- Forslaget om lagerbeskatning ville have ført til en radikal ændring af den skattemæssige behandling af ejendomme i Danmark, siger adm. direktør i Jeudan Per W. Hallgren, der også er formand for DI Ejendom.

Foto: Jeudan
23.03.23 DIB Nyheder

Ny boligskat er droppet

Regeringen har droppet planerne om at indføre lagerbeskatning af udlejningsejendomme. Danmarks største børsnoterede ejendoms- og servicevirksomhed, Jeudan, er glad for beslutningen, der skaber rum for investeringer i den grønne omstilling.

Den nye finanslov gemmer på en vigtig nyhed for ejendomsbrancen. I loven står nemlig anført, at den planlagte indførsel af en lagerbeskatning af selskabers ejendomsavancer er droppet. Det sker efter grundige og vedvarende indvendinger fra blandt andre Dansk Industri (DI), der da også modtager nyheden meget positivt.

- Den nu droppede skattestigning var generelt ikke bare ubegrundet, men også meget dårligt timet for ejendomsbranchen, der i forvejen er påvirket af turbulente tider i verdensøkonomien med stigende renter, inflation, tilbageholdende investorer og materialepriser, som bestemt ikke er faldet tilbage til niveauet fra før Ruslands invasion af Ukraine, siger DI’s skatte- og boligøkonom Bo Sandberg og tilføjer:

- I DI er vi rigtig glade for, at regeringen har droppet planerne om lagerbeskatning af ejendomsavancer. Det var en dårlig ide fra starten af.

Læs også: DI: En stram finanslov er godt mod inflationen 

Lagerbeskatning modarbejder grøn omstilling

Blandt det nu droppede lovforslags mange vederstyggeligheder var, at lagerbeskatningen ville straffe de ejere af erhvervsejendomme, som energirenoverer ejendommen og derved opnår både værdistigning og lavere klimaaftryk. Så det var en ny skat, der modarbejdede Folketingets og erhvervslivets fælles ønske om grøn omstilling og uafhængighed af fossile energikilder, påpeger Bo Sandberg fra DI.

- Grundprincippet om, at selskaber først beskattes, når fortjenesten er realisereret, bør fortsat være det bærende princip – som forslaget om lagerbeskatning brød med. Så det er rigtig godt, at planerne nu er droppet, siger DI’s boligøkonom.

Jeudan: Benspænd er ryddet af vejen

Fra Danmarks største børsnoterede ejendoms- og servicevirksomhed, Jeudan, er der også tilfredshed med at lagerbeskatningen er droppet.

- Forslaget om lagerbeskatning ville have ført til en radikal ændring af den skattemæssige behandling af ejendomme i Danmark, siger adm. direktør i Jeudan Per W. Hallgren, der også er formand for DI Ejendom.

- En af de udfordringer, som vi har belyst i forbindelse med lagerbeskatningen, er, at den vil gøre det sværere for aktører i branchen at investere i ejendomme og således også i den grønne omstilling. Vi er derfor godt tilfredse med, at lagerbeskatningen er droppet.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Anders Søndergaard Larsen

Anders Søndergaard Larsen

TBD

  • Direkte +45 3377 3799
  • Mobil +45 2060 6962
  • E-mail asl@di.dk

Relateret indhold