Lederen for Radikale Venstre, Martin Lidegaard, afventer udspil fra regeringen om skat på generationsskifte. Men kommer udspillet ikke før jul, vil han i en alliance uden om regeringen tage emnet op.

Foto: Toke Helmø
11.09.23 DIB Nyheder

Lidegaard: Jo lavere skat på generationsskifte jo bedre

Vi skal investere 10 gange mere i de kommende generationer, mener Martin Lidegaard, formand for Radikale Venstre.

Vi skal investere langt mere i vores børn og deres fremtid, end vi gør. Det mener Martin Lidegaard, formand for Radikale Venstre. Han mener det så meget, at han har skrevet en bog – Generationskontrakten – hvori han fremfører sine argumenter for i højere grad at prioritere forebyggende og udviklende indsatser overfor børn og unge.

- Vi har traditionelt investeret langt mere i sundhed til de +65årige. Kun 3 procent af sundhedsudgifterne går til børn og unge. Jeg mener, vi skal tidoble investeringen i de unges udvikling og gribe meget hårdere fat i bekæmpelse af tobak og alkoholmisbrug, siger Martin Lidegaard.

Han påpeger, at enhver virksomhedsejer ved, at der skal investeres mange penge i udvikling for at fremtidssikre forretningen.

- Det samme bør gøre sig gældende for samfundet og med større investeringer i de kommende generationer kan vi skabe luft i sundhed og velfærd og udvikle et mere bæredygtigt samfund, siger Martin Lidegaard.

Skab klare rammer for generationsskifte

Den samme logik gælder for formanden når det gælder overdragelse af de mange tusind ejerledede selskaber i Danmark, hvor reglerne om skat på generationsskifte i bedste flad er uigennemskuelige.

- Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at have så uklare regler på området. Derfor havde vi det også med til bordet, da vi sad i forhandlinger om regeringsdannelse, og vi er glade for, at afklaring af reglerne på området er med i regeringsgrundlaget, siger Martin Lidegaard.

Han forventer derfor, at der snart kommer et udspil fra regeringen, der kan skabe ensartet og skematisk vurdering af virksomheders beskatningsværdi.

- Det står i regeringsgrundlaget, og ifølge jungletrommerne er der noget på vej. Men hvis ikke de selv kommer med det inden jul, er vi en alliance uden om regeringen, som er parate til at tage det op. Vi har endnu ikke lagt os fast på et niveau, som beskatningen skal ende på men jo lavere jo bedre, siger Martin Lidegaard.

Permanent skattefradrag er radikalt hjertebarn

Formanden er ligeledes parat til at kalde regeringen til handling omkring permanentgørelse af 130 procents skattefradrag for investeringer i forskning og Udvikling (F&U).

- Det er et radikalt hjertebarn. Danmark lever af de gode ideer, og virksomhedernes investeringer på området er afgørende for vores konkurrenceevne. Men konkurrencen mellem verdensdelene er blevet meget hård, og i Europa skal vi lægge os i selen for at følge med. Ellers taber vi økonomisk, sikkerhedspolitisk og i udviklingen af fremtidens grønne løsninger. Derfor er det indlysende klogt at gøre dette fradrag permanent, så virksomhederne ved, hvad de kan regne med. Og der er jo også et bredt politisk flertal bag forslaget, så det er bare at sætte i gang, siger Martin Lidegaard.

Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at have så uklare regler på området. Martin Lidegaard, leder, Radikale Venstre om skat på generationsskifte

Udlændinge skal føle sig velkomne

Men skal formanden pege på erhvervslivets allerstørste problem, er det adgangen til arbejdskraft. Det er selve forudsætningen for det danske velfærdssamfundet, og Martin Lidegaard mener ikke, det kan gå for hurtigt med at gøre det lettere for udlændinge at komme til Danmark for at arbejde.

- Vi skal hurtigst muligt have fjernet snubletråde og gøre noget mere offensivt. Vi er åbne for at uddanne folk fra filippinerne, Afrika og andre områder, hvor der findes ledige hænder. Men det mest oplagte er jo, at vi rekrutterer fra stater på randen af EU. Det vil også knytte disse lande tættere til Europa og dermed bidrage til styrket sikkerhedspolitik, siger Martin Lidegaard.

Han mener i det hele taget, at den danske samtale om udlændinge skal afspejle, den store værdi mennesker fra andre lande bibringer os.

- Vi skal behandle folk ordentligt, og vi skal holde op med at blande udlændingepolitik sammen med rekruttering af arbejdskraft. Det er et område, hvor vi er i konkurrence med vores naboer, og vi skyldes os selv at tænke kreativt for at få flere hænder til Danmark, siger Martin Lidegaard.

Han påpeger samtidig endnu et område, hvor han mener, at danske virksomheders konkurrenceevne kan forbedres:

- Business Europe har påpeget, at høje energipriser er en udfordring for europæiske virksomheder. Men med massiv udbygning af vedvarende energikilder som sol og vind, kan vi markant sænke priserne og måske for første gang komme ned på niveau med priserne hos konkurrenterne i USA, Kina og andre økonomier, vi kan sammenligne os med. Lave energipriser vil godt nok koste staten nogle indtægter, men det er nødvendigt for den grønne omstilling, og det vil samtidig give virksomhederne en konkurrencefordel, som også kommer statskassen til gode, siger Martin Lidegaard.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Toke Helmø

Toke Helmø

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3047
  • Mobil +45 2547 3720
  • E-mail thel@di.dk

Relateret indhold