Fra venstre: Michael Boas Pedersen, chefkonsulent DI. Ann-Jeanett Møller, Team manager LEGO House, Kim Thorborg Jakobsen Head of Operation LEGO House, Melanie Holm Ranch Hansen, prismodtager LEGO House, Jesper Vilstrup, direktør LEGO House, Sanne Forsberg Holm, Head of people and Culture LEGO House, Simon Tøgern, Sektorformand HK Privat.

Foto: Johan H. Pedersen
28.06.21 DIB Nyheder

Hædret for opgave om kundeoplevelser i LEGO House

Melanie Holm Ranch Hansen fra LEGO House vinder DI og HK Privats Fagprøvepris efter opgave om kundeoplevelser og klager.

Melanie Holm Ranch Hansen stillede skarpt på kundeoplevelsen hos LEGO House og så klager som en mulighed for at forbedre virksomhedens service. Den fagprøve opgave blev mandag belønnet med DI og HK Privats Fagprøvepris på kontoruddannelsen.

I sin begrundelse for valget af prisvinderen skriver bedømmelsesudvalget blandt andet: ’I sin opgave viser Melanie stor kreativitet og systematik, og hun favner samtidig at have det store overblik og sans for detaljen’. Og hos LEGO House er der stor tilfredshed med deres elev.

- Jeg er glad og stolt over, at Melanie har fået fagprøveprisen, for det er virkelig fortjent. Hun har under hele læretiden vist videbegærlighed og engagement. Her er tale om en overordentlig dygtig elev. Hendes fagprøve bestod i, at hun via Excel strukturerer gæstehenvendelser på meget systematisk vis, og kommer med forslag til, hvordan vi vender tilbage til vores gæster på konstruktiv vis. Det er nu implementeret i organisationen, fortæller Ann Jeanett Møller, team manager hos LEGO House.

Med prisen følger også en anerkendelse til praktikstedet, så prisen Årets Uddannelsessted 2021 går til oplevelsescenteret LEGO House i Billund.

To parter bag succes

I DI understreger chefkonsulent Michael Boas Pedersen, at der står to parter bag den yderst vellykkede fagprøve.

-  Når vi fejrer Melanies flotte fagprøve, så er det vigtigt også at huske, at hun har haft sin virksomheds opbakning i ryggen. LEGO House er i verdensklasse inden for oplevelsesøkonomi, og de giver samtidig unge mennesker mulighed for at få en god og nødvendig uddannelse. Dermed bidrager de til at sikre tilstrækkeligt mange faglærte i arbejdsstyrken, og de bidrager til at styrke dansk konkurrenceevne. Derfor har vi valgt også at give dem en pris i dag, siger Michael Boas Pedersen.

Simon Tøgern, formand for HK Privat, vurderer at prisvinderen har vist stor indsigt i oplevelsesområdet og virksomhedskommunikation i sin fagprøve.

- Hun demonstrerer på glimrende vis, at ideer og ændringsforslag til udviklingen i en virksomhed ofte kommer fra medarbejderen på gulvet, der møder hverdagens faglige udfordringer. Melanie omsætter teori til handling. I bestyrelsen for prisuddelingen har vi også lagt vægt på, at Melanie er en empatisk og hjælpsom kollega, siger han.

Med prisen fulgte 25.000 kr.

Fakta

  • Det er andet år, at Dansk Industri (DI) og HK Privat uddeler fagprøveprisen for Kontoruddannelsen på 25.000 kr.
  • Prisen uddeles til elever, der har bestået fagprøven på Kontoruddannelsen administrationsspeciale med et originalt og flot resultat.
  • Formålet med fagprøveprisen er at gøre opmærksom på de mange muligheder på Kontoruddannelsen og inspirere elever til at præstere noget særligt, som har betydning for virksomheden, erhvervet og branchen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Johan H. Pedersen

Johan H. Pedersen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3781
  • Mobil +45 4084 3207
  • E-mail jhp@di.dk

Relateret indhold