioner i Nordjylland er historisk omfattende – nu skal virksomheder og borgere have hjælp

Forventer hurtig aftale

I sidste uge besluttede regeringen, at alle mink i Danmark skal aflives. Det skete, efter at muteret covid-19-virus fra mink var fundet i Danmark.

Men – skriver Ritzau - der er ikke juridisk mulighed for at slå raske mink ned, når det er uden for Nordjylland. Det er nemlig kun i Nordjylland, at de konstaterede mutationer blandt mink er fundet.

Derfor forsøger regeringen at gennemføre hastelovgivning, så samtlige omkring 15 millioner mink i Danmark kan aflives.

DI’s adm. direktør håber og forventer en hurtig aftale.

- Jeg opfatter det sådan, at partierne grundlæggende er klar til at handle for at sikre sig, at Danmark har en resolut og troværdig håndtering af smitten. Men at man selvsagt ønsker at sikre sig, at beslutningsgrundlaget og den økonomiske erstatning er på plads. De hensyn håber og forventer vi, at man mødes om, så vi hurtigt kan få en aftale på plads, siger DI-direktøren.

Læs også: 60.000 pendlere påvirket af nordjysk nedlukning

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Per Geckler Møller

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret indhold