14.02.23 DIB Nyheder

Medicinalindustrien bag flotte BNP tal for dansk økonomi

Dansk økonomi er ifølge nye tal fra Danmarks Statistik kommet flottere ud af 2022 end forventet. Det skyldes primært fremgang i medicinalindustriens produktion.

Danmarks Bruttonationalprodukt (BNP) voksede i fjerde kvartal 2022 med 1,1 procent. Det viser BNP-indikatoren fra Danmarks Statistik, som tillige oplyser, at den kraftige stigning helt overvejende kommer fra industrien, og mere specifikt medicinalindustrien.

- Går man nærmere ned i tallene, viser det sig, at flere underbrancher faktisk havde tilbagegang i sidste kvartal af 2022, så det er virkelig stærke tal, der kommer om medicinalindustrien, siger Morten Granzau, vicedirektør i Dansk Industri. 

Han påpeger, at tallene er det allerførste bud på en opgørelse af BNP for 2022, og at de derfor ikke er underinddelt på eksempelvis eksport, investeringer og privatforbrug.

- Men de indikerer klart, at 2022 blev bedre økonomisk, end langt de fleste havde frygtet, og at arbejdsmarkedet har holdt stand med høj beskæftigelse. Det ændrer desværre ikke på, at vi stadig står i en svær og usikker situation, hvor 60 procent af vores medlemmer vurderer, at usikkerheden er den største vækstbarriere for 2023, og hvor brancher som byggeri, hotel og restaurant allerede kan mærke tilbagegangen, siger Morten Granzau.

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold