Forsvarsområdet løb med den største del af opmærksomheden ved det årlige droneshow på Fyn. Men den danske droneindustri har et langt bredere potentiale. Ny strategi skal styrke de kommercielle muligheder for ikke mindst droner brugt til civile opgaver.

Foto: Lasse Skov
07.06.24 DIB Nyheder

”Vi ser dig, før du ser os”

Danmark har en stærk og voksende drone-industri. Men det kommercielle potentiale stækkes af skrappe regler. Det skal ny national strategi rette op på, håber organisationen Odense Robotics.

Vi kigger op i de lavthængende skyer, men kan hverken se eller høre den drone, der bevæger sig hen over den fynske lufthavn, HCA Airport. Til gengæld kan vi fint følge med i, hvad dronen registrerer. En storskærm er nemlig sat op ved det årlige internationale Drone Show, hvor de løbende optagelser står lysende klart efterhånden som dronen zoomer ind på bygninger, tilskuer og ja endda helt ned på nummerpladerne på de parkerede biler flere hundrede meter væk.

Som tilskuer får man syn for sagen, når det flyvende, fjernstyrede værktøj demonstrerer sine overvågningstalenter. Og som det ganske rigtigt lyder fra droneproducenten, da demonstrationen er slut: Og husk: Vi ser dig, før du ser os!

Droneshowet den 29. maj havde i sig selv ingen umiddelbar udfordring med at blive set og hørt. Med over 500 deltagere fra 22 lande, er Danmark godt inde på branchens storskærm takket være flere faktorer. Dels er der lufthavnens internationalt anerkendte testcenter, dels universitet SDU’s forskningsindsats men især også voksende droneindustri, som efterhånden tæller 52 danske virksomheder, der beskæftiger 440 medarbejdere.  

Det fortæller direktør  Søren Elmer Kristensen for klyngeorganisationen Odense Robotics, der sammen med UAS Denmark Testcenter var vært ved showet, der løber af stablen hvert år.

- Der er sket meget positivt siden Danmark for otte år siden fik en dronestrategi. I 2017 fik vi dette nationale testcenter her ved lufthavnen, hvilket er afgørende for den nødvendige innovation og udvikling i dronebranchen. Vi har efterhånden skabt et økosystem og et netværk med en platform for deling af viden og erfaring, godt hjulpet af et stærkt forskningsmiljø på SDU, fortæller han.

Læs også: Droner sikrer lyn-levering til vindmøller på havet

Afventer kommercielt gennembrud

I den daværende regerings strategi fra 2016 blev der formuleret en målsætning om, at ”tilskynde danske virksomheder til, i samarbejde med dygtige forskere, at udvikle droneteknologien og skabe nye private arbejdspladser i Danmark.”

Og det er til en vis grad indfriet. De danske dronefirmaer har udviklet løsninger, der kan løse erhvervsmæssige opgaver inden for en meget bred vifte af områder, blandt andet overvågning, inspektioner, eftersyn og forsvarsopgaver. Danske droner og dronefirmaer er blandt andet aktive ved offshore vindmølleparker, inspektioner af Storebæltsbroens pyloner, eftersyn af højspændingskabler og i forsvarsopgaver i Ukraine.

Ifølge Søren Elmer Kristensen er grundlaget for den danske droneindustri og dronemiljøet langt hen ad vejen på plads. Der er en strategi, en industri og forskning. Men hvis der for alvor skal luft under industrien, så skal det være muligt at få et større kommercielt gennembrud.

- Selv om der er vækst og det går fremad, så er droneindustrien en ret ung industri med mange startups, som er helt fremme med at udvikle nye løsninger og teknologier. Branchens omsætning vokser, og vi er har skabt et miljø som er internationalt attraktivt. Men vi vokser ikke hurtigt nok, for vi mangler de helt store kommercielle eventyr, siger han og uddyber:

- For at få det eventyr er det vigtigt at få en endnu mere smidig og enkel adgang til at flyve med droner, end vi har nu. I dag må vi kun flyve med droner i et meget afgrænset luftrum, hvor muligheden for at integrere dronerne i den del af luftrummet, hvor der også er bemandet trafik, er yderst begrænset. Vi skal derfor have skabt en bedre integration, hvor dronerne kan sameksistere med lufttrafikken generelt.

Læs også: DI: Fjern bremseklodser for innovativ dronesektor

Den danske droneindustri har et godt fodfæste, fortæller adm. direktør for Odense Robotics, Søren Elmer Kristensen. Men der er brug for mere enkel og smidig adgang til luftrummet.

Foto: Odense Robotics

Tungt start for iværksættere

En væsentlige sten, der også skal ryddes af vejen, er en relativt tung vej til at få tilladelser til at flyve, pointerer han. I dag kan det tage uger og måneder at få godkendt særlige  flyvninger fra Trafikstyrelsen.

- Og det kan være tungt for især startups at håndtere. Dels er det et stort administrativt arbejde, dels har virksomhederne ikke så lang tid til at afvente godkendelserne. Ofte glider ansøgningerne flere gange frem og tilbage mellem virksomhed og Trafikstyrelsen, før der træffes en afgørelse. Det skal være mere smidigt og mindre bureaukratisk, mener Søren Elmer Kristensen.

Han pointerer, at sikkerheden naturligvis skal være i orden. Ingen i branchen har interesse i at gå på kompromis på det punkt. Derfor håber han, at den opdatering af Danmarks dronestrategi, som er på trapperne, vil bane en lettere vej for dronebranchens civile potentiale.

I den sammenhæng ser han fordele ved et samarbejde med andre brancheforeninger - som eksempelvis Dansk Industri.

- Det kan være med til at løfte vigtige dagsordner for vores virksomheder i en politisk kontekst, vurderer Søren Elmer Kristensen.

Droner til forsvaret har fodfæste

Det eneste områder som rykker hurtigt kommercielt er droner til forsvarsindustrien. Det var også helt tydeligt ved droneshowet, hvor oplæg om potentialet og brugen af droner i eksempelvis Ukraine fyldte stolerækkerne. Krigen har sat ekstra fokus på dronernes potentiale – hvor det samtidig er nemmere at teste nye løsninger af. 

Potentialet rækker videre endnu, fordi dronerne bidrager til at udruste NATO-styrkerne i bredere forstand.

Grundlæggende viser det også, hvor vigtigt det er med partnerskaber mellem offentlige myndigheder og private virksomheder. Det vil være med til at løfte industrien, siger Søren Elmer Kristensen.  

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Per Henriksen

Per Henriksen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4672
  • Mobil +45 4041 3701
  • E-mail pehe@di.dk

Relateret indhold