Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri, var blandt oplægsholderne ved klimakonference i Industriens Hus.

13.12.22 DIB Nyheder

Grønne løsninger til debat i Industriens Hus

Vindmøllepioneren Henrik Stiesdal, LA’s Alex Vanopslagh, Ulrik Stridbæk fra Ørsted og Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening var blandt talerne, da DI holdt klimakonference om fremtidens grønne løsninger.

Med besøg fra en bred pallette af dansk erhvervsliv, politik og grønne organisationer, der alle på hver sin måde arbejder for et klimaneutralt samfund, havde Dansk Industri (DI) tirsdag d. 13. december godt gang i debatten til klimakonference om fremtidens grønne løsninger.

Blandt talerne var vindmøllepioneren Henrik Stiesdal, LA’s Alex Vanopslagh, Thor Gunnar Kofoed fra Landbrug & Fødevarer, Tænketanken Concitos Christian Ibsen samt Ulrik Stridbæk fra Ørsted og Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening. Alle gav de deres blik på, hvad der skal til for at løse de globale klimaudfordringer.

- Vi er rigtig glade for, at så mange forskellige aktører slog et smut forbi Industriens Hus til en snak om klimaet og de grønne løsninger. Det er ikke nogen hemmelighed, at der var forskellige meninger om, hvad der er vigtigst i kampen for et grønnere samfund. Men det står klart, at vi ikke kommer i mål, hvis vi ikke arbejder sammen om løsninger, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI.

Han mener, at Danmark er og skal være foregangsland for den grønne omstilling og vise verden de løsninger, der skal til. Det giver nemlig god mening for dansk erhvervsliv og giver Danmark vidtfavnende eksportmuligheder.

Læs også: DI og DN opfordrer Folketinget: Skru ned for dansk CO2-udledning i udlandet

Der skal fart på

Emil Fannikke Kiær gav i sit eget oplæg på konferencen  sit blik på, hvad der er vigtigst for, at vi når i mål med den grønne omstilling og på sigt opnår et klimaneutralt samfund globalt.

- De tre største hurdler er landbruget, transportsektoren og udvikling af teknologier som CCS (kulstoffangst) og PtX (omdannelse af en energiform til en anden). Der skal vi have skruet op for tempoet, ligesom vi skal have gjort det smidigere og hurtigere at sætte gang i udbygningen af vedvarende energikilder som vindmøller og solceller, sagde Emil Fannikke Kiær.

Blandt deltagerne var der desuden stor enighed om, at vi ikke løser klimaudfordringerne ved kun at fokusere de grønne indsatser lokalt.

- Vi skal tænke globalt, og på hvad vi kan gøre for at hele verden oplever en positiv effekt af at gøre tingene anderledes. Der er ingen tvivl om, at danske virksomheder er dem, der skal vise vejen. Men den grønne omstilling er fyldt med dilemmaer, som vi skal tage hånd om – også selvom det kommer til at gøre ondt, siger Emil Fannikke Kiær.

Læs også: Portugal efterspørger danske løsninger i jagten på at blive ny Power-to-X hub i Europa

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Emil Fannikke Kiær

Emil Fannikke Kiær

Erhvervs- og Medlemsdirektør

  • Direkte +45 3377 3032
  • Mobil +45 2476 7713
  • E-mail efk@di.dk

Relateret indhold