Efteruddannelse

Medarbejdere omfattet af arkitektbranchens overenskomster optjener efteruddannelsesmidler. Reglerne herom følger af overenskomsternes § 12 a. Nedenfor finder du svar på en række typiske spørgsmål om efteruddannelsesordningen. DI har derudover - i samarbejde med FAOD/JA, KF og TL - udarbejdet en efteruddannelsesvejledning, der indeholder nyttig information om bl.a. optjening af efteruddannelsesmidler, tilrettelæggelse af efteruddannelse, udskydelse af efteruddannelsesmidler, mv. Du finder vejledningen nederst på siden.

Hvor mange efteruddannelsesmidler optjener medarbejderne?

Arkitektoverenskomsten og KF-Konstruktøroverenskomsten: i alt kr. 22.000

  • Individuelle midler: kr. 17.250
  • Fællespuljen: kr. 4.750

TL-Konstruktør- og teknikeroverenskomsten (bygningskonstruktører og designere med kandidatgrad): i alt kr. 22.000

  • Individuelle midler: kr. 17.250
  • Fællespuljen: kr. 4.750

TL-Konstruktør- og teknikeroverenskomsten (øvrige ansatte): i alt kr. 19.500

  • Individuelle midler: kr. 15.250
  • Fællespuljen: kr. 4.250

Beløbet afsættes med 1/12 ultimo hver måned og administreres af virksomheden.

Der optjenes også efteruddannelsesmidler i perioder, hvor medarbejderen er fraværende i forbindelse med sygdom eller orlov i henhold til barselsloven – både den lønnede og den ulønnede del af orloven.

Hvad kan efteruddannelsesmidlerne bruges til?

Efteruddannelsesmidlerne skal dække udgifter til studierejser, kurser, transport, kost og logi mv. og den ansattes løn samt de overenskomstmæssige pensionsbidrag. Midlerne skal dække fagligt relevante kurser – herunder bøger og andet kursusmateriale, der anskaffes som en forudsætning for deltagelse i kurset.

Medarbejderen modtager sin sædvanlige løn under efteruddannelsen, og virksomheden fratrækker de omkostninger der følger heraf fra efteruddannelsesmidlerne.

Udover at være fagligt relevant, så skal efteruddannelsesaktiviteten også have karakter af reel opkvalificering. Sidemandsoplæring, tegnestuemøder, informationsmøder mv. kan ikke dækkes af efteruddannelsesmidlerne.

Læs mere herom i vejledningen.

Hvad sker der med efteruddannelsesmidlerne ved fratræden?

I forbindelse med en opsigelse skal medarbejderen have en opgørelse over de individuelle efteruddannelsesmidler, som medarbejderen har til gode. Denne oversigt skal udleveres til medarbejderen inden for 14 dage.

Anvendelse af efteruddannelsesmidler efter fratræden forudsætter, at den fratrådte medarbejder (1) er ledig eller (2) tager ansættelse i en anden DIO II-arkitektvirksomhed.

Anvendelsen af efteruddannelsesmidler skal være sket indenfor 12 måneder efter fratræden. Afregningen skal dog være sket efter 13 måneder. Hvis ikke de individuelle midler er anvendt og afregnet inden for henholdsvis 12 eller 13 måneder, tilfalder de fællespuljen hos den tidligere arbejdsgiver.

Hvis kurset er modulopbygget, skal den tidligere arbejdsgiver kun betale for den del af kurset, som ligger inden for de 12 måneder efter fratræden.

Anvendelse af efteruddannelsesmidler efter fratræden kan ske ved fakturering enten fra kursusudbyder eller fra den nye arbejdsgiver til den tidligere arbejdsgiver. Det er ikke således som udgangspunkt ikke muligt at udbetale efteruddannelsesmidlerne til den fratrådte medarbejder eller dennes eventuelle nye arbejdsgiver.

Hvis medarbejderen imidlertid fratræder for (1) at blive selvstændig eller (2) tager ansættelse i en virksomhed, som ikke er medlem af DIO II (f.eks. en kommune), skal midlerne dog – på medarbejderens anmodning – udbetales ved fratræden. Der udbetales maksimalt op til to års efteruddannelsesmidler. Hvis der er overskydende midler udover to år, tilfalder midlerne fællespuljen.

Ved udbetaling beskattes efteruddannelsesmidlerne som løn, men de er ikke feriepenge- eller pensionsberettigende.

Håndtering af efteruddannelsesmidler ved fratræden kan illustreres således: 

 

Vejledninger

Vejledning om efteruddannelsesmidler i arkitektbranchen

Download

Artikel opdateret den 27.04.23

Relateret indhold