06.10.22 DARIM Nyheder

Mød Ole Schröder, Head of SAS Corporate Insurance hos Scandinavian Airlines System A/S

"Her står tingene i bogstaveligt forstand aldrig stille: Der er altid en flyver i luften et eller andet sted i verden og kollegaer på jorden arbejder i døgndrift med teknisk vedligehold, ground handling, planlægning af en flyvning osv."

Ole Schröder

Head of SAS Corporate Insurance Ole Schröder

Foto: SAS

Hvordan ser en typisk dag/arbejdsuge ud for dig?
Som Head of SAS Corporate Insurance – og i øjeblikket den eneste ansatte i afdelingen - spænder mine arbejdsopgaver ganske bredt. Jeg laver jo faktisk det hele selv, dog hjulpet nogle timer hver uge af en frivillig pilot, som midlertidigt ikke kan flyve.

Mine tre hovedarbejdsområder er:

  • Fornyelse og daglig administration af SAS-gruppens globale forsikringsprogram.
    Den største forsikring, både hvad angår præmie og mit tidsforbrug, er flyforsikringen. Den dækker bl.a. værdien af flyflåden og de ansvarsforsikringer, som er nødvendige at have som flyselskab.
  • Håndtering af erstatningskrav.
    Både mod tredjemand, f.eks. en ground handler eller en lufthavn, der har forvoldt skader på et af vores fly, eller krav mod vores egen forsikring, f.eks. hvor en fugl er suget ind i en motor på et af vores fly. I alle sagerne skal beviserne sikres og tabet opgøres og dokumenteres. Før Covid-19 hentede forsikringsafdelingen årligt et pænt to-cifret millionbeløb i erstatninger. Derudover bistår jeg, når tredjemand, eksempelvis andre flyselskaber eller passagerer, rejser krav om erstatning mod SAS grundet skade på fly eller personskade.
  • Gennemgang af kontrakter.
    Endelig går en del af min tid ugentligt med at gennemgå større kontrakter, som afviger fra vores standarder, og hvor jeg med min baggrund som advokat rådgiver om ansvars-, friholdelses- og forsikringsbestemmelserne.

Hver morgen starter med læsning af døgnrapporten fra driften, så jeg hurtigt kan se, om der er sket større skader eller andre hændelser, der skal følges op på. En typisk uge er ellers meget varieret opgavemæssigt med alt fra stort til småt, det være sig fra udstedelse af et forsikringscertifikat, nørdet gennemgang af en police eller kontrakt eller udarbejdelse af budget til præsentationer for underwriters, til besigtigelse af større flyskader og forhandling af erstatningssager eller kontraktbestemmelser med en modpart.

Hvis du skulle nævne en opgave/ansvarsområde/problemstilling/projekt som du syntes har været særligt spændende at arbejde i dit job det seneste år, hvad vil det så være?
Jeg trives generelt godt med kombinationen af større og mindre opgaver. Men særligt håndtering af erstatningssager synes jeg er spændende. Den seneste større sag er fra maj måned, hvor vores spritnye A321RL under natparkering i Washington blev beskadiget på højre motor af, hvad det viste sig, en bagagevogn med defekte bremser.

Skader på fly involverer ofte store beløb, så det er sager, der kan tåle, at der bruges tid på dem, så vi sikrer, at vi får den erstatning, som vi har krav på. Det er i forvejen dyrt nok at drive luftfart.

Ved den seneste sag var det spændende at inspicere skaden, sikre beviserne og mødes med de involverede. I større sager er det også altid interessant og inspirerende at arbejde med (og imod) modpartens udenlandske advokater, taksatorer og forsikringsfolk, der ofte er superdygtige specialister inden for deres område.

Hvad er det bedste ved dit job?
Der er mange gode ting!

Jeg startede i SAS i 2005, så jeg har efterhånden en del erfaring i flybranchen. Det hurtigt at kunne sætte mig ind i en ny problemstilling og få sat den ind i det rette perspektiv, det føles godt. Men selvom jeg har været med længe, så er det et stort og ofte komplekst område, så der bliver ved med at være nyt at lære.

Derudover er det meget motiverende at arbejde så meget ”hands on” – og det er relativt enkelt at fremvise synlige resultater i form af indbetaling af erstatninger og forbedrede dækninger. Nogle gange dukker kontrakter op, som jeg var med til at forhandle for flere år siden, fordi noget er gået, som det ikke skulle. Og så er det meget tilfredsstillende at opleve, at noget tørt skrivebordsarbejde for flere år siden faktisk gør en forskel nogle år efter.

Samtidigt værdsætter jeg, at jeg i mit job arbejder på alle niveauer af organisationen med stor kontaktflade til mange dygtige og engagerede kollegaer.

SAS har også en helt særlig puls. Her står tingene i bogstaveligt forstand aldrig stille: Der er altid en flyver i luften et eller andet sted i verden og kollegaer på jorden arbejder i døgndrift med teknisk vedligehold, ground handling, planlægning af en flyvning osv. Og så er der alle de eksterne forhold, der løbende betyder store ændringer for branchen, senest med covid-19, krigen i Ukraine, og tidligere terror, askesky over Island og finanskrise.

Endelig er SAS en virksomhed, som alle kender – og som jeg oplever betyder noget for mange mennesker. Mange har sikkert som jeg selv nogle haft nogle særlige øjeblikke i forbindelse med en rejse med SAS. Og når jeg ser logoet på halen i en udenlandsk lufthavn får jeg præcis den følelse, som reklamen med Uffe Ellemann ramte så præcist – jeg er næsten hjemme!

/Ole Schröder, Head of SAS Corporate Insurance, Scandinavian Airlines System Denmark-Norway-Sweden

SAS flytype A350

Foto fra modtagelsen af den første flyver (af fremtidens flytype A350). Så mange ansatte er der normalt ikke behov for til handling af en flyver, hvilket meget godt illustrerer begejstringen internt

Foto: SAS
Skrevet af:

SAS

Relateret indhold