Kinas elbiler får så meget statsstøtte, at EU-kommissionen nu anbefaler, at de pålægges straftold ved import til EU.

12.06.24 DIB Nyheder

DI kalder EU told på Kinas elbiler uomgængelig

EU-kommissionen anbefaler nu, at der skal pålægges straftold på kinesiske el-biler. Det er en naturlig og uomgængelig reaktion fra EU på Kinas statsstøtte, mener DI.

Kinas elbiler får så meget statsstøtte, at EU-kommissionen nu anbefaler, at de kinesiske producenter pålægges straftold fra 17 procent til 38 alt efter, hvor meget de forskellige producenter har nydt godt af subsidier. 

Den nyhed modtages med velvilje fra Dansk Industri (DI), hvor Peter Thagesen, underdirektør og chef for DI Global Handel og Investering, oplyser, at DI i udgangspunktet hilser konkurrence fra hele verden - inkl. Kina – velkommen.

- Men det skal foregå på fair vilkår. Når vi støder på unfair konkurrence, er vi nødt til at handle resolut – og anvende de nødvendige handelspolitiske tiltag. Kun ved at udnytte EU’s enorme økonomiske tyngde, kan vi sikre fair konkurrence, siger Peter Thagesen,

Han mener derfor, at straftolden er en naturlig og uomgængelig reaktion fra EU på Kinas statsstøtte.

- Fra europæisk side skal vi ikke ryste på hånden, selv om Kina truer med modforanstaltninger. EU skal holde fast i, at unfair konkurrence fra Kina ikke længere er acceptabelt, siger underdirektøren.

Læs også: Her er dansk erhvervslivs ønskeliste til det nye Europa-Parlament

Fornuften vil sejre

Peter Thagesen mener, at hverken Kina eller EU har interesse i, at konflikten eskalerer til en handelskrig.

- Min vurdering er derfor, at fornuften nok skal sejre, så vi ikke får en egentlig handelskrig mellem EU og Kina. Mit gæt er også, at kineserne faktisk vil være en smule lettere over, at den europæiske straftold trods alt ikke er endt på et endnu højere niveau, siger Peter Thagesen.

Et kinesisk modtræk, der allerede er i gang, er, at kinesiske el-bilproducenter i stigende grad rykker produktionen til Europa, som europæisk bilindustri tidligere med stor succes har gjort det til Kina.

- Med denne strategi vil kinesiske bilproducenter på længere sigt kunne undgå den straftold, der i udgangspunktet primært rammer biler, der er produceret i Kina, siger Peter Thagesen.

Han fortsætter:

- Fra europæisk side fastsættes toldniveauet, så det til punkt og prikke følger de regler, der er gældende i verdenshandelsorganisationen WTO. Det er vigtigt, for vi skal værne om en regelbaseret verdenshandel. EU’s håndtering står i skarp modsætning til USA, der for nylig pålagde de kinesiske el-biler en vilkårlig straftold på 100 procent, siger Peter Thagesen.

Læs også: EP-debat: Europa er blevet sted virksomheder flygter fra

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter Dige Thagesen

Peter Dige Thagesen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3752
  • Mobil +45 2949 4569
  • E-mail pth@di.dk

Relateret indhold