"Skat er enormt effektivt. Det handler om, hvordan vi får de aftalte penge i kassen med den højeste grad af frivillighed, mindst mulig tvang og færrest mulige skadelige konsekvenser, siger Jacob Bræstrup, DI’s skattepolitiske chef gennem 12 år.

Foto: Hans Søndergaard
20.06.24 DIB Nyheder

”Skat er som solen i solsystemet”

Jacob Bræstrup og skatteområdet har snart sølvbryllup. Men han fnyser stadig, når talen falder på forbrugsafgifter og andre småskatter, der ifølge DI’s skattepolitiske chef er så små og dybt ulogiske, at de burde fjernes omgående.

 "Skat er som solen i solsystemet og den motor, der driver samfundet. Det er den tvang, alle borgere og virksomheder har tæt inde på livet og dermed én af de allervigtigste arenaer i forhold til at forme samfundet for de kommende generationer."

Sådan siger Jacob Bræstrup, DI’s skattepolitiske chef siden 2012, i dag. Helt uden at blinke.

Skatteilden blev tændt på statskundskabsstudiet i slutningen af 1990’erne, da den unge Jacob Bræstrup første gang stødte på den skotske økonom og moralfilosof Adam Smith.

Og opdagede skat som instrument til samfundsdesign. Han er med egne ord ’meget og meget pragmatisk liberal’.

For ham er liberal en retning mere end en destination - og én, der altid dikterer ’mindst mulig tvang’.

- Man kan gøre så meget godt med skat. Og udøve så megen uretfærdigt. Skat er enormt effektivt. Det handler om, hvordan vi får de aftalte penge i kassen med den højeste grad af frivillighed, mindst mulig tvang og færrest mulige skadelige konsekvenser, siger han.

Læs også: Både familievirksomheders ejere og medarbejdere vinder ved nemmere generationsskifte

Uanset om det er vækst i udkantsdanmark, familiepolitik, arbejdsudbud, fredet natur, forbrug eller noget helt sjette, så har vi et skatteforslag, der kan hjælpe. Og alle vores forslag er beskrevne og beregnede Jacob Bræstrup, Skattepolitisk chef

Det har jeg det meget stramt med

Jacob Bræstrup nærmest fnyser, når talen falder på visse typer af forbrugsafgifter. Her er vi inde på et område, der er så ulogisk, at han synes, det er åndsvagt.

- Saftevand er skattefrit, men frosset saftevand - i form af is - er beskattet. Jeg har det meget meget stramt med, at virksomhederne skal bøvle med en lang række forbrugsafgifter, der er så små og dybt ulogiske, at de burde fjernes omgående, siger han.

DI’s skattepolitiske chef er derfor glad for, at det blandt andet takket være pres fra DI for nogle år siden lykkes at gennemføre en afgiftssanering, som betød farvel til nøddeafgifterne og teafgiften. Ikke nok men et skridt i den rette retning,

Af mere nylige hak på sin skattepolitiske to do-tjekliste peger Jacob Bræstrup på regeringens netop fremlagte iværksætterstrategi, der indeholder en række forbedringer af skattevilkårene for iværksætteri - samt arbejdet for rimelige skattevilkår ved generationsskifte, der ligger mange virksomheder på sinde, og som regeringen også netop har leveret sit forslag til en løsning på.

Kendetegnende for mange af løsningerne er, at det har taget årevis at få dem gennemført.

The long game

Jacob Bræstrup kalder skattepolitik for ’the long game’.

Forstået på den måde, at det dels kan tage mange år fra DI for eksempel bringer et gennemregnet skatteforslag på banen i en analyse - til det måske bliver aktuel politisk virkelighed. Og dels at hukommelse og vilje til at sætte sig ordentligt ind i skatteområdet kan være udfordret.

- Skat er komplekst, og det bliver nemt meget følelsesladet. Alle har en holdning, men få tager sig tid til at forstå, hvordan det hænger sammen. Indimellem er det, som hvis blinde diskuterer farver, siger han.

DI’s skattepolitiske chef bliver frustreret, når ofte skiftende skattepolitiske ordførere nægter at anerkende fakta, fordi det ødelægger deres politiske idéer. Han insisterer på, at diskussion må starte ved, hvad der er det virkelige problem – og om skat overhovedet er det rette værktøj.

- Hvis et forslag gør skattepolitikken mere indviklet eller livet mere bøvlet for virksomhederne, er det som regel et dårligt forslag, siger han.

Daglige diskussioner

Jacob Bræstrup og skatteområdet har snart sølvbryllup.

I forbindelse med statskundskabsstudiet arbejdede han i 2000 for Adam Smith Instituttet i London, hvor han skrev en publikation om at forenkle det britiske skattesystem. Og vel hjemme i Danmark var han samme år med til at starte en dansk skatteborgerforening. Siden 2008 har han arbejdet med skat i DI.

DI’s skattepolitiske chef debatterer dagligt på X (forhenværende Twitter), ofte på Linkedin og altid klar på at stille op, når det gælder skat. Også selvom nogle af debatterne med hans ord er meget ’ground hog day-agtige’ – altså gentagende.

- Det kan ske, jeg kommer til at virke lidt uoverbærende og upædagogisk, når jeg selv synes, jeg sidder med de vises sten, og det er 10. gang, jeg forklarer det samme. Det prøver jeg at være bevidst om, siger han.

DI’s skattepolitiske chef stiller dog altid sin ekspertise til rådighed og fortæller, at mange politikere – i alle partifarver – ringer og drøfter løsninger i al fortrolighed.

- Alle får min ærlige mening. Og det fine ved ’the long game’ er jo, at hvis der er en skattepolitisk løsning, så har DI den liggende. Uanset om det er vækst i udkantsdanmark, familiepolitik, arbejdsudbud, fredet natur, forbrug eller noget helt sjette, så har vi et skatteforslag, der kan hjælpe. Og alle vores forslag er beskrevne og beregnede, siger han

Se meget mere om DI's skattepolitikker 

Konstant kamp over årtier

I Jacob Bræstrups skatteteam i DI er der fem specialiserede medarbejdere, der også brænder for skat – og/eller regnskab. Gruppen har en gennemsnitlig ansættelsesanciennitet i DI på over 15 år.

DI’s skattepolitiske chef kan ikke forestille sig et bedre hold til at arbejde for at påvirke samfundet – til virksomhedernes bedste.

Jeg er privilegeret at være chef for så dygtigt et team, der også evner at holde ud. At ændre skattesystemet er en konstant kamp over årtier. I virkeligheden prøver jeg som chef bare at gå mindst mulig i vejen for dem, siger han.

Læs også: Sådan bliver din virksomhed parat til fremtiden

Jacob Bræstrup larmede og lavede ballade i folkeskolen – var klassens provokatør. Kom efter eget ønske på Herlufsholm Kostskole i 7. klasse og gik der i i alt seks år til og med gymnasiet. Betegner årene som nogle af de bedste og mest formative år af sit liv. Opdagede bl.a. den sociale kapital i at være faglig dygtig, spillede en del teater samt indendørsfodbold, volleyball og atletik. Gik ud af 3G med en eksamenspræmie for årgangens højeste karaktergennemsnit og har i dag venner fra dengang, han fortsat ses med her 30 år efter

Jacob Bræstrup larmede og lavede ballade i folkeskolen – var klassens provokatør. Kom efter eget ønske på Herlufsholm Kostskole i 7. klasse og gik der i i alt seks år til og med gymnasiet. Betegner årene som nogle af de bedste og mest formative år af sit liv. Opdagede bl.a. den sociale kapital i at være faglig dygtig, spillede en del teater samt indendørsfodbold, volleyball og atletik. Gik ud af 3G med en eksamenspræmie for årgangens højeste karaktergennemsnit og har i dag venner fra dengang han fortsat ses med her 30 år efter

Jacob Bræstrup

Skattepolitisk chef i Dansk Industri (DI) siden 2012 med 5 medarbejdere
Uddannet Cand. Scient. Pol
Tidl. bl.a. akademisk medarbejder for bygge- og teknikborgmester i København Søren Pind
Gift siden 2001 med tidligere folketingspolitiker - nu præst - Charlotte Dyremose
Far til Christian på 17 år og Elisabeth på 14 år
Bor i Virum og er glad for at spille golf

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Relateret indhold