Ib Enevoldsen, udvalgsleder, DI’s udvalg for Klima og Grøn omstilling og Anne Højer Simonsen, vicedirektør, Området for Klima, Grøn omstilling og Energi skriver om vejen frem mod klimanutralitet i Danmark i 2045

Collage: Lisa Giacobbe
14.06.24 DIB Nyheder

Sådan sikrer vi dansk klimaneutralitet i 2045

Med de rette tiltag kan Danmark blive klimaneutral i 2045. Gør vi det klogt, kan det åbne for nye erhvervseventyr, men det kræver omgående handling og rammevilkår for, at virksomhederne kan gå forrest og drive udviklingen, skriver Ib Enevoldsen, udvalgsleder, DI’s udvalg for Klima og Grøn omstilling og Anne Højer Simonsen, vicedirektør, Området for Klima, Grøn omstilling og Energi.

DI har netop lanceret et udspil med 16 temaer og knap 100 siders inspiration og konkrete forslag til, hvordan vi kommer i mål med klimaneutralitet i 2045. I udspillet præsenterer vi en lang række tiltag, der både introducere nye fokusområder og bygger videre på eksisterende industrielle styrker inden for vedvarende energi, PtX, CCUS og energieffektive løsninger, hvor Danmark har en international førerposition.

Der er allerede truffet vigtige beslutninger omkring flere elementer fra Grøn skattereform for industri, seriøse skridt mod en omstilling af transportområdet og afsat midler fra Grøn Fond til klimatilpasning. Der er handlet på meget, men der er fortsat meget at tage fat på og klimaneutralitet vil kræve mere udbygning af vedvarende energi, udrulning af energi- og ressourceeffektive løsninger og tryk på omstillingen i landbruget og transportsektoren.

Læs hele DI's udspil: Klimaneutral i 2045 - handling i dag

Behov for centrale beslutninger

Tiltagene i den nye publikation bygger ovenpå DI’s udspil fra 2023, idet vi glæder os over,  at flere af DI’s forslag fra dengang er blevet ført ud i livet. Det gælder eksempelvis at regeringen og en bred kreds af partier har indgået aftale om styrkede rammevilkår for CCS, at regeringen har igangsat Danmarkshistoriens største havvindsudbud på 6 GW og afsat 71,5 mio. kr. i perioden 2024-27 til et forsyningsdigitaliseringsprogram.

Vi gør markante fremskridt og senest er de kvotebelagte virksomheders udledninger faldet med 15,5 pct. fra 2022 til 2023. Men med kun 21 år til at nå klimaneutralitet skal der træffes centrale beslutninger og lægges planer, der både sikrer, at de nødvendige teknologiske løsninger når at komme på plads, og at investeringerne i klimaneutralitet klargøres.

Blandt de nye temaer i udspillet vil vi fremhæve biosolutions, som har et bredt potentiale på tværs af sektorer. Her er der brug for en national strategi, som bør indeholde en videreudvikling af Det Nationale Bioøkonomipanel til at inkludere biosolutions, styrket forskning i biosolutions og flere dedikerede uddannelser.  Samt at regeringen afsætter de fornødne ressourcer til testfaciliteter i verdensklasse.

Vi skal investere i digitale løsninger

Et andet nyt tema i udspilet er teknologi og digitalisering, som kan spille en afgørende rolle i at nå en klimaneutral fremtid. Eksempelvis kan digitalisering  hjælpe inden for energieffektivitet, hvor data og fleksibelt og klogt energiforbrug er afgørende for en seriøs implementering af Energieffektivitetsdirektivet. Samtidig skal vi elektrificere alt, hvad vi kan, og også sørge for at bruge vores ressourcer smartere. Det gælder ikke mindst i bygge- og anlægssektoren, hvor vi skal have etableret et system for genbrug af materialer.

Med det nye udspil viser DI, at selv om der på få år er taget vigtige skridt, er der stadig meget, vi skal nå.

Vi skal turde satse, træffe beslutninger og lære af dem. Fremtiden kalder, og det er tid til at se frem mod klimaneutralitet. 2045 kan synes langt ude i fremtiden, men fra erhvervslivets perspektiv kræver det handling i dag. I udspillet peger vi på sammenhænge, synergier og konkrete politiske tiltag, der bringer os tættere på et klimaneutralt samfund med et stærkt grønt dansk erhvervsliv i centrum.

Læs også: Her er dansk erhvervslivs ønskeliste til det nye Europa-Parlament

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anne Højer Simonsen

Anne Højer Simonsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3465
  • Mobil +45 4014 0603
  • E-mail anhs@di.dk

Relateret indhold