VMS Group arbejder målrettet på at blive CSRD-compliant

For en stor servicevirksomhed som VMS Group, der inden for få år omfattes af CSRD-direktivet, har det været værdifuldt at få konkrete tal på virksomhedens CO2-udledninger, som i fremtiden vil indgå i årlige bæredygtighedsrapporter.

Baggrund og motivation

VMS Group deltog i Klimaklar Produktionsvirksomhed i foråret 2023. Virksomheden besluttede at medvirke i programmet af flere årsager. Dels omfattes virksomheden af CSRD-direktivet og skal rapportere om sin bæredygtig-hedsindsats fra regnskabsåret 2025. Dels ser virksomheden en hurtig udvikling i branchen på klimaområdet, som man selv ønsker at være en del af.

I første omgang medvirkede VMS Group i et forløb hos Erhvervshus Nordjylland, hvor man først blev introduceret den grønne dagsorden og herefter fik drøftet medarbejdernes input til forskellige grønne tiltag.

Gennem forløbet erkendte virksomheden behovet for at få konkrete tal for CO2-aftryk på bordet, og på opfordring fra erhvervshuset besluttede man at deltage i Klimaklar Produktionsvirksomhed mhp. at udarbejde et grønt regnskab.  

3 hurtige om VMS Group

• VMS Group er en stor maritim servicevirksomhed, der bl.a. har service på service på skibsmotorer, propeller, anlæg og vindmøller som sine kerneydelser.
• VMS Group yder både service ude hos sine kunder og på eget værksted. Virksomhedens kunder spænder bredt – lige fra lokale fiskere til større danske og internationale aktører inden for offshore industrien.  
• VMS Group er en global virksomhed, der har hovedsæde i Frederikshavn samt afdelinger i Brasilien, Afrika, USA og Mellemøsten. Tilsammen har virksomheden 350 medarbejdere, hvoraf de 230 er beskæftiget i Nordjylland  

Læs mere om VMS Group her

Udbytte af Klimaklar Produktionsvirksomhed

For VMS Group har det vigtigste udbytte været, at man har fået konkrete tal på en række udledninger i scope 1, 2 og 3, som virksomheden har kunnet integrere i sin første interne bæredygtighedsrapport. Foruden tal for CO2-aftryk opsummerer rapporten potentielle grønne tiltag med en vurdering af deres realiserbarhed på kort og længere sigt.

Ambitionen er, at rapporten skal opdateres årligt, og at 2023 vil fungere som baseline for virksomhedens fremskridt på området. På sigt vil man formentlig få regnskabet verificeret hos en revisor, så resultaterne bruges til markedsførings-formål og i inkorporeres i bæredygtighedsrapporteringer.

Derudover vurderer VMS Group, at Klimaklar Produktionsvirksomhed generelt har givet dem bedre greb om fagtermer, ligesom de har lært at bruge værktøjer (Klimakompasset) til at udarbejde klimaregnskaber.

Da vi gik i gang, vidste vi at der ville komme krav om udvidet årsrapportering sfa. CSRD. Her er vi som virksomhedsklasse C omfattet fra 2026, dvs. vi skal have noget klar fra ’25. Vi håbede derfor, at programmet kunne ruste os til den opgave Kim Kokholm, Group HSEQ og Sustainability Manager, VMS Group

Det videre arbejde med CO2-reduktion

Den største udfordring for VMS Groups grønne omstilling er i den kommende tid at finde ud af, hvordan man honorerer kravene i CSRD-direktivet. Herunder at få indkredset, hvilke bæredygtighedsområder der er relevante at måle og rapportere på for en virksomhed som deres. Områderne er beskrevet i en række standarder, men hvilke der er relevante afhænger af forretningsmodel og værdikæder.

Til dette formål har VMS Group allieret sig med en rådgivningsvirksomhed, der skal gennemføre en dobbelt væsentlighedsanalyse, som skal munde ud i et mindre antal målepunkter, som vil indgå i den fremtidige rapportering.

Derudover arbejder VMS Group på andre tiltag, som skal fremme den grønne omstilling.

VMS Groups tiltag

• Miljøscreeninger af bygninger i Frederikshavn, som formentlig vil føre til nye tiltag til gavn for klima og miljø.
• At modne organisationen til at indsamle og opbevare data om CO2-aftryk, herunder at kortlægge og etablere nye arbejdsgange og videreudvikle ERP-system.

Du kan læse om VMS Group og andre spændende cases i analysen Klimastatus i Danske Produktionsvirksomheder 2024

Læs mere og download analysen her

Skrevet af:

Stina Dueholt