Aftalepartierne er blevet enige om at løfte fradraget for forskning og udvikling (FoU) permanent til 120 pct. for at øge virksomhedernes incitament til at investere i forskning og udvikling.

Foto: Getty
27.06.24 DIB Nyheder

Politikere begejstrede for erhvervslivspakke

Der er bred politisk opbakning til ny aftale om fremtidens erhvervsliv. Radikale kalder forskningsfradrag en mærkesag, mens Venstre især hæfter sig ved, at den letter generationsskifter. Også DI roser aftalen.

”Det er afgørende for både medarbejdere og virksomheder, at Folketinget nu skaber stabile rammer om generationsskifte og for forskning og udvikling,”

Sådan lyder det fra Dansk Industri, efter at regeringen sammen med Radikale, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og  Danmarksdemokraterne har aftalt en erhvervslivspakke

- Det er godt politisk håndværk, når så mange partier nu står sammen om at skabe nødvendige forandringer for at sikre faste rammer om udviklingen af dansk erhvervsliv, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI i en pressemeddelelse,

Læs pressemeddelelsen: DI roser bred aftale om fremtidens erhvervsliv

Venstre er glad for lettere generationsskifte

Partierne er blevet enige om give familievirksomheder et retskrav på såkaldt skematisk værdiansættelse, hvilket giver trygge rammer for at give stafetten videre til næste generation, samtidig med at generationsskifteskatten falder fra 15 procent til 10 procent Desuden får også ejendomsvirksomheder mulighed for at benytte reglerne for generationsskifte.

- Jeg er meget glad for, at vi med den nye erhvervspakke gør det nemmere at være – og vigtigst af alt – fortsætte med at drive familieejet virksomhed i Danmark. Det skal være lettere og billigere at drive virksomheden videre i generationer, siger Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter.

Han minder os om, at danske familievirksomheder har genereret vækst og arbejdspladser i hele Danmark.

- Det er en vigtig del af dansk erhvervsliv, som vi skal værne om. Med aftalen skaber vi mere klarhed for de danske, familieejede virksomheder, når de skal føre deres virksomheder videre i generationer. Derfor er det vigtigt, at vi nu indfører retskrav til en skematisk værdiansættelse i forbindelse med virksomhedsoverdragelse og sænker afgiften, siger Morten Dahlin.

Læs også: Både familievirksomheders ejere og medarbejdere vinder ved nemmere generationsskifte

Radikal glæde ved forskningsfradrag

Aftalepartierne er også blevet enige om at løfte fradraget for forskning og udvikling (FoU) permanent til 120 pct. for at øge virksomhedernes incitament til at investere i forskning og udvikling.

- Det er ingen hemmelighed, at en forhøjelse af fradraget for udgifter til forskning og udvikling (F&U) har været en radikal mærkesag i årevis. Danmark har flere styrkepositioner på blandt andet sundhedsområdet og indenfor den grønne omstilling, og med en forhøjelse af fradraget bliver vi nu endnu stærkere her. Vi har selv foreslået et fradrag på 130 pct., men nu er der bred enighed om 120 pct., og det kan vi dårligt være utilfredse med, siger Samira Nawa, næstformand for Radikales folketingsgruppe.

Hun påpeger desuden, at Radikale Venstre i lang tid har kæmpet for at skabe større forudsigelighed og transparens i forbindelse med generationsskifte i familieejede virksomheder.

- Vi er meget tilfredse med, at vi nu har fået et flertal i Folketinget med om bord. For det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at man skal gå ind i et generationsskifte uden på forhånd at vide, hvordan værdien af ens virksomhed bliver opgjort. Det har givet usikkerhed for virksomhederne og gjort det umuligt at lægge ordentlige planer for fremtiden. Nu kommer der et retskrav på skematisk værdifastsættelse, og det er vi rigtig glade for, siger  Samira Nawa.

Aftalen er finansieret af råderummet og ved at sanere blandt de eksisterende erhvervsstøtteordninger.

Læs også: Kina spurter frem på konkurrenceevne

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jacob Bræstrup

Jacob Bræstrup

Skattepolitisk chef

  • Direkte +45 3377 3426
  • Mobil +45 2020 3232
  • E-mail jcb@di.dk

Relateret indhold