Fra venstre: Peter Lanng Nielsen, DI Hovedstaden, Årets lærling Casper Jacobsen, afdelingschef Dennis Becker, borgmester Michael Ziegler, adm. direktør Søren Tscherning og produktionsleder Dean Christensen.

Foto: DI
23.02.22 DIB Nyheder

Tscherning-lærling hædret: Fra ungarbejder til sjakbajs

Casper Jacobsens vej gennem nedriveruddannelsen har ikke været snorlige og nem, men på kort tid steg han i graderne hos G. Tscherning. Derfor hædres han med DI Hovedstadens Lærlingepris 2022.

Casper Jacobsens nedriveruddannelse har ikke været lige let. Da han som blot 17-årig startede på uddannelsen, var det en tand for tidligt. Lidt for meget ”ild i rumpen” gjorde, at uddannelsen blev sat på pause.

Det knækkede dog hverken Caspers tro på sig selv eller Tschernings ønske om at beholde ham i virksomheden. Virksomheden har hele vejen igennem set et stort potentiale hos den unge mand, som efter et par års pause gennemførte uddannelsen – endda med rosende ord fra lærerne.

Sjakbajs som 20-årig

Og ikke nok med at Casper har gennemført uddannelsen - han blev som blot 20-årig udpeget til sjakbajs. Nu leder han byggepladser med op til 15 kolleger under sig, og det gør han uden at ryste den mindste smule på hånden.

- Casper trives rigtig godt med ansvaret, og han er meget respekteret blandt kollegerne på grund af sin høje faglighed, og for den rolighed og grundighed han går til opgaverne på. Arbejdet bliver altid planlagt mindst én dag frem, så han er på forkant med de kommende opgaver. Der er altid orden og styr på tingene, når Casper leder arbejdet på byggepladserne, fortæller afdelingschef i G. Tscherning Dennis Eiberg Becker.

Leder 15 mand

Den flotte udvikling, som Casper har gennemgået, gør ham til en fortjent modtager af DI Hovedstadens Lærlingepris 2022.

- Casper har taget sin egen vej til uddannelse og arbejdsmarked. Jeg tror ikke, at Casper tænkte, at han skulle være leder for 15 mand i en alder af blot 20 år, da han skoletræt forlod folkeskolen. Men Casper og Tscherning har været det helt rigtige match, hvor virksomhedens tålmodighed med en ung talentfuld mand og hans egen ukuelighed har skabt succes, siger Peter Lanng Nielsen, formand for DI Hovedstaden.

G. Tscherning er glade for, at Casper har valgt at fortsætte i virksomheden, efter han blev færdig med sin nedriveruddannelse, hvor han ses som et stort aktiv og en rollemodel for de nye lærlinge.

Anne Ginderskov Hansen
Skrevet af:

Anne Ginderskov Hansen

Anne Ginderskov Hansen

Anne Ginderskov Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4841
  • Mobil +45 4079 5870
  • E-mail angh@di.dk

Relateret indhold