Microsoft Danmarks adm. direktør Nana Bule pointerer, at DI’s klimapolitiske udvalg blandt andet tager afsæt i de 13 klimapartnerskabersanbefalinger.

Foto: Thomas Arnbo
02.02.21 DIB Nyheder

26 virksomheder vil styrke DI's klimapolitik

DI har nedsat et klimapolitisk udvalg med Microsoft-chef Nana Bule i front. Hun skal sikre fokus på forretningsmuligheder, vækst og konkurrenceevne i Danmarks klimapolitik

Klimaområdet står højt på den politiske dagsorden, og det spiller en stadig stigende rolle for DI’s medlemmer.

Derfor søsætter DI et nyt klimapolitisk udvalg, hvor 26 medlemsvirksomheder skal udvikle løsningsforslag, der medvirker til at indfri Danmarks ambitiøse klimamål, samtidig med at der skabes vækst og arbejdspladser.

Microsoft Danmarks adm. direktør, Nana Bule, er formand for udvalget.

– Der er brug for, at erhvervslivet får en stærkere stemme i klimadebatten. Og det får vi med det her udvalg, der går på tværs af brancher og størrelser af virksomheder, siger hun og fortsætter:

– I den fase vi står i nu, hvor regeringen har udstukket ambitiøse klimamål og har fulgt op med klimahandlingsplaner samt en række konkrete tiltag, er det vigtigt, at erhvervslivet også overordnet kan komme med samlede og samlende bud på, hvordan vi når målene uden at miste konkurrencekraft, siger hun.

Erhvervslivet har allerede budt ind gennem de 13 klimapartnerskaber, der primo 2020 kom med forslag til regeringen inden for sektorer. Blandt andet dette bygger DI’s klimapolitiske udvalg videre på og arbejder nu målrettet på tværs.

– Vi skal sikre et balanceret økonomisk perspektiv i de modeller og overvejelser, der ligger bag skattereform, finanslov og klimahandlingsplaner. I stedet for alene at fokusere på omkostninger bør der tænkes i den vækst og eksport, der kan komme ved grønne investeringer og dermed finansiere blandt andet den grønne omstilling, siger Nana Bule.

Det er i dag primært de store hæderkronede danske virksomheder, der blander sig i klimadebatten og er repræsenteret i klimapartnerskaberne. Men ser vi på DI’s medlemsskare er der 85 procent virksomheder med mindre end 50 ansatte. Nana Bule, adm. direktør Microsoft Danmark

Indsats på kort og lang sigt

Udvalget vil arbejde med både et kort, mellem og langt sigte. På første udvalgsmøde i november, blev muligheden for at byde ind med en Klimaplan 2025 diskuteret. På længere sigt ses der frem imod 2050, hvor målet er et CO2-neutralt Danmark.

– Vi ønsker at give indspil til, hvor det giver mening at øge investeringerne for at skabe den grønne vækst og fremtidens eksporteventyr, og hvor det giver bedst mening med incitamenter for at drive effektivisering og direkte CO2-reduktion, siger Nana Bule.

Ekstra fokus på SMV'er

Det er samtidig afgørende at hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at høste det grønne potentiale.

– Det er i dag primært de store hæderkronede danske virksomheder, der blander sig i klimadebatten og er repræsenteret i klimapartnerskaberne. Men ser vi på DI’s medlemsskare er der 85 procent virksomheder med mindre end 50 ansatte, siger Nana Bule.

Nana Bule er personligt gået med i udvalgsarbejdet af flere årsager. Dels anser hun agendaen for at være afgørende for vores samtid og fremtid. Dels nås klimamålene kun i et samarbejde mellem det private erhvervsliv og den offentlige sektor. Og så ser hun en direkte kobling mellem den digitale og den grønne omstilling, både når det gælder kortsigtet energieffektivisering og innovative løsninger for fremtiden.

– Jeg synes, at DI er en vigtig spiller i det arbejde, fordi organisationen repræsenterer en stor bredde af brancher og virksomheder i Danmark. Jeg har fordelen af at bygge videre på indsatsen i flere af DI’s øvrige udvalg. Derfor er det både relevant og interessant at være med til at skabe et bredere klimapolitisk ståsted, siger Microsoft Danmarks adm. direktør.

Fakta

Virksomheder
i DI’s klimapolitiske udvalg:

Microsoft Danmark, Ancotrans, Atkins, DSB, CRH Concrete, Rockwool, Rambøll, Unicon, NIRAS, Siemens, Nordic Sugar, Grundfos, JJW Arkitekter, Haldor Topsøe, Kamstrup, Danfoss, Taasinge Elementer, DHI, CIP, Aalborg Portland, Saint-Gobain Denmark, Arkil, P. Andersen & Søn, Danish Crown, Københavns Lufthavne, Ørsted.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Følg klima hos DI

Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.

Læs mere om klimapartnerskaberne

Anne Højer Simonsen

Anne Højer Simonsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3465
  • Mobil +45 4014 0603
  • E-mail anhs@di.dk

Relateret indhold