14.01.22 DIB Nyheder

Kraftige boligprisstigninger i hele Europa

Nye tal fra Eurostat i dag viser, at coronaperioden 2020-2021 har haft positiv effekt på boligpriserne overalt i Europa – ikke kun i Danmark.

Huspriserne stiger overalt i Europa, men i modsætning til i 1. halvår i 2021, skiller Danmark sig ikke længere ud, hverken sammenlignet med resten af EU eller de andre nordiske lande.

- Efter sommerferien 2021 er det især i Østeuropa, vi finder de ekstreme boligprisstigninger. I Eurostats opgørelse fra 3. kvartal er det tjekkiske boligmarked højdespringer med gennemsnitlige årlige husprisstigninger på 22,0 procent. Herefter kommer Litauen med 18,9 procent og Estland med boligprisstigninger på 17,3 procent, siger DI´s boligøkonom Bo Sandberg.

- Mest opsigtsvækkende er situationen dog – ikke overraskende – i Tyrkiet, hvor den devaluerede lira og den ekstreme inflation har haft som sideeffekt, at huspriserne på et år er steget 35,6 procent, siger Bo Sandberg.

- Efter tidligere i coronaperioden at have ligget helt i top, er de danske husprisstigninger nu røget ned i midterfeltet indenfor EU. I 3. kvartal steg de danske boligpriser med 10,6 %, hvilket er nogenlunde på niveau med EU-gennemsnittet på 9,2 % og også på niveau med situationen i vores nordiske nabolande Sverige med +11,3 % og Norge med +8,9 % i årlige boligprisstigninger, siger DI-boligøkonomen på baggrund af Eurostats tal.

- Perioden fra maj 2020 til juni 2021 har været den mest ekstreme periode i nyere tid på det danske boligmarked med tocifrede procentstigninger for både parcelhuse, ejerlejligheder og sommerhuse. Det meste af boligprisstigningen kan tilskrives de ekstraordinære forhold omkring corona, hvor en række bolighandler dels er blevet fremrykket, hvor der dels er flyttet efterspørgsel fra bl.a. udlandsrejser til boligforbrug, og hvor renten også på det tidspunkt var rekordlav, siger Bo Sandberg.

- Det hører dog med til historien, at det danske boligmarked prismæssigt også har haft mere at indhente end mange af de lande, vi normalt sammenligner os med, blandt andet vores svenske naboer. Sverige har ellers et boligskattesystem, hvor skatten indtræffer, når boligen sælges, som enkelte politikere, debattører og meningsdannere sværmer for, men som blandt andet har meget negative effekter på mobiliteten og som gennem årene bestemt heller ikke har dæmpet prisudviklingen, siger Bo Sandberg.

- EU´s statistiske kontor, Eurostat har lavet en samlet opgørelse af, hvordan både huspriser og huslejer har udviklet sig siden 2010. Også her er højdespringerne de øst- og centraleuropæiske lande, der har oplevet stor økonomisk vækst og har indhentet meget af det tabte fra de mørke år før murens fald. Estland, Letland, Litauen, Tjekkiet og Ungarn har alle oplevet mindst en fordobling af boligpriserne siden 2010. Allerstørst har boligprisstigningen dog været i Island med +150 %, siger DI-boligøkonomen.

- Siden 2010 er de danske huspriser steget med ca. 53 procent, mens de i Sverige og Tyskland til sammenligning i snit er steget med ca. 85 procent. EU-gennemsnittet er noget lavere med et samlet plus på knapt 40 procent, svarende til under 4 procent i årlig vækst i boligpriserne, siger DI´s skatte- og boligøkonom Bo Sandberg.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Bo Sandberg

Bo Sandberg

Skatteøkonom

  • Direkte +45 7216 0142
  • Mobil +45 2850 3819
  • E-mail bsa@di.dk

Relateret indhold