10.12.20 DIB Nyheder

DI: ECB sætter mere fart på seddelpressen

Nye tal: Den Europæiske Centralbank (ECB) fastholder den toneangivende rente på -0,5 procent, men skruer op for det pandemiske opkøbsprogram (PEPP). Opkøbsprogrammet udvides fra 1.350 til 1.850 mia. euro, og samtidig forlænges udløbsdatoen til marts 2022.

- ECB sætter mere fart på seddelpressen for at løfte væksten og prisstigningerne i eurozonen. Inflationen ligger på det laveste niveau i euroens historie, og det giver ECB manøvrerum for nye pengepolitiske stimulanser, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Kerneinflationen (opgjort ved forbrugerpriser ekskl. energi, fødevarer og tobak) har været på blot 0,2 procent over det seneste år. Inflationen i eurozonen har aldrig været lavere end nu.

- Inflationen er så lav, at der er en fare for at europæerne udsætter forbrugsbeslutninger. Det vil svække væksten og derfor lempes pengepolitikken, siger Allan Sørensen.

Ifølge OECD’s vil eurozonens økonomi først være tilbage på før-krise-niveauet om to år.

- ECB forsøger at puste mere liv i europæisk økonomi. De har dog allerede søsat store opkøbsprogrammer, og renten har længe været banket ned under nul, uden at det indtil nu har fået bugt med den lave inflation - tværtimod, siger Allan Sørensen.

Det er ECB’s målsætning at sikre prisstabilitet med en inflation, der er tæt på men under to procent.

- Euroen er blevet styrket under coronakrisen, og det gør det svært for ECB at få inflationen op. En stærkere euro fører til lavere priser på importerede varer og tjenester, hvilket dæmper inflationen. Den mere lempelige pengepolitik kan få importpriserne op og samtidig hjælpe europæiske eksportvirksomheder, siger Allan Sørensen.

Siden foråret er euroen blevet styrket med over ti procent i forhold til dollaren.

- Renten på sydeuropæiske statsobligationer er sendt langt ned af ECB’s lempelige pengepolitik. Det er en stor hjælp til de sydeuropæiske lande, som skal finansiere mange udgifter under coronakrisen, siger Allan Sørensen.

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold