– Vi foretager en konstant afvejning af, hvorvidt det giver mening at skrue op eller ned for den hastighed, som vi vasker tøjet med. Er energipriserne høje, så giver det måske mere mening at sætte tempoet ned og spare på energien, og er energi­prisen lav, så kan der være en god forretning i at sætte ekstra tempo på, siger Søren Sparreager.

Foto: Thomas Arnbo
12.12.22 DIB Nyheder

Vasker 700.000 stykker tøj hver måned: Udgifterne er eksploderet

Elis Danmark er på intensiv jagt efter energibesparende tiltag, der kan nedbringe omkostningerne til at vaske og tørre tøjet, fortæller General Manager, Søren Sparreager.

Hvis der var nogen, der gik og troede, at det var forbeholdt husholdningerne, at holde øje med hvornår det er billigst at vaske og tørre tøj, kan de godt tro om igen. Hos beklædningsvaskeriet Elis i Taastrup har de præcis de samme overvejelser.

– Vi følger el- og gaspriserne meget tæt. Når du vasker 700.000 stykker tøj om måneden, som vi gør, har det stor betydning, når gasprisen eksploderer, som vi har set det i det seneste år, siger Søren Sparreager, der er General Manager på Elis’ afdeling i Taastrup, hvor de vasker og vedligeholder alt fra vejarbejderens til plejepersonalets uniformer.

Han fortæller, at virksomheden bruger el til at drive vaskemaskinerne og gas til opvarmningen af tørretumblerne. Begge dele er ganske energitunge funktioner. Og derfor udgør el- og gaspriserne også substantielle omkostningsposter for virksomheden. Af konkurrencemæssige hensyn ønsker Elis ikke at oplyse præcis, hvor store energiudgifter de har.

Tilpasser vaskeprogrammer efter energipriser

Udviklingen i energipriserne er så voldsom, at det også har betydning for, hvordan Elis planlægger deres arbejde.

– Vi foretager en konstant afvejning af, hvorvidt det giver mening at skrue op eller ned for den hastighed, som vi vasker tøjet med. Er energipriserne høje, så giver det måske mere mening at sætte tempoet ned og spare på energien, og er energi­prisen lav, så kan der være en god forretning i at sætte ekstra tempo på, siger Søren Sparreager.

Nu er det ikke fordi, at det er nyt for Elis at spare på energien. Faktisk har Elis i snart mange år haft fokus på at energi­optimere alt fra produktionen af beklædning til vask, tørring, vedligehold og transport af de mange tusinde stykker beklædning, som hver dag ryger igennem vaskeriet i Taastrup.

– Udnyttelsen af energi har været på vores dagsorden i mange år, siger Søren Sparreager.

120 kilo vasketøj

Søren Sparreager fortæller, at Elis’ eksperter selv står for at programmere de enorme vaskemaskiner og tørretumblere, der kan tage op til 120 kilo beklædning ad gangen, så de ikke vasker eller tørrer et sekund længere end nødvendigt, og de ikke kører med en højere temperatur end krævet for at få tøjet tørt.

– Det, som vi er virkelig gode til, er, at bruge den rigtige energi til den rigtige mængde tøj. Vi vil ikke overvaske noget. Det er spild af energi, og det slider også på tøjet, siger Elis’ General Manager, mens tromlerne rumler i baggrunden.

Genbruger varmt vand

Samtidig sørger Elis for at genanvende energien, hvor det er muligt. Det sker blandt andet ved at sende det varme vand fra den færdige vask retur til en varmeveksler, der udnytter energien til at starte opvarmningen af det rene vand, der skal bruges til den næste vask. Desuden bruges vandet fra det sidste skyl til at foretage det første skyl i den næste vask.

– I en privat husholdning løber affalds­vandet jo i kloakken. Men vi genbruger det. Det er godt for miljøet og mindsker vores energiudgifter, siger Søren Sparre­ager.

Samtidig har Elis besluttet at skrue ned for varmen i bygningen. Det er ikke det store problem i vaskehallen, hvor temperaturen fra vaskemaskine og tørretumbler konstant sikrer en temperatur på små 26 grader, men til gengæld er der køligere på kontorerne.

Elis kigger på alternative energikilder

Men selvom Elis er opmærksomme på, hvor meget energi de bruger, så lægger Søren Sparreager ikke skjul på, at eksplosionen i gas- og elpriser og den generelle inflation koster virksomheden dyrt.

– Det er jo ikke bare energien, der er blevet dyrere. Det er alt. Det gælder også toiletpapir, sæbe samt måtter og rengøringsartikler, som vi også leverer til vores kunder, siger Søren Sparreager.

I baghovedet lurer frygten for, at der helt lukkes for gassen.

– Vi må ruste os til det, der må komme. Og derfor er vi da også ved at undersøge, om vi kan gå over på alternative energiforsyning som eksempelvis flaskegas, siger han.

DI-beregninger viser, at danske virksomheder kommer til at betale ekstra 45 mia. kr. i 2022 for el og gas. 

Fakta: Elis Danmark

Arbejder for den offentlige sektor og private virksomheder i alle størrelser og brancher.

Tilbyder bæredygtige tekstil- og hygiejneløsninger og Svanemærket vaskeriservice, hvor forbruget af vand, energi og vaskemidler ligger under Svanemærkets krav.

Var én af de 10 første virksomheder i Danmark, der blev CSR-certificeret.

Blev i 2019 certificeret efter FN’s Verdensmål af Bureau Veritas som den første virksomhed i verden.

Internationalt har Elis-koncernen 45.000 medarbejdere i 440 produktions- og servicecentre.

Læs mere om hvordan Elis Danmark sparer på energien i det nye nummer af DI Business, der udkommer den 12. december

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Troels Ranis

Troels Ranis

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk

Relateret indhold