DI's årlige analyse "Lokal Erhvervsvenlighed" er en landsdækkende undersøgelse, der evaluerer og sammenligner erhvervsvilkår i landets kommuner på centrale områder.

Foto: Colourbox
22.03.23 DIB Nyheder

Vær med til at styrke erhvervslivets vilkår i din kommune

Hvor tilfreds er du med din kommune? DI’s årlige undersøgelse over lokal erhvervsvenlighed er på trapperne. Deltag i analysen, der sætter dagsordenen i mange kommuner.

Infrastruktur, skatter, gebyrer, bureaukrati og kommunikation. Din virksomheds daglige virke er dybt afhængig af en smidig, direkte og enkel kontakt med de kommunale kræfter, der gør det mere attraktivt at drive forretning i lokalområdet.

Den lokale erhvervsvenlighed har DI med succes kortlagt i 11 år, hvor tusindvis af virksomheder svarer på en række spørgsmål, som ofte bliver en faktor i den lokale politiske dagsorden – og ikke mindst den kommunale administration.

Nu tager vi hul på Lokal Erhvervsvenlighed 2023, så derfor er der et spørgeskema i mailbokse og postkasser over hele landet hos DI’s medlemsvirksomheder.

Læs mere om Lokal Erhvervsvenlighed her

Besparelser rundt i landet

Og i år kan der være særlig god grund til at udfylde undersøgelsen, da mange kommuner i øjeblikket gennemfører besparelser, som også rammer de funktioner, der sikrer, at erhvervslivet kan fungere optimalt.

- Vi håber, at så mange medlemmer, som muligt vil bruge 5-10 minutter på at udfylde skemaet. Den vurdering og de input vi får er helt unikke og afgørende for, at vi kan sætte spot på vilkårene for virksomheder i landets kommuner,  siger Annette Christensen, underdirektør i DI.

Målet er at få flere besvarelser end i 2022, hvor 7.948 virksomheder svarede. For jo flere virksomheder der svarer, jo større tyngde og gennemslagskraft har undersøgelsen hos kommunerne.

- Det er jo ikke alle kommunerne der klapper i hænderne, når undersøgelsen udkommer – for det er sjældent rart at blive gjort opmærksom på de ømme punkter man har. Men det kan vi blive nødt til, for det er helt afgørende for vores medlemmer, at de har de bedste betingelser for at drive deres virksomhed, siger Annette Christensen, underdirektør i DI.

Der spørges indenfor en lang række kategorier:

  • Overordnet tilfredshed
  • Infrastruktur og transport
  • Arbejdskraft
  • Uddannelse
  • Sagsbehandling
  • Grøn udvikling
  • Brug af private leverandører
  • Digitale rammer
  • Skatter, gebyrer og erhvervsarealer
  • Information og dialog
  • Kommunale rammevilkår

Fakta

  • Lokal Erhvervsvenlighed er en landsdækkende undersøgelse, der evaluerer og sammenligner erhvervsvenligheden i landets kommuner. Alle kommuner indgår i undersøgelsen, med undtagelse af Læsø, Fanø, Samsø, Langeland og Ærø, da der er for få svar.
  • Vurderingen af kommunernes erhvervsvenlighed er baseret på en tilfredshedsundersøgelse blandt de lokale virksomheder samt en lang række statistiske parametre, der indikerer, hvordan det er at drive virksomhed i kommunen. I forhold til andre lignende analyser inddrages virksomhedernes vurdering af kommunernes indsats i undersøgelsen for at sikre, at også disse aspekter bliver kortlagt og gjort sammenlignelige kommunerne imellem.
  • I 2023 udsender vi undersøgelsen den 22. marts 2023.
  • I år modtager 38.800 antal virksomheder undersøgelsen. Sidste år svarede 7948 virksomheder på spørgeskemaet (tallet er inkl. øerne).
  • Virksomhederne, som er inviteret til at deltage i spørgeundersøgelsen, er DI’s medlemsvirksomheder samt ikke-medlemsvirksomheder inden for de branchekoder, som DI’s medlemmer repræsenterer – det gælder fx fremstilling, byggeri, transport, service, handel og rådgivning.
Emil Strand

Emil Strand

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3586
  • Mobil +45 4059 7641
  • E-mail emst@di.dk

Relateret indhold