07.05.20 DIB Nyheder

Dansk turisme styrtbløder – behov for akut førstehjælp

Nye tal: Dansk turisme har fået klø af corona, og det danske sommerland kommer til at være betydeligt mere øde, end det plejer, hvis ikke der bliver lagt en klar strategi.

Danmarks Statistik har lige offentliggjort de nyeste overnatningstal for marts måned. Tallene understreger de alvorlige konsekvenser, som coronakrisen har for dansk turisme.

- På tværs af overnatningsformer er antallet af overnatninger styrtdykket, og særligt hotelovernatningerne viser blodrøde tal. Ikke overraskende står de udenlandske turister for langt det største fald med en halvering, men også antallet af overnatninger fra danskerne er faldt med en tredjedel. Det er et kæmpemæssigt tilbageslag, siger chef for turisme og oplevelsesøkonomi Sune K. Jensen, Dansk Industri.

- Coronakrisen har langtrækkende konsekvenser i de danske lokalområder – og ikke alene for turisterhvervet, men også for den lokale købmand og de mindre butikker, som går glip af omsætning, når turisterne bliver væk. Det er derfor vigtigt, at regeringen og Folketingets partier i disse dage er gået gang med at forhandle om en sikker og forsvarlig genåbning af Danmark, siger Sune K. Jensen.

Der er behov for en klar genåbningsstrategi for dansk turisme hurtigst muligt, som turisterhvervet kan planlægge og navigere efter.

- Det er vigtigt, at vi går i dialog med vores nabolande om mulighederne for at genåbne grænserne. Men selv med genåbnede grænser, må vi erkende, at en del af sommerens udenlandske turister vil blive væk. Derfor skal vi også arbejde med at synliggøre de mange gode oplevelser og tilbud, dansk turisme har, til danskerne, siger Sune K. Jensen.

Sune K. Jensen

Sune K. Jensen

Chef for DI Turisme og oplevelsesøkonomi

  • Direkte +45 3377 3923
  • Mobil +45 2949 4624
  • E-mail skj@di.dk

Relateret indhold