Dansk Industris hovedsæde, Industriens Hus, dannede fredag rammen for regeringens fremlæggelse af en strategi for life science industrien. Ministrene Ane Halsboe-Jørgensen, Magnus Heunicke, Simon Kollerup og DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen deltog i præsentationen.

Foto: Andreas Beck/Erhvervsministeriet
16.04.21 DIB Nyheder

DI: Life science udspil kommer på det helt rigtige tidspunkt

Vi skal kæmpe ekstra meget for at bevare stærk position inden for life science. Regeringens strategi er derfor vigtig, siger DI-direktør, Lars Sandahl Sørensen.

Danmark har en af verdens stærkeste life science industrier, som har medvirket til at styre landet igennem coronakrisen. Men positionen er ikke givet. Fokus på sundhed er strøget i vejret og den globale  konkurrence om investeringer i bedre medicin, vacciner, medicinsk udstyr og sundhedsløsninger vokser.

Derfor er det vigtigt og positivt, at regeringen nu byder ind med en strategi, som kan understøtte den danske del af branchen.

- Udspillet kommer på det helt rigtige tidspunkt, sagde DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen ved  regeringens præsentation af sin strategi i Industriens Hus fredag 16. april.  

- Coronapandemien har intensiveret den globale konkurrence om at tiltrække investeringer til sundhedsområdet. Alle lande har fået øjnene op for værdien af en stærk og innovativ life science sektor. Vi kommer derfor til at skulle kæmpe for at fastholde vores position som én af verdens førende life science nationer, sagde Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Demant - Rammevilkår centrale for vækstsucces

Kollerup: Vi bygger videre på stærkt fundament

Regeringen vil blandt andet styrke rammebetingelserne for forskning og udvikling, samt understøtte en enklere adgang til sundhedsdata, til gavn for life science branchen og den offentlige sundhedssektor.

Ved præsentationen fremhævede erhvervsminister Simon Kollerup, hvordan coronakrisen har gjort det tydeligere, hvor vigtigt det er med en life science-industri og et sundhedsvæsen i verdensklasse.

- Med strategien bygger vi videre på det stærke fundament og løfter den danske life science-industri til det næste niveau. Det handler om bedre rammevilkår og om at udnytte viden og data til at skabe morgendagens løsninger, så vi tiltrækker investeringer og arbejdspladser, udvider eksporteventyret og skaber bedre løsninger for patienterne, sagde han.

Læs hele regeringens udspil her

Alle lande har fået øjnene op for værdien af en stærk og innovativ life science sektor. Vi kommer derfor til at skulle kæmpe for at fastholde vores position. Lars Sandahl Sørensen, Adm. direktør

150 mia. i eksport og 50.000 job

Danmarks life science sektor eksporterede i 2020 for mere end 150 mia. kr., svarende til over 20 pct. af den samlede danske vareeksport, på trods af den globale pandemi. Samlet beskæftiger branchen op mod 50.000 i Danmark efter en vækst på omkring 20 procent i de sidste 10 år. 

Fastholdes den nuværende årlige vækstrate er der potentiale til eksport på 374 mia. kr. i 2030 viser analyse fra Damvig Analytics. 

Samtidig investerer branchen massivt i forskning og udvikling. I 2017 rundede de investeringer 15 mia. kr. Det giver bedre medicin, medicinsk udstyr og andre sundhedsløsninger, som kommer danskerne til gavn gennem indkøb og samarbejde med vores det danske sundhedsvæsen.

Læs også: Branchechef - Life science centralt for dansk velfærd

Centralt offentligt-privat samarbejde

Branchens succes er i høj grad afhængig af et stærkt offentligt-privat samarbejde mellem virksomheder, sundhedsvæsen og myndigheder, der ifølge DI-direktøren for alvor har vist sin styrke under coronapandemien.

- Det er noget af det, vi er bedst til i Danmark. Og det gør, at både det danske samfund, dansk økonomi og vores life science branche, står stærkere end i mange andre lande. Den position skal vi styrke i de kommende måneder og år. Blandt andet ved at styrke vores forskning og udvikling, herunder potentialet i vores sundhedsvæsen, sagde Lars Sandahl Sørensen. 

Dansk Industri deltog sidste efterår i regeringens genstartteam for life science og biotek, som i september leverede sine anbefalinger. Her efterspurgte DI blandt andet en strategi for hele branchen. Og den kommer altså nu.

Læs også: Genmab - Vi er kun lige ved begyndelsen

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peder Søgaard-Pedersen

Peder Søgaard-Pedersen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3945
  • Mobil +45 2128 6755
  • E-mail peso@di.dk

Relateret indhold