Lokalpolitikere i Holbæk fik mandag skabt en tættere kontakt til kommunens virksomheder på en tur rundt i erhvervslivets landskab med DI's kampagnebus, der besøger i alt 30 kommuner i løbet af de næste to uger. Hos Danske Fragtmænd uddelte direktør Jens-Ole Larsen  "ja-hatte" som  et symbol på, at han aldrig siger nej til at tage udfordrede lærlinge.

Foto: Thomas Arnbo
26.10.21 DIB Nyheder

DI i valgkamp: Succes afhænger af samarbejde med kommuner

Kommunalvalg: Gammelrand Beton, Chr. Hansen, Danske Fragtmænd og Galaxe Recycling lagde fabriksgulv til besøg fra lokalpolitikere i Holbæk og Kalundborg. Det fik erhvervslivets nøgletemaer ind i valgkampen.

Bussen med 18 lokalpolitikere fra Kalundborg snor sig rundt på Gammelrand Betons fabriksområde, mens ejeren af familievirksomheden direktør Ole Pedersen beskriver produktion og fabrikkens 89-årige historie, hvor 3. generation nu også er med.

Og da bussen er nået ned i bunden af en gammel grusgrav beder direktøren chaufføren stoppe.

- Det er så lige her, vi vil bygge vores næste fabrik for omkring 45 mio. kr. Men kommunens sagsbehandlingstid trækker meget ud, og vi kan komme til at bruge mere end to år på at få godkendelserne på plads, sagde han og beskrev hvordan det skridt for skridt trak ud.

Besøget på betonfabrikken er samtidig startskuddet på DI’s kampagne op til kommunalvalget den 16. november. I de næste to uger besøger DI’s to valgbusser – en i østdanmark og en i vestdanmark - 30 kommuner og 62 virksomheder for at styrke den lokale kontakt mellem virksomheder og lokalpolitikere.

Følg DI's valgkampagne her

DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen var med på busturen i Kalundborg og Holbæk:

- Virksomhedernes succes afhænger at et tæt og godt samarbejde med deres kommuner. Det gælder både med  om sagsbehandling, men også når det handler om at tiltrække medarbejdere og investeringer. Er samarbejdet godt, er det en gevinst for begge parter. Men går det dårligt er det et problem for virksomhedernes og lokalsamfundets udvikling, sagde han.

Læs mere om besøg i Kalundborg her

Løfte om tværpolitisk samarbejde

Chr. Hansen i Kalundborg var målet for næste besøg. Her ombygger ingrediensvirksomheden en fabrik, hvor der i de kommende år bliver brug for 150-250 nye medarbejdere, forklarede fabrikschef Michael Juhler.

Det blev afsættet til en livlig debat mellem lokalpolitiker kandidaterne, hvor alt fra udenlandsk arbejdskraft til aktivering af unge, jobcentre, bedre markedsføring af Kommunen og styrket kulturliv blev berørt, der kan gøre Kalundborg mere attraktiv at bosætte sig i, så virksomheder som Chr. Hansen kan få sine medarbejdere.

På tværs af partiskel var der stor enighed om behovet, og det førte endda til, at der nærmest blev givet håndslag på et tværgående politisk samarbejde, for at skaffe flere hænder og hoveder til kommunen.

Læs også: Valgkamp vest - Bedre børnepasning skaffer medarbejdere

Virksomhedernes succes afhænger at et tæt og godt samarbejde med deres kommuner. Lars Sandahl Sørensen, Adm. direktør

Efterlyser samarbejde med kommunen

Kalundborg-politikerne stod derefter af bussen ved rådhuset, og turen gik videre til Holbæk, hvor 20 lokalpolitikere steg på og satte kursen mod Danske Fragtmænds terminal. Hovedtemaer var arbejdskraft og offentligt bureaukrati, hvor direktør Jens-Ole Larsen sætter en ære i at give alle en chance og derfor har mange lærlinge med en blandet ballast. Årligt uddanner virksomheden 25 chauffører.

Gods-chefen efterlyste i indsatsen en mere helhjertet indsats fra kommunens jobcentre samt at kommunerne løbende havde en kontakt med virksomheden.

- Det skal være mere enkelt og jordnært. Det er et meget tungt system,  hvor vi meget gerne vil have kommunen forbi en, to eller tre gange om året. Vi mangler at opleve kommunen som en sparringspartner, sagde han.

De lokale politikere tog opfordringen til sig og lovede at arbejde for en bedre kontakt til kommunalbestyrelse og embedsværk.

DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen så i Dansk Fragtmænd og Jens-Ole Larsen et godt eksempel på en virksomhed, som er engageret og tager et stort socialt ansvar.

- Jens-Ole vil gerne hjælpe lokalt, og tager ofte unge ind med særlige udfordringer. Men i kontakten med de lokale myndigheder møder virksomheden komplicerede regler og et lokalt system, hvor det er meget svært at få skabt en kontakt til kommunen. Det bør klart være lettere og mere enkelt, sagde DI-direktøren.

Læs mere om besøget i Holbæk her

Grøn omstilling i flamingo

Derefter kørte Holbæk-politikerne til Galaxe Recycling, hvor 45 medarbejdere genanvender flamingo indsamlet på sjællandske genbrugspladser. Det sparer betydelige mængder CO2. Ejer Hans Rasmussens budskab til politikerne var, at Holbæk Kommune bør have høje ambitioner i den grønne omstilling.

- Holbæk skal som kommune være meget mere ambitiøs. Hvorfor ikke gå forrest og have en ambition om, at Holbæk blev Danmarks førende klimakommune, hvor vi kan inspirere hele landet, sagde Hans Rasmussen.

Det kunne flere af lokalpolitikerne godt se potentiale i – blandt andet inden for uddannelser, hvor en klimaskole blev en del af debatten.

DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen ser et stort grønt potentiale for Holbæk. Kommunen har arbejdskraften, beliggenheden  og gode muligheder inden for uddannelser. Og timingen er helt rigtig.

 

- Der er så meget tryk på i Danmark nu efter coronakrisen, at vi har det bedste afsæt for at ændre og udvikle samfundet og få styrket den grønne omstilling. Det skaber en basis for, at kommunalbestyrelser kan være meget ambitiøse. Og i Holbæk er der rigtigt gode muligheder, lød opfordringen fra Lars Sandahl Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Louise Pihl

Louise Pihl

Underdirektør

  • Direkte +45 7216 0177
  • Mobil +45 2566 6312
  • E-mail lop@di.dk

Relateret indhold