25.03.21 DIB Nyheder

Boligejernes formue i fast ejendom steg i snit 80.000 kr. i 2020

Nye tal: I et økonomisk turbulent 2020 var boligmarkedet en stabiliserende faktor, mener DI

- Økonomisk bød 2020 på nogle kurver, som de fleste økonomer ikke troede, de skulle opleve i deres levetid. Men 2020 var også et år med meget store forskelle mellem brancher og sektorer. Og her var ikke mindst boligmarkedet en solstrålehistorie og en afgørende, stabiliserende faktor i økonomien, siger DI's boligøkonom Bo Sandberg.

Ifølge Danmarks Statistik steg husholdningernes formue i fast ejendom med 116 mia. kr. i 2020 og udgjorde svimlende 4.141 mia. kr. i slutningen af 2020.

- I snit har hver boligejerfamilie haft en stigning i formuen i fast ejendom på 80.000 kr. i 2020. Det er næsten en fordobling i forhold til 2019, hvor den gennemsnitlige formue steg med ca. 43.000 kr., siger Bo Sandberg.

Især Hovedstaden og Midtjylland fik polstret friværdierne

Ifølge Danmarks Statistik steg formuerne i fast ejendom i 2020 især i Region Hovedstaden med ca. 120.000 kr. i snit, mens en gennemsnitlig midtjysk boligejer fik polstret formuen med knapt 100.000 kr. De tre andre regioner trækker det samlede landsgennemsnit ned på ca. 80.000 kr., hvilket dog også er historisk højt.

- Det er især i parcelhuse nord for København, i Københavns omegn og i Midtjylland samt ejerlejligheder i hovedstaden, at friværdierne steg i 2020. Det var med til at presse priserne på netop disse boliger i vejret - men også til at sætte en række energirenoveringsprojekter i gang, siger DI-boligøkonomen.

Afgørende at ny boligskat ikke forsinkes yderligere

Ifølge DI kan udviklingen på boligmarkedet fortsat forklares rationelt med de fundamentale forhold i samfundsøkonomien - herunder renten, husstandenes indkomst og senest også de nye tal for friværdierne.

- Hertil kommer, at 2020 gav et skift i forbrugernes efterspørgsel, hvor vi brugte mere af familiebudgettet på boligformål. Og tiden må vise, i hvor høj grad det er et midlertidigt skift, eller om noget af tendensen er varig, siger DI's boligøkonom Bo Sandberg.

Men selvom der stadig er rationelle forklaringer på den kraftige handelsaktivitet og prisudvikling, mener DI, at opmærksomheden skal skærpes på det varme boligmarked og krudtet skal holdes tørt i forhold til fx regler om kontant udbetaling og gældskvoten i forhold til indkomsten.

- Allervigtigst er det dog, at Skatteministeriet får de nye ejendomsvurderinger på plads. De er nemlig forudsætningen for, at det nye og mere konjunkturudjævnende boligskattesystem kan træde i kraft som planlagt i 2024. I forvejen er der en ærgerlig forsinkelse på tre år i forhold til den oprindelige plan, siger DI' boligøkonom Bo Sandberg.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Bo Sandberg

Bo Sandberg

Skatteøkonom

  • Direkte +45 7216 0142
  • Mobil +45 2850 3819
  • E-mail bsa@di.dk

Relateret indhold