Næstformand for DI Randers-Norddjurs Palle Martin (tv) overrækker initiativprisen til adm. direktør Henrik Laursen fra Bioman, der her er flankeret af  borgmester Kasper Juncher Bjerregaard fra Norddjurs Kommune.

Foto: Gordon Trier Holm
11.10.22 DIB Nyheder

Virksomhed gør gas til guld

Bioman har fat i den grønne ende. Virksomheden laver biogas og biogasanlæg der blandt andet bidrager til brændstof i biler. Indsatsen belønnes med DI's regionale initiativpris.

Bioman ApS i Grenaa laver biogas og biogasanlæg. Afgasning af husdyrgødning giver CO2-neutralt biogas, til blandt andet brændstof i biler. Og som slutprodukt af afgasningen giver næringsrigt organisk gødning til landbrugets marker.

Det er så god en forretning, at det har givet virksomheden høj vækst år efter år. Derfor får Grenaa-virksomheden nu DI Randers-Norddjurs’ Initiativpris 2022.

Produktion af biogas og næringsrigt organisk gødning spiller godt ind i en tid med store problemer med havmiljøet på grund af udvaskning af kvælstoffer fra landbruget og i en krisetid med manglende gasforsyninger.

- Man kan jo roligt sige, at det er lidt af en win-win situation med produktion af gas og gødning. Derudover arbejder Bioman med FN’s 17 Verdensmål, blandt andet når det gælder bæredygtig fødevareproduktion, pålidelig og moderne energiforsyning til en overkommelig pris og det at begrænse menneskenes miljøbelastning. Så det er en opbyggelig forretning, vi har med at gøre, siger næstformand for DI Randers-Norddjurs Palle Martin. Han er til daglig adm. direktør for L-Tek A/S, der også arbejder med FN’s 17 verdensmål.

Læs også: Sådan gør vi os uafhængige af russisk gas

Massive investeringer

Bioman ApS blev etableret i 2014 for at være Bigadan-koncernens indkøbsvirksomhed for råvarer til biogas produktion, som er en vigtig del af den grønne omstilling og produktion af gas til bl.a. gasnettet. Allerede samme år investerede Bioman i et tankanlæg på Aarhus Havn, som blev fulgt op af en lignende investering i et tankanlæg i 2017 på Grenaa Havn.

Virksomheden har løbende investeret i at opgradere tankfaciliteterne og senest i 2022 investeret i et tankanlæg, der kan bruges til ind- og udskibning af metanol, der er et vigtigt ”Power-to-X” brændstof.

Biogassen er særdeles klimavenlig, da Biomans system først opsamler metanen i et lukket system, så den ikke ender i atmosfæren. Og som et ekstra plus kan biogas erstatte diesel, så vi begrænser CO2-udledning fra fossile brændstoffer. Biogassen er derfor dobbelt-klimavenlig, og netop derfor ser EU biogas, som et avanceret biobrændstof. Virksomheden leverer allerede biogas til cirka 100 store lastbiler.

Borgmester: Megaflot præstation

Bioman er tidligere kåret af Børsen som Gazelle-virksomhed tre gange og kåret af Spar Nord og BDO som Succesvirksomhed i 2021 for største evne til at levere solide resultater og høj vækst år efter år.

Så det er en stolt borgmester fra Norddjurs Kommune, der møder op på dagen til overrækkelsen.

- Hvis man alene kigger på nøgletallene er det ganske imponerende, sådan som det er gået for virksomheden her. Der er aflagt syv årsregnskaber, hvor resultat efter skat er øget fra ca. 4,7 millioner kroner i 2015 til cirka 127,3 millioner kroner i 2021. Det er en megaflot præstation, siger borgmester Kasper Juncher Bjerregaard.

Læs også: 50 mia. kr. er virksomhedernes meromkostning til gas og el

Gordon Trier Holm

Gordon Trier Holm

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3986
  • Mobil +45 2949 4606
  • E-mail gth@di.dk

Relateret indhold