Fra Venstre: Pedel Henrik Bandholm Jacobsen, Civilingeniør med speciale i bæredygtigt design Nicoline Nørup Sillesen og Category Manager Ditte Nicolajsen, der står bag aftalen.

Foto: Region Syddanmark
23.09.21 DIB Nyheder

Brugte kontormøbler bliver førstevalg i Region Syddanmark

Fremover vil brugte kontormøbler være det primære indkøbsvalg for Region Syddanmark, som har indgået samarbejdsaftale med leverandøren Holmris B8. DI håber at se flere lignende aftaler i de kommende år.

Når gamle hæve-sænkeborde og kontorstole i regionshuset i Vejle skal skiftes ud, bliver der ikke købt nyt. Fremover bliver brugte møbler nemlig førsteprioritet, når regionshusets 700 medarbejdere skal have nye møbler til kontorerne, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Det er brugte møbler i god stand og af samme karakter, som dem, der normalt bliver købt, men som er blevet til overs hos andre virksomheder, der får nyt liv i regionshuset.

Hvert år bliver der i gennemsnit købt 100 nye skriveborde og 270 stole til kontorer, kantine mv i regionshuset. Regionsdirektør Jane Kraglund fortæller:

- Vi er en stor arbejdsplads, hvor vi skal gentænke vores forbrug af hensyn til miljøet, og vi skal til enhver tid overveje om, det giver mening at købe nyt. Derfor laver vi nu for første gang et samarbejde med en leverandør, som sikrer, at brugte møbler får nyt liv hos os. Det er et vigtigt skridt i at nå vores mål om at reducere regionens egen klimabelastning gennem grønne og bæredygtige indkøb.

Læs også: Kære byråd – her er din kommunes muligheder for private løsninger

En banebrydende partnerskabsaftale

Samarbejdsaftalen er indgået med leverandøren Holmris B8. Sustainability Director Steffen Max Høgh fortæller:

- Region Syddanmark melder sig forrest i resten af feltet på grønne offentlige indkøb ved at indgå en partnerskabsaftale, hvor de aktivt har taget stilling til, at de primært vil købe brugte møbler, så længe de kan dække deres behov. Hertil kommer, at eventuelle overskydende møbler fra regionen, vil gå til donation fremfor at blive smidt ud. Det er banebrydende og afgjort noget, vi kommer til at se mere til i nær fremtid.

- Som udgangspunkt er materialerne og produktion den største klima- og miljøbelastning ved et møbel. Mange tror, at det er transport, men det er en lille del i forhold til, hvad det koster at lave et møbel. Derfor er genbrug og istandsættelse af møbler utrolig vigtige redskaber i kampen mod klimaudfordringerne, siger Steffen Max Høgh.

Læs også: Mælkekartoner hører ikke hjemme på forbrændingen

Møbler får længere levetid til gavn for klimaet

I 2020 fik Region Syddanmark en ny indkøbspolitik, som skulle sætte skub i den grønne omstilling. Den nye aftale om køb af genbrugsmøbler er et godt eksempel på, at der bliver sat handling bag ordene, fortæller indkøbschef Annette Bjørn:

- 75-85 pct. af regionens klimabelastning stammer fra indkøb af produkter, og derfor er grønne indkøb helt afgørende, hvis vi skal lykkes med at mindske vores klimaaftryk. Langt størstedelen af miljøbelastningen fra kontormøbler knytter sig til produktionen af møblerne. Ved at købe brugte møbler, kan de ressourcer, som møblerne er lavet af – fx træ, metal, plast og tekstiler – holdes i kredsløb i længere tid, og dermed sikrer vi, at ressourcerne kan blive brugt længst muligt.

Samarbejdsaftalen løber frem til juni 2022, hvor erfaringerne skal evalueres. Perioden skal bruges til at samle erfaringer med køb af brugte møbler herunder kvaliteten og udbudsmuligheder. Håbet er, at ordningen gøres permanent og på sigt kan udbredes til regionens sygehuse.

Udover at gavne miljøet vil den nye aftale også have socialøkonomiske gevinster. Når kontormøblerne trænger til en kærlig hånd, vil det være socialt udsatte borgere, som står for renoveringen.

Læs også: Bliv klar til kommende lovkrav – gode råd til din affaldssortering

DI håber på mere af det samme

I DI er Iben Kinch Sohn, fagler for Cirkulær Økonomi, begejstret for aftalen.

- Mængden af affald i Danmark har gennem de seneste år været støt stigende. Den udvikling skal vi have vendt. Det vi har brug for er netop virksomheder som Holmris B8, der går forrest med nye cirkulære forretningsmodeller, der medvirker til, at produkter får et længere liv, siger Iben Kinch Sohn.

Hun fortæller, at DI sammen med DN har sat fokus på, hvordan Danmark kan knække affaldskurven.

- Der er ikke nogen tvivl om at udbredelse af genbrugsløsninger er et afgørende indsatsområde. Vi ser heldigvis flere og flere virksomheder indenfor elektronik, møbler, tekstiler mv., der laver en forretning ud af at opkøbe brugte produkter, istandsætte dem og sætte dem på markedet igen. At det offentlige bruger sine indkøb til at fremme genbrugsløsninger er en rigtig god udvikling. Det håber vi at se endnu mere af i de kommende år, siger Iben Kinch Sohn.

Læs også: Emballagepionerer tror på en fremtid med meget mere genbrug

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Iben Kinch Sohn

Iben Kinch Sohn

Fagleder for cirkulær økonomi

  • Direkte +45 3377 3713
  • Mobil +45 2625 0910
  • E-mail ibso@di.dk

Relateret indhold