For Jesper Temp handler det om virksomhedens DNA og tilhørsforholdet til Gedsted. Og så handler det om, at en del kunder fokuserer på, at Getamas møbler er produceret i Danmark.

Foto: Christer Holte
19.06.23 DIB Nyheder

124 års dansk produktion af møbler i verdensklasse

Mens nogle virksomheder rykker produktionen til udlandet i jagten på lavere omkostninger, holder Getama på 124. år fast i, at virksomhedens produktion af danske møbelklassikere hører til i Gedsted i Nordjylland. Det er en konkurrencefordel, siger direktøren.

”Made in Denmark” har siden 1950’erne været et kvalitetsstempel for møbler af den fineste kvalitet og design. I takt med globaliseringens fremmarch og stigende omkostninger i Danmark er produktionen af en god del af de danske møbler imidlertid røget til udlandet. Det gælder dog ikke Getamas produktion, der fortsat finder sted i den lille nordjyske by Gedsted med et indbyggertal på 852 personer.

– Vi har haft produktion i Gedsted siden 1899, og det kommer vi til at blive ved med at have. Det er ikke til diskussion, siger direktør og ejer Jesper Temp, der ved lidt af et tilfælde blev medejer af virksomheden i 1994.
– Heldigvis var der også dengang nogle gode og dygtige medarbejdere, for jeg havde ikke den store ekspertise udi møbelproduktion, siger Jesper Temp.

Håndens arbejde

Meget vand og utallige møbelklassikere er løbet gennem Gedsted siden hen. Men på en forårsdag i 2023 er der også meget, der er præcis det samme, som da Jesper Temp overtog fabrikken.

Åbner du døren til produktionen, bliver du mødt af danske møbel- og maskinsnedkere og syersker, der forvandler rå stykker af træ til nogle af de fineste møbler, som vi har i Danmark. Godt nok er der kommet fire CNC-fræsere til, men meget foregår også stadig med hånden – lige fra slibning til oliering og syningen af betræk.

I alt er 50 mænd og kvinder ansat på Getama, der har været med til at sætte Gedsted på verdenskortet for kenderne af den danske møbelarv.

Fra tang til Wegner

Sammenhængen mellem by og virksomhed har lige siden virksomhedens opstart været klar. Getama er således en forkortelse for Gedsted Tang Madrasfabrik – i de første år var virksomheden nemlig bygget på at bruge den nærliggende Limfjordstang til fremstilling af madrasser.

Getamas gennembrud som møbelvirksomhed kom dog først i starten af 1950’erne, hvor møbelarkitekten Hans J. Wegner kontaktede virksomheden med henblik på et samarbejde. Wegner ville tegne møblerne. Getama, der allerede dengang var kendt for den høje kvalitet, skulle stå for produktionen.
En stor del af de møbler, som Wegner tegnede, er stadig i produktion.

Det gælder blandt andet Wegners gyngestol Nøglehullet, lænestolen Cigaren foruden Wegners krydsfiner bænk og lænestol – ligesom klassikere fra andre kendte møbelarkitekter som Nanna Ditzel, Friis & Moltke og Mogens Koch.

Læs også: Getama sparer millionbeløb på 4-dages arbejdsuge

Vi har haft produktion i Gedsted siden 1899, og det kommer vi til at blive ved med at have. Det er ikke til diskussion. Jesper Kemp, direktør og ejer, Getama

Gedsted forever

Men hvorfor vil Jesper Temp ikke flytte produktionen ud til billigere produktion i andre lande?

– Det handler nok lidt om virksomhedens DNA og tilhørsforholdet til Gedsted. Og så handler det også om, at der fra en del af vores kunder er ret stort fokus på, at vores møbler er produceret i Danmark. Det er en konkurrencefordel, at der står ”Made in Danmark”. Det er faktisk noget, som en del af vores udenlandske kunder går ret meget op i, fortæller Jesper Temp.

Samtidig har den 58 år gamle direktør også en personlig præference for at have produktionen og ”lugten af savsmuld” tæt på.

– Fik vi møblerne produceret i udlandet, var vi jo de facto bare en salgsorganisation. Jeg synes, at det er meget sjovere at være en produktionsvirksomhed, siger han.

Dermed lever Getama også op til de gamle aftaler med Wegner, der netop havde som kongstanke, at hans stole, sofaer og borde skulle produceres i Danmark.

Verdensklassehåndværkere i Gedsted

Noget har dog ændret sig. De ansatte hos Getama er ikke længere alle bysbørn fra Gedsted, som de var engang.

– Vores opland er løbende blevet udvidet. Vi har både ansatte fra Aarhus og Randers. Og så ligger vi godt i forhold til Skive Tekniske Skole, der har en af landets største afdelinger inden for maskin- og møbelsnedkere og møbelpolstrere, så det gør det muligt for os at få lærlinge, siger Jesper Temp, der sætter en ære i altid at have lærlinge på fabrikken. For Getama skal selv være med til at uddanne fremtidens arbejdskraft, som han siger.

Jesper Temp kender derfor heller ikke meget til den mangel på arbejdskraft, som hærger andre dele af dansk erhvervsliv.

– Det er lang tid siden, at vi har haft det problem, siger han.

Fakta

Jesper Temp - fra Frankrig til Gedsted

Jesper Temp blev ejerdirektør af Getama, da han i samarbejde med sin far i 1994 købte virksomheden, der på daværende tidspunkt var nødlidende. 

Købet skete ved lidt af en tilfældighed. Jesper Temps far var på jagt efter lagerlokaler til sin virksomhed Temco, som på daværende tidspunkt var blandt Europas største producenter af havegrill. I en sidebemærkning fik han imidlertid tilbudt at købe Getama og slog til i et joint venture med sønnikke.

Jesper Temp, der er exam.art i fransk, var på daværende tidspunkt bosat i Frankrig, hvor han arbejdede for et af Europas største reklame- og marketingsbureauer. Men nu gik turen til Nordjylland.

– Da jeg kørte til Gedsted 6. november 1994, havde jeg da lidt sommerfugle i maven. Jeg havde ikke hilst på en eneste medarbejder og havde ikke set fabrikken. Det var lidt af en mundfuld, men også vældig sjovt, siger Jesper Temp.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Lærke Flader

Lærke Flader

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3410
  • Mobil +45 2275 0415
  • E-mail lfla@di.dk

Relateret indhold