Smykkevirksomheden Pandora har et mål om at have 50/50 lighed mellem kønnene i ledelsen inden 2030.

Foto: PR/Pandora
31.05.24 DIB Nyheder

Selvvalgte strafrenter skal sætte fart i Pandoras kvindemål

Smykkevirksomheden Pandora indfører som den første danske virksomhed obligationer med strafrenter, der træder i kraft, hvis virksomheden ikke når mål om kvinder i ledelsen. Det er et spændende redskab, mener DI.

Hvis smykkevirksomheden Pandora ikke når sit mål om at have 50/50 lighed mellem kønnene i ledelsen inden 2030 (delmål i 2028 er 44 procent red.), skal den betale strafrenter af nye obligationer, som er udstedt for 500 millioner euro (3,7 milliarder kroner) med løbetid frem til 2030.

Ved udgangen af 2023 var 34 procent af ledelsen i Pandora kvinder, så der er stadig et stykke vej at gå, før Pandora er i mål, oplyser kommunikations- og bæredygtighedsdirektør Mads Twomey-Madsen.

- Vi bliver målt og skal rapportere på mange ting. Herunder også kønsdiversitet. Det vil vi gerne afspejle, også eksternt, og hvis vi ikke når målet, skal vi betale obligationskøberne strafrenter svarende til 2 millioner euro, siger Mads Twomey-Madsen.

Han oplyser, at obligationen kun er et ud af tre elementer til fremme af diversitet.

- Derudover sætter vi vores brand på højkant ved at offentliggøre mål, der er højere end det typiske mål om 40 procent i 2030, og 25 procent af ledelsens aktieprogram afhænger også af, om vi når bæredygtighedsmålene. Tanken er, at jo flere stakeholders og jo flere områder, hvor sustainability linkes ind, desto større chance er der for, at vi og verden når i mål, siger Mads Twomey-Madsen.

Læs også: ”Det fedeste vil være at få flere kvinder i gang”

Bliver spændende at følge

I DI er rådgivningsdirektør Kinga Szabo Christensen spændt på at se, om tiltaget kan accelerere udviklingen.

- Vi opfordrer virksomhederne generelt til at sætte mål og incitamenter for kønsdiversitet. Hvordan den enkelte virksomhed vil motivere organisationen bedst til at opnå målet er jo helt op til virksomhederne selv, og hvis obligationer med strafrente virker for Pandora, er det jo en spændende case, som mange nok vil følge med interesse, siger Kinga Szabo Christensen

Hun påpeger, at virksomheder i stigende grad vælger at knytte målene til bonusordninger og/eller som del af performance management. 

- Det vigtigste for os er ikke virkemidlerne men virkningerne. For vi skal have sat skub i udviklingen med mere kønslighed i virksomhedernes ledelser så hurtigt som muligt. En ligelig kønsfordeling styrker virksomhederne og skaber et mere dynamisk og innovativt erhvervsklima. I DI arbejder vi gennem vores Diversitetsløfte målrettet på at skabe større mangfoldighed i erhvervslivet,  og vi glædes over Pandoras ambitiøse mål, forklarer Kinga Szabo Christensen.

Læs også: STARK-chef: Roller byttet om i jagten på talenter

Diversitet styrker Pandora

Pandoras tiltag er en del af virksomhedens bredere engagement i inklusion og mangfoldighed, som de også har tilsluttet sig gennem DIs Diversitetsløfte.

- DI’s Diversitetsløfte er et fantastisk initiativ, der understøtter vores egne bestræbelser på at fremme blandt andet kønsdiversitet i ledelsen. Vi er stolte af at være en del af et erhvervsnetværk, der aktivt arbejder for at skabe større diversitet, inklusion og ligestilling på det danske arbejdsmarked. Diversitet styrker vores virksomhed og skaber bedre resultater, og vi ser frem til at realisere vores mål i samarbejde med DI, siger Mads Twomey-Madsen.

Læs også: ”Jeg håber, vi sender et tydeligt signal til Pride-ledelsen”

Tilslut jer DI’s Diversitets-løfte

Pandora er en del af DI’s Diversitetsløfte- Det kan du også blive.

Diversitetsløftet er dansk erhvervslivs indgang til mere diversitet, inklusion og ligestilling på arbejdspladsen. Når I – ganske gratis - har tilsluttet jer DI's Diversitetsløfte vil I få adgang til: 

  1. Hjælp til at sætte og nå relevante måltal for jeres virksomhed

  2. Viden og sparring med andre virksomheder, der også arbejder med diversitet, inklusion og ligestilling

  3. Rådgivning og sparring fra DI's eksperter med afsæt i jeres konkrete situation

  4. Relevante værktøjer til at arbejde strategisk med diversitet, inklusion og ligestilling

  5. Aktuelle webinarer og kurser med gennemgang af værktøjer, lovgivning, forskning og nyeste trends

  6. Adgang til branchebenchmark og nyeste analyser
    Se mere her: https://www.danskindustri.dk/diversitetsløftet

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Dorthe Monique Olsen

Dorthe Monique Olsen

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3459
  • Mobil +45 2335 6915
  • E-mail domo@di.dk

Relateret indhold