14.04.23 DIB Nyheder

Gode nøgletal til danske husejere

Danske husejere kan glæde sig over en lille stribe gode nøgletal.

Nye nøgletal i dag fra Finans Danmark om boligsalget er endnu en god nyhed til landets husejere.

- Vi har lige set, at måned-til-måned boligpriserne for første gang siden sommeren 2022 er steget. Og der er mere godt nyt i retning af optøning på boligmarkedet idet liggetiderne for parcelhuse de to seneste måneder er faldet, især i Nordjylland, Vestjylland og på Østsjælland, siger DI´s boligøkonom Bo Sandberg.

I Nordjylland er den gennemsnitlige liggetid for enfamiliehuse faldet fra 248 dage i januar til 222 dage i marts. I Vestjylland er liggetiden faldet fra 256 dage i januar til 223 dage i marts.

- Det er karakteristisk at det er i de knapt så dyre områder af landet – hvor de udbudte huse bedre matcher den aktuelle pengepung og kreditvurdering - at der i øjeblikket er stigende aktivitet og hvor liggetiderne dermed også forkortes, siger Bo Sandberg.

Han fortsætter:

- Igen er det svært at sige om det blot er en normal sæsonmæssig fremgang med forårets komme - eller om bunden nu er nået på boligmarkedet ovenpå et dansk pris- og handelsaktivitetsfald, der ligger blandt de allerhøjeste i EU, siger DI-boligøkonomen.

Sommerhuse løber med solstrålehistorierne

På boligudbuddet er det vest for Storebælt, at der er mindst bevægelse, og hvor der derfor også fortsat er små lokale lommer af ”sælgers marked” tilbage. I Nordjylland, Vestjylland, Sydjylland og Fyn er udbuddet af parcelhuse steget med beskedne 15-23% det seneste år, mens de tilsvarende tal for Østsjælland, København og Nordsjælland ligger mellem 51 og 67%.

- Endelig må det konstateres, at det er det fortsat overraskende robuste sommerhusmarked, der løber med solstrålehistorierne på boligmarkedet. Med resistent prisudvikling og nu også en sæsontypisk stigende handelsinteresse. Årsagerne er flere - men set i forhold til før corona er udbuddet stadig ganske lavt og der er samtidig stor interesse og mulighed for en ekstraindtægt ved udlejning af sommerhuse, siger Bo Sandberg.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sebastian Kaldahl

Sebastian Kaldahl

Chefkonsulent

  • Direkte +45 7216 0164
  • Mobil +45 2938 6885
  • E-mail skh@di.dk

Relateret indhold