Skatteminister Morten Bødskov pointerer, at den grønne omstilling har skabt tusindvis af danske arbejdspladser  og milliardstore eksportindtægter.

Foto: Skatteministeriet
15.12.20 DIB Nyheder

Bødskov: Ny aftale skal sikre erhvervslivs grønne omstilling

Debat: Skatteminister Morten Bødskov slår fast, at den grønne skattereform skal sikre en udvikling af erhvervslivet – ikke en afvikling.

Danmark skal være grønnere, og vi skal tage et større ansvar for kampen mod klimaforandringerne. Regeringen og et stort flertal af Folketingets partier har med vores aftale om Klimaloven sat et fælles mål om at sænke udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030. Et yderst ambitiøst mål.

For regeringen er det fuldstændigt afgørende, at den grønne omstilling sker på en måde, hvor både borgere og virksomheder kan være med. Når vi gør Danmark grønnere, skal det ske på en måde, der både er socialt retfærdig og økonomisk ansvarlig.

Hvis virksomheder må lukke og arbejdspladser flytte til udlandet, fordi Danmark skal være grønt, så er der ikke balance i tingene. Det samme gælder, hvis fx transport bliver så dyrt, at helt almindelige familier ikke kan få hverdagen til at hænge sammen.

Den grønne omstilling må ikke ske på bekostning af vækst og arbejdspladser. Vi skal sikre en grøn omstilling og en udvikling af erhvervslivet – ikke en afvikling.

Derfor er jeg glad for den aftale om en grøn skattereform, som regeringen netop har indgået med et bredt flertal af Folketingets partier. En aftale om, hvordan vi indretter vores skattesystem, så det trækker vores samfund i en grønnere retning.

Læs også: DI - Kom med jeres input til ændring af grøn reform

Enighed om første fase af skattereform

Med vores aftale er der nu enighed om, hvordan reformens første fase skal se ud. Her reducerer vi udledningen af drivhusgasser med 0,5 mio. ton frem mod 2025. I første fase af den grønne skattereform tager vi de første skridt i retning af en højere og mere ensartet afgift på CO2e-udledninger, og vi forhøjer energiafgiften på fossile brændsler for erhverv med 6 kr. pr. GJ.

Det danske erhvervsliv får tid til at indstille sig på de nye tiltag. Afgiftsstigningerne indfases fra 2023 til 2025, og for mineralogiske processer samt landbrug og gartneri indfases afgiften først i 2025, men vi giver allerede nu investeringsmuligheder til virksomhederne, så de kan begynde deres grønne omstilling, inden afgifterne stiger.

Udspillet betyder på den måde, at virksomhederne får mulighed for at investere i energieffektiviseringer, der mindsker deres udledninger, og aftalen understøtter samlet set virksomhedernes grønne omstilling med knap 6 mia. kr.

Bedste i klassen inden for grøn industri

Erhvervslivet tager allerede i dag et stort grønt ansvar, og i Danmark er vi allerede blandt de bedste i klassen inden for grøn industri. Vi kan bygge vindmøller. Vi kan udvikle varmepumper, solceller og anden grøn teknologi. Og vi kan ikke mindst sælge vores produkter til udlandet. Tusindvis af grønne danske arbejdspladser er allerede skabt på den baggrund, og milliardstore eksportindtægter er kommet i kassen i Danmark.

Den udvikling skal fortsætte og med vores nye reform vil regeringen give den et kraftigt skub i ryggen og sætte den grønne omstilling i et nyt gear. Vi vil give det danske erhvervsliv endnu bedre muligheder for at satse på grøn omstilling, skabe mere vækst og endnu flere grønne arbejdspladser.

Selvom vi i Danmark kun står for en lille andel af de globale udledninger, kan vi gøre meget. Vi kan vise andre lande, at vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse og et stærkt velfærdssamfund går hånd i hånd med en ambitiøs klimaindsats. Det har vi netop taget et vigtigt skridt i retningen af.

Læs også: Dansk eksport fortrænger 7 gange Danmarks totale CO2e-udledning

Fakta

Velkommen til DI Debat

Med DI Debat ønsker vi at give vores medlemmer plads til selv at komme til orde med synspunkter om temaer med betydning for jeres virksomhed.

 

Debatindlæg kan blive bragt her eller i magasinet DI Business. Vi forbeholder os retten til at udvælge og beskære indlæg i forhold til pladshensyn og relevans. Du kan sende dit indlæg til redaktør Uffe Hansen ufha@di.dk. Og ringe for yderligere info på: 33773888


Synspunkter på DI Debat er ikke nødvendigvis udtryk for DI’s holdning.

Anne Højer Simonsen

Anne Højer Simonsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3465
  • Mobil +45 4014 0603
  • E-mail anhs@di.dk

Relateret indhold