The National Stand of Ukraine var at finde på  landbrugsmessen Agromek i Herning i slutningen af november og starten af december.

Foto: Ole Krogsgaard
14.12.22 DIB Nyheder

Ukraines erhvervsliv på jagt efter danske investeringer og partnerskaber

Ukraines virksomheder har brug for danske ordrer til at skabe arbejdspladser, indkomst og overskud, som regeringen kan beskatte for at finansiere krigsindsatsen. Sådan lød budskabet fra direktøren i Ukraines vigtigste arbejdsgiverorganisation, da han og en erhvervsdelegation var i Danmark.

Ruslan Illichov, der er direktør i Ukraines vigtigste arbejdsgiverorganisation, kæmper normalt for virksomhedernes interesser fra kontoret i Kiev. Men i den sidste lange tid har direktøren brugt mange timer på landevejene. Han vurderer at han kørte mellem 5.-10.000 km hver måned i foråret. Og han er fortsat på landevejen. Både for at kunne deltage i erhvervsfremstød i EU-lande og for at møde sine medlemmer og hjælpe dem med at løse deres akutte udfordringer.

I 72 tilfælde har arbejdsgiverorganisationen endda hjulpet medlemsfabrikker med fysisk at flytte fra krigsområdet til det mere fredelige Vestukraine. I et tilfælde blev 2,000 ton udstyr og maskiner flyttet på blot en måned.

Et af fremstødene har været til Danmark, hvor topchefen for the Federation of Employers of Ukraine (FEU), har stået i spisen for en ukrainsk delegation, der skulle vinde ordrer til ukrainske virksomheder og sikre nye partnerskaber, der kan hjælpe Ukraine med genopbygningen.

- Vores virksomheder har brug for jeres ordrer, og vi har brug for dem nu. De skaber arbejdspladser, indkomst og overskud, som regeringen kan beskatte for at finansiere krigsindsatsen, siger Ruslan Illichov.

Læs også: Dansk industrikoncern udvider i Ukraine

Mange virksomheder kører endnu

The Federation of Employers of Ukraine (FEU) repræsenterer 8,500 virksomheder, der tilsammen udgør 70% af Ukraines BNP.

Men store dele af medlemskredsen er i dyb krise. De kæmper med manglende elektricitet, brudte leverandørkæder, mangel på ansatte grundet mobiliseringen af arbejdere og de mange flygtede, samt skader på bygninger og materiel som følge af de russiske angreb. 20-25 procent af landets virksomheder er lukkede. Men Ukraine er et kæmpe land, så selvom hele landet er påvirket af krigen, er der stadig mange virksomheder, der fortsætter produktionen og er klar til at sælge til EU.

- Ukraine har en konkurrencedygtig landbrugsindustri, en stærk fremstillingsindustri og en hurtigt voksende it-sektor, forklarer Ruslan Illichov.

Det kunne besøgende på Agromek forvisse sig om ved at besøge The National Stand of Ukraine da  landbrugsmessen Agromek i Herning løb af stablen i slutningen af november og starten af december. Her kunne messedeltagerne stifte nærmere bekendtskab med otte virksomheder, der producerer udstyr til landbrug, f.eks. Zavod Kobzarenko, hvis 1.000 medarbejdere producerer maskiner og vogne til traktorer.

- Vi er nødt til at holde efterspørgslen høj for på den måde at holde den økonomiske front i denne krig. På Agromek kunne vi vise potentielle aftagere, at ukrainske virksomheder stadig er i stand til at levere produkter til landbrugsindustrien i høj kvalitet, siger Ruslan Illichov.

Læs også: Ukrainske arbejdsgivere kæmper for at brødføde og bevæbne Ukraine

Øjnene rettet mod fremtiden

Direktøren er begejstret for samarbejdet med danske virksomheder som Carlsberg, der stadig investerer i landet, og Coop, der for nylig er begyndt at sælge flere ukrainske madvarer. Men med et estimeret fald i BNP på 35 procent i 2022 er der behov for meget mere, og arbejdsgiverorganisationen også øjnene rettet mod fremtiden.

For hvordan sikrer man, at genopbygningen af Ukraine skaber et grønnere land, hvor virksomhederne drager mest muligt nytte af, at landet i juni blev kandidat til optagelse i EU?

De spørgsmål var højt på dagsordenen, da FEU efter besøget på Agromek rejste til København for diskussioner med blandt andet DI og Udenrigsministeriet. Ifølge FEU ligger nogle af svarene på de spørgsmål nemlig i det partnerskab, organisationen har haft med DI siden 2019.

Partnerskabet finansieres af Udenrigsministeriet, blandt andet gennem den Ny Demokratifond og organisationerne arbejder netop nu på at sikre finansiering til fire års yderligere samarbejde:

- Partnerskabet med DI har været meget vigtigt for os. Det har hjulpet vores organisation gennem denne krig. En ny fase vil blandt andet gøre det muligt for os at fortsætte vores fælles indsats for at reducere drivhusgasemissionerne, som blev afbrudt af krigen, siger Ruslan Illichov.

Læs også: Carlsberg Ukraine skaber jobs til 20.000 under krigen

Vil bygge videre på danske erfaringer

Han ønsker også at bygge videre på danske erfaringer for at forbedre erhverdorganisationens samarbejde med fagforeningerne og regeringen.

- Vi er nødt til at opdatere vores arbejdsmarkedsregler og -bestemmelser, så de er i overensstemmelse med EU's regler og bidrager til at skabe et arbejdsmarked med anstændige job og bæredygtig vækst, siger Ruslan Illichov.

I DI glæder leder af afdelingen for Global Udvikling og Bæredygtighed, Marie Gad, sig over, at partnerskabet ser ud til at kunne fortsætte i fire år til:

- Vi har udviklet et meget nært partnerskab med FEU, og det er kun blevet styrket under krigen, hvor vi med vantro har kunnet følge konsekvenserne af Ruslands invasion tæt. Jeg er meget glad for, at vi har kunnet støtte Ruslan Illichov og hans medarbejdere i den uhyre svære situation, og samtidig meget imponeret, over den kæmpe rolle, de har spillet for at holde den ukrainske økonomi kørende.  

Læs mere om den ukrainske delegations besøg i Danmark i Børsen: Appel fra ukrainsk erhvervs­boss: “Køb vores varer, kom med kontrakter nu. Vi har brug for det”

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Marie Gad

Marie Gad

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3789
  • Mobil +45 2949 4447
  • E-mail msh@di.dk

Relateret indhold