Ved arrangementet DI Net Talks den 26. april blev bæredygtighed sat på dagsordnen. Bliv inspireret til at få hul på det nye grundvilkår.

28.04.21 DIB Nyheder

Dell, DI og Carlsberg: Tip til at få bæredygtighed ind i forretning

DI Net Talks: Dell Technologies, Carlsberg og Dansk Industri giver her deres indspark til bæredygtighed i praksis hos store og små virksomheder.

Gør det til en sport, involvér alle medarbejdere, start ikke for småt. Bæredygtighed er højt på agendaen i mange virksomheder, men det kan være svært at omsætte visioner til virkelighed.

I denne udgave af DI Net Talks kom der konkrete bud på løsninger fra Dell Tecnologies, Carlsberg og Dansk Industri til at få hul på et af tidens varmeste udfordringer, der også i stadig større grad bliver et grundvilkår for overhovedet at skabe forretning. Det gælder både for store og små virksomheder.

Director hos Dell Technologies, Louise Koch, anbefalede blandt andet at satse stort fra start. Styr på affaldssortering og at fjerne plastikkopperne fra kantinen er mere symbolske handlinger, påpegede hun.

- Hvis man starter med at løfte pegefingeren på den slags, så kan det være, at man ikke når den flyvehøjde, man faktisk har brug for, pointerede Louise Koch, der har ansvaret for, at bæredygtighed skaber værdi for teknologivirksomhedens kunder. 

Derfor er afgørende at ledelsen går forrest og tænker bredt, hvor alle afdelinger og kompetencer i virksomheden bliver en del af omstillingen, pointerede hun.

Læs også: Underleverandører skal med på grøn bølge

Carlsberg dropper kul i Kina

Carlsberg har haft succes med at inddrage alle niveauer i bryggeriets arbejde med strategien ”Together towards zero.”

Senior director Simon Boas Hoffmeyer er blandt andet ansvarlig for at kvalitetssikre bryggeriets indsats inden for bæredygtighed. Som eksempel på involvering beskrev han, hvordan Carlsberg fik respons fra over 7000 medarbejdere kloden rundt til at få konkretiseret strategien. I Kina åbnede medarbejderne ledelsens øjne for den særlige udfordring med luftforurening på grund af kulkraft. 

Det fik Carlsberg til at droppe kul som energikilde på de 10 bryggerier i landet, hvilket fik medarbejderne til at støtte mere op om den bæredygtige dagsorden.

- Vi kunne slå to fluer med et smæk, fordi vi fik elimineret luftforureningen, der virkelig bekymrede vores medarbejdere i Kina, og vi fik reduceret vores CO2-udledning signifikant. Det var et kæmpeskridt, beskriver Simon Boas Hoffmeyer i DI Net Talks.

Nyt værktøj til SMV'er: Få hul på din grønne omstilling

Sport i bæredygtighed

DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen fremhævede, hvor afgørende det er at tænke bæredygtighed ind i alle virksomheder i takt med, at kunderne gør klimaindsatsen til et grundvilkår.

- Nogle kunder forventer det i dag. Og de kunder der ikke forventer det i dag, forventer det lige om lidt, sagde han.

DI-direktøren nævnte et eksempel fra hans tid som koncerndirektør i SAS, hvor man kunne spare brændstof ved at lette flyene for overflødig vægt.

- For mig må der gerne gå sport i at finde løsninger, og i SAS gik der sport i at tage kilo af flyene, fortæller han.

Find flere råd og andre virksomheders erfaringer om, hvordan du kan gøre din virksomhed mere bæredygtig her: "Fra filantropi til forretning" 

Du kan også blive en del af DIs netværk for verdensmål og strategi

Følg klima hos DI

Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.

Læs mere om klimapartnerskaberne

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Erik Thomas Johnson

Erik Thomas Johnson

Fagleder, Bæredygtig forretningsudvikling

  • Direkte +45 3377 4784
  • Mobil +45 2763 6253
  • E-mail etjo@di.dk

Relateret indhold