Hvor spændet mellem den højeste og den laveste gaspris per megawatt sidste år var på næsten 300 euro, så har udsvinget i år blot været på cirka 20 euro.

Foto: Skyfish
18.04.23 DIB Nyheder

Gasprisernes vilde rutscheture er forsvundet i 2023

Efter et hæsblæsende 2022, hvor prisen på gas steg og faldt vildt fra dag til dag, er der kommet mere ro på i 2023.

Stilhed før storm eller bare stilhed? Det er det spørgsmål, som mange virksomheder stiller sig om gasprisernes udvikling.

For faktum er, at gaspriserne har ligget meget stabilt i de sidste måneder efter historisk store udsving i det forgangne år. Hvor spændet mellem den højeste og den laveste gaspris per megawatt sidste år var på næsten 300 euro, så har udsvinget i år blot været på cirka 20 euro, viser data fra den toneangivende hollandske gasbørs TTF.

- Det er bemærkelsesværdigt, så meget ro, der er kommet over gasprisernes udsving. Det indikerer at sidste års panik i alle fald for nu er forduftet, siger vicedirektør Troels Ranis fra Dansk Industri (DI).

Han mener, at der er flere forklaringer på de relative små udsving i gaspriserne i år. For det første har vinteren været forholdsvis mild. Dertil kommer at gaslagrene er ret fyldte i Europa set i forhold til tidligere år, hvilket indikerer, at der er gode chancer for nok gas til næste vinter. Og så er efterspørgslen på gas fra Asien ikke så voldsom lige i øjeblikket.

- Alt sammen er det med til at lægge en dæmper på gaspriserne, siger Troels Ranis  og tilføjer:

- I den kommende tid vil det være prisen på den flydende LNG gas, der vil drive priserne.

Troels Ranis påpeger dog, at risikoen for gasmangel næste vinter stadig er reel, så virksomheder og forbrugere bør bruge sommerhalvåret til at komme væk fra gassen og over på en anden grøn energiforsyning.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Troels Ranis

Troels Ranis

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk

Relateret indhold