3D-præsentationer, virtuelle showrooms og livestreaming af direktørens åbningstale. Mulighederne for at supplere fremtidens konferencer og messer med digitale værktøjer er mange.

Foto: Cadpeople
04.05.20 DIB Nyheder

3D og AR-teknologi danner grobund for fremtidens messer og konferencer

En århusiansk virksomhed vil skabe fremtidens digitale messer og konferencer med blandt andet virtuelle showrooms og 3D-præsentationer af produkter. DI er også på vej med virtuelle eksportfremstød, men understreger, at de fysiske møder ikke kan afløses af de virtuelle.

Hos virksomheden Cadpeople A/S  i Århus har man specialiseret sig i at lave teknologibaseret visuel kommunikation.

Blandt deres produkter er en simuleret vindmølle, hvor brugeren både kan betragte vindmøllen og dens rotationer udefra og komme ind i kontrolrummet inde i motorhuset (nacellen).

Inde i det simulerede motorhus er det muligt at skrue på knapper og lave indstillinger, og det er derfor muligt at stå i et klasselokale på jorden og træne procedure i fejlfinding, selvom vindmøllen er offshore.  

Et andet produkt, den 50 mand store virksomhed har lavet, er en Virtual Reality undervisnings-app til plejepersonale på plejehjem. Den hjælper de ansatte med at forstå beboerne på plejehjem og deres udfordringer bedre, ved at lade dem træde i beboerens sted.

Den teknologi og viden vil Cadpeople nu bruge, når der i fremtiden skal afholdes digitale messer og konferencer.

Virksomheden har allerede modtaget en håndfuld henvendelser fra virksomheder, der ønsker at afholde virtuelle konferencer og messer, og Claus Riekehr Møller, partner og CEO, Cadpeople, spår da også digitale messer og konferencer en stor rolle i fremtiden.

- Digitale messer og konferencer vil blive en del af dagsorden i fremtiden, enten som stand-alone eller som supplement til fysiske arrangementer. Det drivende element vil være optimering af omkostninger, men i lyset af de seneste hændelser, vil det også være et krav, at man kan nå ud til sine kunder digitalt, siger han.

Læs også: DI: Fantastisk 1. maj-nyhed med renovation af boliger for 30 mia. kr.

Virtuelle showrooms og 3D-præsentationer

Forskellige virksomheder har forskellige behov, og det tænker de også på i Cadpeople, når de i fremtiden skal designe digitale messer og konferencer.

- Det bliver ikke et one size fits all-koncept, men derimod tilrettelagt efter den enkelte virksomheds behov. Eksempelvis vil nogle messer blive med virtuelle showrooms, hvor produkterne står på hylder, siger Claus Riekehr Møller.

Ifølge ham skal fremtidens digitale messer og konferencer imponere gæsten. Der skal være plads til interaktive touch-skærme, streaming af direktørens velkomsttale fra et professionelt studie og konsulentpræsentationer af produkter i real-time 3D.

- Men vigtigst af alt skal det være enkelt og brugervenligt. Gæsten skal starte computeren, tjekke sit head-set klikke på et link og navigere med få kommandoer, så man nemt og effektivt er i gang, siger Claus Riekehr Møller.

Læs også:Danmarks eksportmarkeder er hårdt ramt – nu skal der handles

Messer og konferencer skal gå digital omstilling i møde

Nanna Bonde Thylstrup er associate professor, Ph.d på Department of management, society and communication på CBS. Hun fortæller, at corona-pandemien, på grund af behovet for social distancering og dermed færre fysiske møder, har skabt en omstilling til online kommunikation i mange sektorer.

Derfor vurderer hun også, at det vil komme til at have indflydelse på måden, hvorpå messer og konferencer afholdes – de vil skulle gå en digital fremtid i møde.

Hun ser flere fordele i at afholde fremtidens messer og konferencer digitalt. Heriblandt den økonomiske og miljømæssige besparelse, det vil medføre, når gæsterne ikke skal rejse fra land til land for at deltage i arrangementerne.

- Der er mulighed for at gentænke den måde, vi forestiller os, at vi skal mødes på, og deri ligger muligheden for at klare tingene digitalt også, siger Nanna Bonde Thylstrup.

Læs også: Nu kommer der GDPR-lignende krav for lån til grøn omstilling

Teknologi og kommunikation kan blive udfordringer

Selvom fordelene ved at afholde fremtidens messer og konferencer digitalt er til at få øje på, understreger Nanna Bonde Thylstrup, at der også er udfordringer.

- En af udfordringerne kan være teknologien. Computer, tablet eller smartphone skal være opdateret og kunne køre programmerne, og så skal man have den rigtige browser, siger hun.

Derudover kan det, at den nære kontakt ikke er tilstede digitalt, også blive en udfordring.

- På det nære område er digital kommunikation enormt kompleks. Når vi mødes fysisk, er der meget non-verbal kommunikation som øjenkontakt og kropssprog, og det går tabt i den digitale kommunikation, uddyber Nanna Bonde Thylstrup.

Læs også:DI er klar med hjælp til hjælpepakker

DI vil digitalisere storkundemøder for at sikre eksport

I Dansk Industri (DI) arbejder man i øjeblikket på at ”genopfinde” storkundebesøg, så de for fremtiden i højere grad kommer til at foregå i et digitalt format.

Dette initiativ skal sikre, at danske virksomheder forsat kan skabe relationer til potentielle aftagere af danske løsninger i udlandet og holde gang i eksporten.

Tanken er, at danske ambassader i udlandet eller Eksportkreditfonden kan agere forlænget arm til de lokale udenlandske virksomheder.

Et eksempel på en arbejdsdeling kunne være, at de danske ambassader afdækker mulighederne lokalt og sørger for at få sat det virtuelle møde op, mens DI bistår medlemsvirksomheder hjemmefra, som klædes på til mødet gennem et eller flere webinarer.

Derudover vil DI’s rolle være at samle et profilkatalog og facilitere mødet fra Danmark.

Læs også: ECB holder pengepolitisk speeder i bund

Digitalisering er kun et supplement

Digitaliseringspolitisk chef i DI, Christian Hannibal, oplever, at coronakrisen har sat skub i arbejdet med digitale værktøjer og måden de bruges på. Han tror dog ikke, det er ensbetydende med et stop for de fysiske møder.

- Coronakrisen har vist os, hvordan vi kan bruge digitale værktøjer til at arbejde på nye måder. Det vil påvirke en lang række områder – eksempelvis måden vi går til messer og konferencer på. Ikke at mennesker vil holde helt op med at mødes fysisk, men de vil supplere det med digitale værktøjer, siger han.

Han forudser desuden, at brugen af digitale værktøjer som supplement bliver mere udbredt.

- Vi har allerede set, hvordan forlystelsesparker supplerer den fysiske oplevelse med digitale værktøjer som virtual reality og augmented reality. Det kommer sikkert til at brede sig, siger Christian Hannibal.

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter Henningsen Hansen
Skrevet af:

Peter Henningsen Hansen

Christian Hannibal

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

Relateret indhold