Bliver der stemt ja til overenskomsterne træder de nye overenskomster i kraft med tilbagevirkende kraft fra den 1. marts 2023.

Getty Images
20.02.23 DIB Nyheder

Overblik: Her er de næste skridt i OK23

I weekenden blev Dansk Industri og CO-industri enige om en gennembrudsoverenskomst. Her kan du se, hvad de næste skridt i arbejdet hen imod nye løn- og arbejdsforhold er.

Efter svære og lange forhandlinger blev DI og CO-industri i weekenden enige om de såkaldte gennembrudsoverenskomster, der gælder for mindstelønsområdet.

Aftalen indebærer blandt andet en stigning i mindstebetalingssatserne, et øget arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag fra 8 til 10 pct, en stigning i bidraget til Fritvalgs Lønkontoen, samt øget tillæg for overarbejde.

Herudover inkluderer aftalen forbedret fædrebarsel, mere uddannelsesstøtte til ufaglærte, bedre forhold for natarbejdere, samt en styrkelse af forholdene omkring lokal løndannelse og det lokale samarbejde mellem arbejdsgiver og arbejdstagere på de enkelte virksomheder.

Inden de mange elementer i gennembrudsoverenskomsten bliver en realitet på de danske virksomheder, er der dog stadig en række skridt på vejen. De næste skridt ser sådan ud:

  • Nu hvor gennembrudsoverenkomsten er landet, kan forhandlingerne gå i gang på de øvrige overenskomster på mindstelønsområdet. De vil forventeligt lægge sig tæt op af aftalerne i gennembrudsforliget.
  • Parallelt hermed går forhandlinger på normallønsområdet i gang. Det er forhandlinger om den såkaldte Fællesoverenskomst, der sker mellem DI og 3F Transport. Når gennembrudsforligt på normallønsområdet er landet følger de øvrige overenskomster på normallønsområdet.
  • Samtidig indledes forhandlinger på byggeområdet, hvor man ikke har et egentligt gennembrudsforlig.
  • Når der er opnået enighed om langt de fleste overenskomster på det private arbejdsmarked, sendes resultaterne til afstemning. Det forventes, at resultatet af afstemningen findes i april, men det afhænger af tempoet i forhandlingerne.

Bliver der stemt ja, træder de nye overenskomster i kraft med tilbagevirkende kraft fra den 1. marts 2023.

Hvis parterne ikke bliver enige undervejs i forhandlingsprocessen inddrages forligsmanden, der fremlægger et mæglingsforslag baseret på de indgåede forlig, samt en skitse for de områder, hvor parterne ikke er enig.

Fakta om OK23

DI har omkring 200 overenskomster ud af de ca. 600 overenskomster, der forhandles på det private arbejdsmarked under DA's område. Der er omkring 500.000 overenskomstdækkede medarbejdere ansat på DI’s medlemsvirksomheder.

Du kan læse mere om OK23 på DI’s hjemmeside.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Relateret indhold