15.01.24 Tækkelauget Nyheder

Det biogene montagebyggeri – konstruktion, brand og arkitektur

Tækkebranchen repræsenteret ved nyt stort forskningsprojekt med biogene byggematerialer, som starter januar, 2024.

Formålet med projektet er at udvikle og brandteste præfabrikerede konstruktioner i biogene materialer, skaleret til montagebyggeri i 1-3 etager.

Ønsket er at skabe løsninger til byggebranchen med lavest muligt klima- og miljøaftryk og som kan indgå i byggeriets industrialiserede processer og arbejdsgange.

Projektet vil løbe fra 2024 – 2025 og bygger videre på samarbejde og resultater fra det forudgående succesfulde MUDP-projekt: Tækkede Facader til den Grønne Omstilling.

Projektet blevet gennemført i perioden 2021-2023 og førte til enestående resultater, som har modtaget både national/international hæder og priser.

’Det biogene montagebyggeri – konstruktion, brand og arkitektur’ tager fat i en central udfordring ved anvendelse af biogene materialer til byggeri: som er at øge brandsikkerheden ved brug af biogene materialer.

Ud over at brandsikre de biogene materialer, er det også vigtigt at sikre samlingerne mellem elementer, da de også kan have betydning for hvordan en brand udvikler sig eller kan stoppes.

Således indgår brand som central designparameter i formgivning af biogene præfabrikerede modulkonstruktioner.

Fokus er på ydervægge i halm/træ, med tækkede facadeløsninger og ler som brandhæmmer.

De præfabrikerede biogene modulkonstruktioner vil blive udviklet, bygget og brandtestet ud fra tekniske, performative og arkitektoniske parametre i samarbejde med en bred vifte af aktører fra byggebranchen; producenter, teknikere, rådgivere, entreprenører og bygherrer.

I projektets udvikling og tests indgår Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, Tækkefirmaet Horneby, Hemmed Tækkefirma, EcoCocon Danmark Aps, Enemærke & Petersen.

I en følgegruppe sidder repræsentanter fra Miljøstyrelsen, FSB, Rønnow, Leth & Gori og Kasper Køppen Ingeniører.

Projektet er støttet af: Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) under Miljøministeriet, som giver tilskud til udvikling af ny miljøteknologi til gavn for klima og miljø.

Relateret indhold