Om sommeren slipper DI’s chef for Turisme, Kultur og Oplevelser sit alter ego løs som DJ på den private mini-festival Falstival.

Foto: Privat
03.07.24 DIB Nyheder

”Jeg er vild med Danmark om sommeren”

DI’s turismechef er vild med at være i Danmark om sommeren – og skal tilbringe den kommende med familie og venner på Falster og rundt i landet. Gennem DI vil han gerne udbrede fortællingen om turisme som et ægte erhverv.

Engang var 41-årige Lars Bertolt Winther mest jazzpianist. I dag har DI’s chef for Turisme, Kultur og Oplevelser tre videregående uddannelser og et CV, der også rummer titler som kunde- og analysechef, sekretariatsleder, kulturrådgiver, bestyrelsesmedlem og pladeselskabsejer.

Et miks, han mener har givet ham en god forståelse for de mange lag og den høje kompleksitet, der er i turisme-, kultur- og oplevelsesbranchen.

- Som udøvende kunstner er jeg tryg ved at stå på en scene. Som kunde- og analysechef har jeg stor erfaring med data. Som bestyrelsesmedlem har jeg arbejdet strategisk samt op imod fonde og embedsværk. Derudover har jeg som sekretariatschef arbejdet med ledelse, og som rådgiver fået god indsigt i den kommercielle del af det at arbejde med kunst og kultur, siger Lars Bertolt Winther.

Læs også: Kaffe skal hjælpe sommerfugle, mens du tanker strøm

Ægte big business

Manden med de mange kunstner tiltrådte i DI i februar. Siden har han brugt tiden på at gøre sig endnu klogere på branchen, besøge flere end 50 af medlemmerne - samt mene noget om museumsreformen og endnu mere om sanering af erhvervsstøtten.

- De første måneder har føltes mere reaktive end proaktive. Vi har løbet efter en del dagsordener, vi ikke selv har sat. Det er også ok, men nu går vi sammen med medlemmerne i gang med at sætte nogle pejlemærker, vi kan arbejde henimod, siger Lars Bertolt Winther.

Og der er nok at tage af.

Lars Bertolt Winther vil blandt andet gerne udvikle erhvervs- og mødeturismen- både med tiltrækning af de store videnskongresser til storbyerne og konferencer, messer og møder uden for de store byer. Og eventturismen som for eksempel sport- og musikevents. Og kulturturismen – og måske få nogle af delene flettet sammen.

Han vil også gerne bidrage til erhvervets fortsatte arbejde med bæredygtighed og hjælpe medlemmerne, hvis de bliver udfordret af for eksempel visa-problemer eller regulering, der spænder ben for forretningen.

Og så vil Lars Bertolt Winther gerne udbrede fortællingen om turisme som et ægte erhverv.

- Turisme og oplevelser er ægte big business. Det er et erhverv, der giver ringe i vandet til en bred værdikæde i resten af erhvervslivet, genererer eksportindtægter til landet, skaber arbejdspladser, står for et socialt ansvar og i øvrigt bidrager til den grønne omstilling, siger han.

Læs også: Et lettelsens suk for en turismesektor med blikket stift rettet mod fremtiden

Så kan man nok godt stole på det

Lars Bertolt Winther lader til at trives fint med de mange dagsordener. Han er også glad for, at mange af DI’s medlemmer allerede har rakt ud til ham – og håber endnu flere vil gøre det i fremtiden.

- Jeg elsker, når virksomhederne melder ind. Det er dialogen med dem, der styrer – jeg kan kun gøre noget ved det, jeg har kendskab til, siger DI’s chef for Turisme, Kultur og Oplevelser.

I sine tidligere job har han fået to priser for netop at gøre noget og få ting til at ske.

”Man tror på, man kan få noget op at flyve sammen med ham. Han får tingene til at fungere. De vokser og bliver noget større end sig selv,” lød begrundelsen, da Lars Bertolt Winther i sin tid fik en hæderspris fra Foreningen for komponister, sangskrivere, tekstforfattere og producere (dengang DJBFA – nu Autor).

Han bliver både glad og lidt varm i kinderne ved at få den 10 år gamle indstilling læst højt.

- Jeg stiller høje krav til mig selv. Jeg er nok også ret selvkritisk, så det er rart at blive klappet på skulderen. Og når flere gør det på samme tid og synes, man gør det godt, kan man nok godt stole på det, siger han.

Sommerspontanitet

Udover chefjobbet i DI er Lars Bertolt Winther far til tre døtre på 9, 11 og 14 år, gift med Sofie, der er selvstændig konsulent, handyman på en villa på Amager og et sommerhus på Falster samt fortsat glad for at spille klaver.

Han er med sine egne ord – vild med at være i Danmark om sommeren – og skal tilbringe den kommende med familie og venner. På Falster og rundt i landet.

- For mig er ferie lig med ikke at planlægge. Jeg kan rigtig godt lide, når vi tager det, som det kommer. Måske får et tip fra købmanden eller en idé fra lokalavisen, og så gå efter det. Her er spontanitet selve kvaliteten, siger han.

Læs også: Udsigt til ny rekord i udenlandske sommerturister

Lars Bertolt Winter

Lars Bertolt Winter

41 år
Chef for DI Turisme, Kultur og Oplevelser siden februar 2024
2 medarbejdere, 1 studentermedhjælper
Uddannet Master of Social Science fra CBS; Cand. Mag. i Musikvidenskab fra KU samt Master of Business Administration
Tidligere bl.a. kunde og analysechef, CopyDan; direktør og medejer, rådgivningsvirksomheden Barc Scandinavia, pladeselskabsejer, Your Favourite Records samt sekretariatsleder, JazzDanmark
Musiker – pianist, komponist og arrangør
Modtager af Forening for komponister, sangskrivere, tekstforfattere og producere (DJBFA) Hæderspris 2014 samt Dansk Musiker Forbunds Ildsjælepris 2009
Gift med Sofie, der er selvstændig konsulent, far til 3 piger på hhv. 14, 11 og 9 år

Find Lars Bertolt Winther på LinkedIn

Lars Bertolt Winther

Lars Bertolt Winther

Chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser

  • Direkte +45 3377 3794
  • Mobil +45 5218 5925
  • E-mail labw@di.dk

Relateret indhold