"Det er naturligt at være ansvarlige i den fysiske verden og f.eks. huske at låse døren til lageret, men vi skal også huske at låse døren til internettet, siger Lars Sandahl Sørensen.

21.09.21 DIB Nyheder

Nu kan du skilte med din (digitale) ansvarlighed

Flere virksomheder er allerede i gang med at bruge D-mærket. Det er verdens første mærke for digital ansvarlighed, og ifølge DI skal det gøre Danmark lige så kendt for digital ansvarlighed, som vi er for sikre fødevarer.

”Danmark skal være ligeså kendt for digitalt ansvarlige virksomheder, som den høje fødevaresikkerhed, der er tillid til, at danske virksomheder altid leverer. Det kan give virksomheder i Danmark en konkurrencefordel på samme måde som vores høje fødevaresikkerhed har betydet, at vi har kunnet sælge vores varer på selv de mest vanskeligt tilgængelige markeder. Det skal D-mærket hjælpe erhvervslivet med.”

Sådan siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen i forbindelse med lanceringen af ”D-mærket”, som Industriens Fond sammen med Dansk Industri, Dansk Erhverv, SMVdanmark og Forbrugerrådet Tænk står bag.

Han suppleres i en pressemeddelse fra Industriens Fond af Mikael Jensen, der er direktør for D-Mærket:

- Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, så vi skal også være i top, når det gælder it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse. Det er nødvendigt, hvis forbrugerne skal bevare tiltroen og tilliden til digitalisering og virksomhederne skal forblive konkurrencedygtige. Med D-mærket får danske virksomheder nu, som de første i verden, en unik mulighed for at sende et klart signal til omverdenen om, at de prioriterer datasikkerhed, databeskyttelse og dataetik – og det skal skabe værdi for virksomhederne og tryghed til forbrugerne.

Læs også: Det gik du glip af på årets Tech-messe

Flere virksomheder har allerede fået mærket

Før D-mærkets officielle lancering har over 50 virksomheder taget hul på processen med at leve op til D-mærkets kriterier. En af de virksomheder, der arbejder på at få D-mærket, er softwareudviklingsvirksomheden Lexoforms. De ser mærket som en mulighed for at skabe merforretning, da det blåstempler virksomheden som en troværdig og seriøs leverandør, siger partner og CIO for Lexoforms Jacob Overby.
- Vi har hele tiden ment, at god dataetik skal ses som et konkurrenceparameter, bl.a. i forbindelse med at man som virksomhed har styr på de persondata man opbevarer og behandler. Det kan D-mærket være med til at signalere og underbygge endnu mere.

D-mærket er også for store sikkerhedsleverandører som Dubex, der allerede er ISO-certificerede og får udført årlige it-revisionserklæringer:

- Generelt bruger vi vores forskellige certificeringer aktivt til at understøtte vores forretning og være med til at dokumentere sikkerheden omkring vores services, og forventer også at D-mærket vil bidrage positivt og være med til at differentiere Dubex fra vores konkurrenter, siger Jacob Herbst CTO & partner i Dubex

Læs også: Gamechanger: EU vil stille krav om ”digitalt produktpas”

Husk at låse døren

Også Lars Sandahl Sørensen fra DI er overbevist om, at D-mærket kan hjælpe danske virksomheder med at skille sig ud fra konkurrenterne.

- I DI har vi længe ment og arbejdet for, at digital ansvarlighed bliver en dansk styrkeposition. Vi er i Danmark gået forrest med at digitalisere, og vi skal gå forrest med at være ansvarlige. Og der er brug for D-mærket til at skubbe på den udvikling, for vi er ikke, hvor vi skal være med digital ansvarlighed. Det er også derfor, at vi har valgt at lægge hus til D-mærkets sekretariat – det er en dagsorden, som vi prioriterer i DI, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han pointerer, at D-mærket indebærer, at virksomhederne leve op til en hel række krav, der passer til den enkelte type virksomhed, og at der løbende bliver ført tilsyn med, at de lever op til dem.

- Det er naturligt at være ansvarlige i den fysiske verden og f.eks. huske at låse døren til lageret, men vi skal også huske at låse døren til internettet. D-mærket kan både give virksomhederne en opskrift på hvordan og en mulighed for at vise, at man har taget den fysiske ansvarlig med over i det digitale, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: ”Søg nu de mange digitale millioner”

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Fakta

Fakta om D-mærket

  • D-mærket er relevant for alle typer af virksomheder.
  • D-mærket tildeles virksomheder og ikke specifikke produkter og tjenester.
  • D-mærket består af 8 overordnede kriterier som dækker it-sikkerhed, persondatabeskyttelse, kunstig intelligens og dataetik.
  • D-mærkets tilpasses den enkelte virksomhed, så en mindre virksomhed f.eks. en låsesmed ikke skal leve op til de samme antal kriterier, som en stor it-virksomhed.
  • Det er gratis for virksomhederne at komme i gang og anvende D-mærkets digitale selvevalueringsværktøj, men der er årlig betaling for at få selve mærket.
  • Prisen for D-mærket afhænger bl.a. af virksomhedens størrelse og dens anvendelse af data og it.
  • Læs mere på D-mærkets hjemmeside
  • D-mærket er baseret på anerkendte, internationale rammeværker fra europæiske og nationale råd, udvalg og arbejdsgrupper, så mærket kan udbredes på europæisk plan og i større grad til internationalt orienterede virksomheder.
  • Industriens Fond står bag D-mærket i samarbejde med Dansk Industri, Dansk Erhverv, SMVdanmark og Forbrugerrådet Tænk. D-mærket støttes af Erhvervsstyrelsen og er en uafhængig privat organisation.
  • Mærkningsordningen for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse går under navnet ”D-mærket” på dansk og ”D-seal” på engelsk.
  • Industriens Fond har bevilget 18 mio. kr. til mærkningsordningen som en del af Industriens Fonds cybersikkerhedsindsats. Læs mere her.

 

Morten Rosted Vang

Morten Rosted Vang

Fagleder, Digital ansvarlighed og cybersikkerhed

  • Direkte +45 3377 4707
  • Mobil +45 2291 5081
  • E-mail morv@di.dk

Relateret indhold