De fire chefforhandlere fra DI og CO-Industri  afholdt onsdag pressemøde og indledte forhandlingerne om Industriens Overenskomst, der omfatter omkring 150.000 medarbejdere.

Foto: Thomas Arnbo
04.01.23 DIB Nyheder

OK23 skudt i gang med historisk mange ubekendte

DI og CO-industri sætter sig nu til forhandlingsbordet, hvor det eneste sikre er usikkerheden, siger Lars Sandahl Sørensen.

Chefforhandlerne for Dansk Industri og CO-industri tog onsdag formiddag klokken 10.00 hul på en runde overenskomstforhandlinger, der vil blive præget af nogle af de mest uforudsigelige vilkår i årtier.

Den høje inflation har ramt købekraften for alle parter, mens virksomhederne kæmper med ekstra høje omkostninger i kølvandet på energi- og forsyningskrise.

- Det lægger naturligvis et stort ansvar på vores skuldre, konstaterede DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen ved det indledende fælles pressemøde i Industriens Hus.

- Det eneste vi ved med sikkerhed er, at krystalkuglen - som vi plejer at kunne rette os nogenlunde efter - den er meget mere usikker end normalt, tilføjede DI-direktøren.

Følg OK-forhandlinger hos DI

Historisk svært

Han henviste til, at usikkerheden er massiv internationalt, hvor vi ikke længere kan tage vores velstand og sikkerhed for givet.

- Ingen af os har før prøvet at forhandle en overenskomst under en sådan krisesituation, mens der er krig i Europa, sagde Lars Sandahl Sørensen.

Det bagtæppe erklærede CO-industris formand, Claus Jensen, sig enig i. Han har siddet ved forhandlingsbordet tre gange tidligere, og henviste til, at det er en typisk melding ved hver start, at det denne gang bliver den sværeste forhandling nogensinde.

- Nogle gange er det måske sagt med et glimt i øjet. Men jeg er ked at skulle sige,  at denne gang er det uden glimt i øjet. For der er ingen tvivl om, at det vi oplever, når vi snakker med vores medlemmer, er et  kæmpestort reallønsfald, sagde Claus Jensen.

Læs også: Virksomheder bevidste om svære forhandlinger

Det er sikkert og vidst, at hverken arbejdsgivere eller arbejdstagere er tjent med, at vi forlænger inflationen længere end absolut højest nødvendigt. Lars Sandahl Sørensen, Adm. direktør

Inflationen skal dæmpes

I november var inflationen steget med 8,9 procent sammenlignet med november 2021. Samtidig er virksomhedernes omkostninger skudt i vejret, blandt andet steg regningen til el og gas med 46 mia. kr. sammenlignet med 2019, viser DI-beregninger, og der forventes en recession i dansk økonomi i 2023, mens det er uhyre vanskeligt at spå om inflationens udviklingen.

Lars Sandahl Sørensen lagde da heller ikke skjul på, at det bliver en svær balancegang at nå i mål med overenskomstforhandlingerne, hvor udfaldsrummet for succes er mindre end normalt. Alle parter taber, hvis den balance ikke rammes rigtigt.  

- Det er sikkert og vidst, at hverken arbejdsgivere eller arbejdstagere er tjent med, at vi forlænger inflationen længere end absolut højest nødvendigt, sagde DI-direktøren.

Alt er i spil

Det bliver derfor også forhandlinger, hvor rigtigt mange faktorer er i spil. Det er blandt andet ikke givet, at der bliver tale om en ny treårig overenskomst, da fremtiden er så usikker.

Forhandlingerne mellem DI og CO-Industri er en såkaldt gennembrudsoverenskomst på det private område, der bliver toneangivende for de øvrige overenskomster, som også forhandles i 2023. Samlet beskæftiger DI’s medlemsvirksomheder omkring en halv million medarbejdere, der er omfattet af overenskomsterne.

Parterne forhandler intensivt i de næste uger, hvor de nuværende overenskomster udløber 1. marts.

Læs også: Ny overenskomst skal ramme et meget lille sweetspot

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Relateret indhold