- Det er glædeligt, at Danmark ligger øverst på korruptionslisten og går 2 point frem, og det er af allerstørste vigtighed, at vi bliver der, siger viceadm. direktør i DI Thomas Bustrup.

30.01.23 DIB Nyheder

Fortsat dansk førsteplads på internationalt korruptionsindeks

Når udenlandske investorer og erhvervsfolk skal vælge et godt sted at drive forretning peger pilen ofte på Danmark. Årsagen er ofte opfattelsen af et stabilt lavt niveau af korruption. Også derfor er førstepladsen på årets internationale korruptionsindeks så vigtig

I dag offentliggør Transparency International den årlige måling af opfattelsen af korruption i verden. I år rangerer Danmark på plads nummer et med 90 point – en forbedring på to fra 2021. Det skyldes især, at vi har forbedret os på oplevelsen af bestikkelse i forbindelse med import/eksporttilladelser, offentlige ydelser, skat, offentlige kontrakter og kontakt med domstolene. Kort sagt, alt hvor kontakt med det offentlige er en forudsætning for at kunne få hverdagen til at fungere som virksomhed.

- Det er oprigtigt glædeligt, udtaler formanden for Transparency International Danmark Jesper Olsen.

- At have orden i penalhuset, er en fundamental del af vores international konkurrenceevne.

I erhvervslivet er glæden særlig stor over Danmarks førsteplads, og danske virksomheders vedvarende gode samarbejde med det offentlige. Et samarbejde, hvor man overordnet kan stole på, at ingen bliver forfordelt og alt går rigtigt til.

- Et velfungerende og åbent samarbejde mellem myndigheder og erhvervsliv er af allerstørste vigtighed for alle virksomheder, der opererer i Danmark. Det samfund i verden med mindst korruption har en stor fordel. Både for virksomhedernes evne til at agere smidigt og hurtigt og for mulighederne for at tiltrække virksomheder fra udlandet. Det er glædeligt, at Danmark ligger øverst på korruptionslisten og går 2 point frem, og det er af allerstørste vigtighed, at vi bliver der, siger viceadm. direktør i DI Thomas Bustrup.

Danmark sårbar

Danmarks gode stabile placering udgør dog samtidig en risiko for, at Danmark bliver et attraktivt sted i den internationale illegale økonomi.

- Vi er sårbare overfor at kriminelle penge finder vej hertil. Man kan nemt bruge rigtig mange penge i Danmark uden at vække opsigt. Penge, der kommer fra Danmark eller en dansk bank, vækker ikke den samme opmærksomhed, som hvis de kommer fra lande med en helt anderledes placering på korruptionsindekset’, udtaler Jesper Olsen, der understreger, at Danmark med sin fine position også har et ansvar for at bekæmpe korruption ikke blot i Danmark, men i hele verden.

- Den danske konkurrencefordel skal vi vide at bruge. Men den skal også vedligeholdes. Vi skal have et globalt udsyn, fordi vi har et globalt ansvar, en sikkerhedspolitisk interesse og store handelsinteresser. Derfor efterlyser vi på linje med EU Kommissionen at regeringen fastlægger en dansk anti-korruptionsstrategi, der ikke kun handler om Danmark, men også vores globale ansvar, herunder også i tæt samarbejde med danske virksomheder, der opererer i lande, der ikke har de samme vilkår som i Danmark, siger Jesper Olsen.

Danske virksomheder skal hjælpe Ukraine

Der udestår en stor genopbygningsopgave i Ukraine, når krigen er slut. Det skal Danmark og danske virksomheder bidrage med. Ukraine har store problemer med korruption. Landet har i 2022 målingen blot 33 point, men er dog et af få lande, der over en årrække har forbedret sig signifikant – med otte point siden 2013.

- Det viser, at styret i Ukraine har en vilje til at gøre noget ved korruptionen i landet. Selv midt i krigen træffer styret de rigtige beslutninger, når sagerne kommer frem. På den måde viser de forskellen på dem og Rusland. Det skal vi bistå med. Både med kontanter og kontrakter, men også at vise, at man kan gøre noget – og at man også som virksomhed kan overleve en korruptionssag. Det afgørende er, at man har systemer, der opdager sagerne, man handler, retter fejlene og kommer videre’, slutter Jesper Olsen.

For yderligere oplysninger:

Jesper Olsen, Formand Transparency International Danmark, 2014 8943, jolsen@transparency.dk

Thomas Bustrup, viceadm. direktør i DI, 2088 3925, thb@di.dk

Fakta: DI støtter Tranparency International

Dansk Industri er et af Transparency International Danmarks 23 støttemedlemmer. Det faste årlige kontingent er på 10.000 kr. Denne fælles pressemeddelelse er blevet til på initiativ af Transparency International Danmark.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Relateret indhold