Danfoss har ifølge Lars Tveen, direktør for Developing Regions og bestyrelsesformand for koncernens kinesiske selskaber, en "Kina for Kina" strategi, der handler om lokal produktion, salg og R&D for at matche pris og hastighed med kinesiske konkurrenter.

Foto: Danfoss
12.02.21 DIB Nyheder

Danfoss: Vi forventer tocifrede vækstrater i Kina

Danfoss’ vækst i Kina var 10 procent i 2020 – trods corona – og de kommende år bliver gyldne med tocifrede vækstrater, spår Lars Tveen, bestyrelsesformand for koncernens kinesiske selskaber. Kinas kommende femårsplan passer nemlig perfekt til Danfoss’ produktportefølje.

Det går Danfoss godt i Kina – og det bliver endnu bedre i fremtiden.

Så kort kan det siges om en stor dansk koncern, der sidste år havde 10 procents vækst i Kina på trods af corona – og forventer tocifrede vækstrater i fremtiden.

Det fortæller en tilfreds direktør for Danfoss’ Developing Regions, Lars Tveen.

– Kina lukkede hurtigt og hårdt ned i starten af 2020. Men kom også hurtig op igen, og resten af året har vi set en meget fin vækst, når man medtager, at resten af verden er i minus, siger han.

Gylden årrække på vej

Danfoss har fem fabrikker i Kina, der til sammen har cirka 5.000 medarbejdere og producerer til det kæmpestore kinesiske marked.

– Kina er allerede i top tre over vores største regioner og en af vores absolut vigtigste både nu og ikke mindst i fremtiden, siger Lars Tveen, der – udover at være direktør – også er bestyrelsesformand for Danfoss’ kinesiske selskaber.

Porteføljen i Kina står på tre ben: Varme og køling, komponenter til arbejdsmaskiner samt motorstyring. Produkter og løsninger som ifølge direktøren passer rigtig godt til den femårsplan, den kinesiske præsident Xi Jinping præsenterer til marts.

– Vi ved, at femårsplanen blandt andet fokuserer på en grøn fremtid: Ren luft, fødevaresikkerhed og urbanisering. Her har Danfoss løsninger, der matcher Kinas behov, og derfor forventer vi ikke bare et gyldent år i 2021, men en decideret gylden årrække i Kina med tocifrede vækstrater, siger Lars Tveen.

Læs også: Kina kan trække verdens vækst i gang igen

Kina er allerede i top tre over vores største regioner og en af vores absolut vigtigste både nu og ikke mindst i fremtiden. Lars Tveen, direktør og bestyrelsesformand for Danfoss' selskaber i Kina.

Et land som én virksomhed

Når Kinas femårsplan bliver officiel, får hver kinesisk provins, by og borgmester sine egne kpi’er i forhold til at nå målet for Kinas grønne omstilling. Præcis som hvis det store land var en virksomhed.

– De kinesiske borgmestre er dygtige til at eksekvere, og de vil naturligt kigge efter virksomheder, der kan hjælpe dem med at nå målene for eksempelvis CO2-reduktion, for det vil fremme deres karriere. Hvis Danfoss kan vise, at vi er relevante, er vi helt klart interessante, siger Lars Tveen.

Han fortæller også, at et af koncernens nye store fokusområder er komponenter og løsninger til arbejdsmaskiner samt til nye boliger, fordi Kina planlægger at flytte og bygge nyt til 20 millioner mennesker om året de kommende 20 år.

Kinesisk strategi

Modsat af hvad man måske kunne tro, er Danfoss største konkurrenter i Kina ikke andre udenlandske selskaber, fortæller bestyrelsesformanden – det er derimod kineserne selv. Derfor har koncernen også en selvstændig Kina-strategi.

– Udviklingen i Kina går så hurtigt, og konkurrencen er så intens, at vi kun kan følge med, hvis vi har en kinesisk organisation med stor autonomi samt lokal udvikling og produktion. Vi laver ”Kina for Kina”. Det her med at lave udvikling og produkter i Danmark og så sælge det derude – det er alt for tungt, siger Lars Tveen.

Læs også: DI udvider eksporthjælp for at fremme corona-comeback 

 

Fakta

DANFOSS I KINA: 

  • Fem fabrikker, ca. 5.000 medarbejdere
  • Salgskontorer over hele landet, de to største med hver 100 medarbejdere i hhv. Shanghai og Beijing
  • Vækst i 2020: 10 pct. Forventet vækst fremadrettet: Tocifret
  • Omsætning ca. 5 mia. kr.

Danfoss producerer og sælger:

  • Varmeløsninger til bl.a. bygninger og byer samt køling til bl.a. fødevarer
  • Hydrauliske løsninger til bl.a. off-road køretøjer, såsom traktorer, rendegravere og mejetærskere.
  • Motorstyring

 

KINA I 2021:

  • Vækstforventninger 2021: +8,1 pct.
  • DK eksport til Kina: (2019): 55 mia. kr.(varer og tjenester)

Kilde: Oxford Economics og DST

Nøglefaktorer i Kinas nye 5-årsplan:

  • Den kinesiske regering har meddelt, at økonomisk vækst skal bygge på mere indenlandsk forbrug, og udenlandske investeringer skal centreres omkring sektorer, hvor Kina mangler egen kapacitet.
  • Kina har sat grøn omstilling øverst på dagsordenen og sigter mod at blive CO2-neutral før 2060. Danmarks mange styrkepositioner på klima- og miljøområdet bør potentielt medføre omfattende muligheder i denne sammenhæng.
  • Teknologier som 5G, blockchain, AI, IoT skal i 2021 i endnu højere grad integreres som middel til at modernisere Kinas industri. Danske virksomheder bør holde øje for at bevare konkurrenceevnen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Glen Mikkelsen

Glen Mikkelsen

General Manager, China

  • Direkte +45 3377 3972
  • Mobil +86 139 1778 4076
  • E-mail glmi@di.dk

Relateret indhold