Dansk Industri (DI) vil gerne kvittere for, at Skattestyrelsen har lyttet, når DI har peget på, at sagsbehandlingstiden for at få et skattekort/skattepersonnummer har været for lang, siger skattepolitisk chef Jacob Bræstrup fra DI,

Foto: Skattestyrelsen
06.12.22 DIB Nyheder

Få gode råd til et hurtigt skattekort

Skattestyrelsen har nedbragt sagsbehandlingstiden på skattekort og skattepersonnummer – og du kan med få greb hjælpe med til en fortsat hurtig sagsbehandling.

Skattestyrelsen har arbejdet målrettet på at lette administrationen af skattepersonnummer og skattekort både for ansatte og arbejdsgivere. Og det er lykkedes blandt andet med forbedret vejledning på skat.dk på trods af et stærkt stigende antal ansøgninger. Arbejdet fortsætter og næste år forventer Skattestyrelsen at lancere en ny forbedret digital ansøgningsblanket, som også skal medvirke til at holde sagsbehandlingstiden så kort som mulig.

- Dansk Industri (DI) vil gerne kvittere for, at Skattestyrelsen har lyttet, når DI har peget på, at sagsbehandlingstiden for at få et skattekort/skattepersonnummer har været for lang, siger skattepolitisk chef Jacob Bræstrup.

Han hæfter sig ved, at sagsbehandlingstiden på nuværende tidspunkt er nede på ca. to uger mod tidligere helt op til syv uger for de digitale anmodninger og endnu længere for manuelle anmodninger.

- Skattestyrelsen gør dog opmærksom på, at der desværre er nogle ærgerlige fejl eller mangler i nogle af anmodningerne om skattekort/skattepersonnummer, som forlænger sagsbehandlingstiden. Fejl og mangler kan også betyde, at breve fra Skattestyrelsen ikke når frem til ansøger. Det kan f.eks. være navne og adresser, som ikke er stavet korrekt, ligesom man som arbejdsgiver skal huske at være registreret for A-skattepligt. Virksomheder kan selv hjælpe med til  at holde den korte sagsbehandlingstid ved at følge nogle gode råd fra Skattestyrelsen, siger Jacob Bræstrup fra DI.

De gode råd er:

  • Brug den digitale blanket.     
    Når den digitale udgave af blanketten anvendes, får Skattestyrelsen de nødvendige oplysninger med det samme og kan hurtigere levere skattekortet og/eller skattepersonnummeret, end hvis den manuelle PDF-blanket anvendes.
  • Indsend ansøgningen så hurtigt som muligt, gerne inden medarbejderen starter. Ansøgningen kan indsendes op til én måned inden første arbejdsdag.

OBS: Omkring årsskiftet er det særlig vigtigt at indsende den digitale blanket 04.063 rettidigt, da forskudsopgørelsen/skattekortet for indeværende år ellers ikke kan nå at være klar til december-lønudbetalingen.

Hvis skattekortet ikke er klar inden første lønudbetaling, skal arbejdsgiver indeholde 55 pct. A-skat.

  • Oplys korrekte kontaktoplysninger som ansøgers navn og adresse, mailadresse og telefonnummer. Så sender Skattestyrelsen en kvittering pr. mail til ansøger for modtagelse og afslutning af sagen og kan nemt afklare eventuelle spørgsmål. Husk også korrekt cvr-nummer for arbejdsgiver f.eks. ved flere underafdelinger i virksomheden og oplys også gerne mailadresse og telefonnummer for arbejdsgiveren.
  • Tjek inden indsendelse, at oplysningerne i blanketten er de samme som i ansættelseskontrakten, f.eks. vedrørende første arbejdsdag.
  • Vær opmærksom på, hvilke bilag der skal vedlægges. Det fremgår af blanketten - f.eks. kopi af begge sider af et nationalt ID-kort. Husk også at indsende alle sider af ansættelseskontrakten, som skal være underskrevet af både arbejdsgiver og medarbejder.

Vær i øvrigt opmærksom på, at fra 1. januar 2023 er der øgede krav til kvalitet af kopier. F.eks. skal kopien være læsbar og i farver, og hele dokumentet skal være synligt. Læs mere om dette i bekendtgørelse om folkeregistrering mv. af 21. april 2022 på retsinformation.dk

Hvis ansøger er bopælsregistreret, kan ansøger selv oprette skattekort via TastSelv og behøver ikke at ansøge via blanket 04.063. Læs mere om det på skat.dk/danskskattekort.

Hvis ansøger har brug for hjælp til at anvende TastSelv, har ansøger mulighed for at autorisere f.eks. rådgiver eller arbejdsgiver til TastSelv via blanket 02.052.

 

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Lene Nielsen

Lene Nielsen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3563
  • Mobil +45 2949 4402
  • E-mail lni@di.dk

Relateret indhold