”Bevillingsskabende hændelser”. Blandt fagfolk er det den populære betegnelse for stormfloder som den, der ramte især den sydøstlige del af Danmark i dagene 20. – 21. oktober 2023.

Den 23 oktober kom regeringen da også med klimatilpasningplan 1, der - trods det timingsmæssige sammenfald - ikke hang direkte sammen med den overståede stormflod, selv om miljøminister Magnus Heunicke i pressemeddelsen om planen kædede stormfloden sammen med planen i citatet:

”Vi har netop været vidner til voldsomme billeder fra store dele af Danmark, hvor en stormflod er skyllet ind over os fra øst. Flere steder med vandstande på højde med 100-års hændelser. Diger er brudt sammen, huse, butikker og veje er revet væk eller oversvømmet. Situationen er dybt alvorlig. Det er helt afgørende at vi sikrer os bedre mod vandmasserne og netop den opgave tager vi nu fat på med Klimatilpasningsplan 1. Det gør vi blandt andet ved at tage fat på de strukturelle problemer, som kommunerne har efterlyst en løsning på, og så sætter vi tempo på projekter, der beskytter Danmark mod oversvømmelser fra havet.”

Planen indeholdt dog stort set ingen penge til kystsikring af de områder, der netop var blevet ramt. Derimod indeholdt planen løfter om 1 milliard kr. til af den jyske vestkyst og landarealerne bag kysten.

- Klimatilpasningsplan I er et godt første trin på vejen mod en helstøbt indsats for et klimarobust Danmark, men der er lang vej endnu. Vi har blandt andet brug for en mere sammenhængende plan for klimatilpasning på tværs af skybrud, stormflod, stigende grundvand med mere og øget fokus på beskyttelse af vores byer og infrastruktur, siger Karin Klitgaard

Læs også: Virksomheder kæmper med vandrekorder

Mangler der 18 milliarder kr. om året?

At Klimatilpasningsplan 1 ikke er tilstrækkelig til at beskytte Danmark mod vandmasserne fra oven, fra siden og fra neden kan man blandt andet forvisse sig om i rapporten ”Klimaforandringernes betydning for fremtidens arealanvendelse,” som Concito udgav i januar 2024. 

Af den fremgår det, at ekstremhændelser som højtstående grundvand, stormfloder eller ekstremregn allerede i dag risikerer at påvirke omkring 440.000 helårshuse, 120.000 erhvervsbygninger og 160.000 fritidshuse.

- Det står klart, at vi ikke kan beskytte det hele mod klimaforandringerne. Derfor er vi nødt til at have en alvorlig snak om, hvad vi skal beskytte helt, hvor vi skal lave delvise foranstaltninger, og hvad vi bliver nødt til at lade gå til. Og det er selvsagt ikke en let diskussion, for alle vil selvfølgelig kæmpe for hver sit, siger Karin Klitgaard.

Hun henviser i den forbindelse til en artikel fra Altinget, hvor Karsten Arnbjerg-Nielsen, der er forsker og rådgiver  inden for klimatilpasning hos DMI, argumenterer for, at det vil koste i omegnen af  18 milliarder kroner årligt at kystsikre, bygge diger og sikre Danmark mod stigende vandstand.

- Hvor stor udgiften til at klimatilpasse Danmark bliver, afhænger af mange ting. En af de vigtige parametre er, at vi kommer i gang med de nødvendige investeringer nu. Det er dyrt at klimatilpasse, men det bliver meget dyrere, jo længere vi venter. Vi ved, det koster mange mia. kr., men regningen bliver mindre, jo hurtigere vi får sat de nødvendige tiltag i værk, så vi skal op i tempo, siger Karin Klitgaard.

Læs også: ”Der går ikke 100 år, før vandet står så højt igen”

Men hvem skal nu betale?

Men ligegyldigt hvor stor regningen bliver, er der allerede og vil der komme større slagsmål om, hvem der skal betale.

- Man kan godt argumentere for, at nytteprincippet kan tages i anvendelse. Det betyder i al væsentlighed, at dem, der har nytte af en investering, skal betale for den. Men selv om det kan lyde simpelt, er det sjældent nemt at sætte på formel. Eksempelvis vil hele Vejle Midtby få gavn af det, hvis man laver vandopmagasineringer i oplandet, der sikrer mod oversvømmelser i byen. Men hvilken nøgle man skal man bruge til at fordele regningen på lavtboende og højtboende borgere kan hurtigt blive speget, siger Karin Klitgaard.

Det samme kan siges omkring København, hvor det er på tale at lave et dige fra Vallensbæk og ind forbi Amager. Her frygter Københavns Lufthavn at ende med en uforholdsmæssigt stor del af regningen, fordi diget vil beskytte lufthavnen.

- Med lufthavnen  er der jo også tale om kritisk infrastruktur, som vi alle sammen drager nytte af, og så skal staten også tage sin del af regningen. Meget kan og skal finansieres efter nytteprincippet, men vi har et presserende behov for at få opdateret dette princip, så det også kan anvendes i mere komplekse sammenhænge, siger Karin Klitgaard.

Stop med at gøre det dumme

Hvor stor regningen ender med at blive, og hvem der skal betale den, er således et stort og åbent politisk spørgsmål, der ifølge DI bør afklares hurtigst muligt. Men ifølge Karin Klitgaard er det næsten ligeså vigtigt og presserende, at vi hurtigst muligt stopper med at gøre det dumme ved at bygge nyt på steder, hvor vi ved, problemerne med vand bliver kæmpestore.

- Sommerhusområder er selvfølgelig det oplagte eksempel. Men der er flere andre steder, hvor der er behov for langsigtede byggeplaner, der tager højde for stigende vandmængder fra oven (regn), fra neden (grundvand) og fra siden (åbent vand), siger Karin Klitgaard.

Hun peger eksempelvis på uigennemtænkt byggeri ved havneområder, hvor der er behov for, at infrastrukturen i form af veje og jernbaner har adgang til vandet, mens bygninger skal være afskærmet fra det.

- Som virksomhed er der også god grund til at tænke langsigtet i forhold til investeringer, der er sikret mod øgede vandmængder. Hvis man har udfordringer med vand allerede nu, er der god sandsynlighed for, at de bliver værre, siger Karin Klitgaard.

Læs også: Klimaet efterlyser: 50.000.000.000.000 kr. om året