46 designløsninger i 12 kategorier er at finde blandt finalisterne til Danmarks nationale designpris, Danish Design Award 2022.

Collage: Lisa Giacobbe
03.06.22 DIB Nyheder

Hvad har hr. Skæg tilfælles med et urinal til kvinder?

Hr. Skægs bogstavsjagt, et urinal til kvinder, en digitalt stomipose, en app til hørehæmmedes forældre og en lang række andre mere eller mindre spektakulære designs har det til fælles, at de kan vinde Danish Design Award 2022.

En ladestander til ultrahurtig opladning af elbiler, udendørs møbler, der kan højne biodiversiteten i byrummet, en app, der kan give forældre til hørehæmmede et sprog til at kommunikere med deres børn.

Det er bare tre eksempler på de 46 designløsninger i 12 kategorier, der findes blandt finalisterne til Danmarks nationale designpris, Danish Design Award 2022.

Finalisternes designløsninger er vidt forskellige, men tilsammen giver de et billede af, hvad der rører sig inden for design netop nu, både i virksomhederne, på designuddannelserne og i samfundet generelt, mener formand for juryen Mikkel Jespersen, CEO og medstifter af 1508:

- I år afspejler finalisterne enkle og smukke løsninger på såvel hverdagsproblemer som udfordringer på global skala. Finalistløsningerne understreger, at design virkelig kan gøre en forskel - og det fortjener en fejring.

Design som ingen ønsker sig

Blandt de nominerede er også en digital stomipose fra virksomheden Coloplast. Det er et design, som virksomhedens kunder i virkeligheden ikke ønsker sig. Det fortæller Head of Design på Coloplast, Hans Falleboe i podcasten ”Hvordan designer man produkter, som ingen ønsker sig?”

- Det stiller nogle ret store krav til den måde, vi skal desgne produkterne på. For det skal passe ind i brugernes liv, og det skal helst ikke være noget, de skal bruge tid på. Det skal bare fungere, siger Hans Falleboe.

Han tror på, at godt design også er lig med god forretning.  

- Da jeg startede som designer ude i det virkelige liv, kunne jeg mærke, at jeg manglede nogle ting. Når du starter, kan du enten gå i en teknisk retning, hvor du er nede i alle de tekniske detaljer og læner dig lidt op af ingeniøruddannelsen. Eller du kan gå markedsføringsvejen. Min profil er meget mere kommerciel end mange af mine kollegers, for jeg tror på, at godt design driver omsætning, siger Hans Fallebo.

Brugerresearch viser veje til forbedret design

Coloplast er i dag en global virksomhed med især kunder i Vesteuropa og USA. Succesen er skabt på grundlag af, at virksomheden opfandt stomiposen, og afsætningen af virksomhedens produkter vokser nu også i Asien og andre steder i verden. Det konkrete produkt, som Coloplast er nomineret for, hedder Heylo og er en digital løsning, der giver alarm, hvis stomiposen lækker.

- Vi er nået dertil med udviklingen af stomiprodukter, at brugerne ofte ikke selv længere kan sætte ord på, hvad der kan forbedres. Derfor undersøger vi i tæt samarbejde med brugerne vaner og oplevelser grundigt og udvikler nye designs på det grundlag. Det viser os veje til forbedrede brugeroplevelser, som er kernen i udviklingen af vores produkter, siger Hans Fallebo.

Der er design i alt

Ifølge Lise Thomsen, fagleder for Kreative Erhverv i DI, er den digitale stomialarm et fremragende eksempel på design, når det er bedst.

- Der kan være en tendens til at tro, at design altid er lig med møbler eller lamper. Men design er selvfølgelig langt mere end det. Design tilfører værdi til stort set alle produkter, som Coloplast eksemplet så fremragende beviser, siger Lise Thomsen.

Hun mener desuden, at mange af de andre nominerede til Danish Design Award 2022 beviser den samme pointe.

- Ligegyldigt om man udvikler byrum, møbler, cykelstier eller tv-programmer tilfører godt design værdi til brugerne. Det er, som Coloplast eksemplet også viser, penge værd at skabe forbedrede bruger oplevelser. Det glæder jeg mig til at hylde ved årets prisfest, siger Lise Thomsen.

Du kan følge med i awardshowet digitalt her: Danish Design Award 2022 - Industriens Hus

Fakta

OM DANISH DESIGN AWARD

Danish Design Award er Danmarks nationale designpris, der hylder den forskel, design kan gøre for mennesker, virksomheder og samfund. Prisuddelingen gennemføres i samarbejde mellem Dansk Design Center og brancheorganisationen Design denmark.

Finalister og vindere udvælges af en international jury, der består af førende eksperter inden for bl.a. design, innovation, teknologi og bæredygtighed.

Prisuddelingen foregår i et samarbejde mellem Design denmark, Dansk Design Center og DanskIndustri og finder sted den 9. juni 2022 i Industriens Hus.

Læs mere om Danish Design Award

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Lise Thomsen

Lise Thomsen

Fagleder, DI Kreative Erhverv

  • Direkte +45 3377 4795
  • Mobil +45 2949 4435
  • E-mail ltn@di.dk

Relateret indhold